Vinterudtørring og Pomoxon Extra
Flere steder rundt om i landet er der de sidste to uger begyndt at komme røde nåle på nogle af træerne, billedet varierer meget fra kultur til kultur og fra træ til træ
I den forgangne vinter var der længere perioder med frost og kraftig vind. Det har i nogle kulturer givet træerne røde nåle. De røde nåle er de fleste steder, først ”dukket op” inden for de seneste 14 dage. Normalt er mindre træer og især nyplantede, mest udsat for vinterudtørring, men i år er også større træer blevet ramt. De røde nåle er allerede begyndt at drysse af og vil inden længe være væk.
Der vil være enkelte træer, der bliver usalgbare, pga. nåle der er faldet af, men det er vores vurdering at det er meget få og ikke kommer til at spille ind på årets udbud. Når de røde nåle drysser af og træerne bliver dækket af årets vækst, vil skaderne fra vinterudtørringen blive dækket.
Pomoxon Extra er blevet godkendt
Pomoxon Extra har fået dispensation for brug og opbevaring fra 15/5-15/8 2018. Aktivstoffet i Pomoxon Extra er alpha-naphthyl-eddikesyre, som hæmmer celledelingen og er derfor oplagt at bruge i begyndelsen af skudstrækningen.
Nordmannsgranens topvækst kan, lidt simplificeret, opdeles i først en celledelingsvækst efterfulgt af en cellestrækningsvækst. Denne kombination af celledeling og cellestrækning i væksten, giver et behov for en to delt vækstregulering, der kombinerer først Pomoxon Extra i starten af væksten og senere i væksten Conshape.
– VidenCenter Juletræer