3. Typer af alléer
Dette hæfte handler først og fremmest om de `normale´ alléer, det vil sige plantninger med en trærække på hver side af en færdselsåre.
Men oplysningerne kan naturligvis også bruges, hvor man kun ønsker at plante en enkelt række på den ene side af vejen. Det kan være tilfældet af flere grunde, måske først og fremmest for derved ikke at tage for meget plads fra markdriften. Men det kan også være, fordi man er usikker på, hvor brede maskiner eller redskaber man i fremtiden får brug for at føre frem ad alléen. Mange steder har man set, at pladsen på et tidspunkt er blevet for trang, og at man har været nødt til at fælde den ene række af en allé. Derfor vælger nogle kun at plante den ene række. Det er som bekendt svært at spå om fremtiden.
Den modsatte situation findes også – at man planter en dobbelt allé, det vil sige en allé med to trærækker på hver side af vejen. Dette forekommer ved ejendomme, hvor man har et særligt stort behov for at imponere de tilrejsende. Eller det forekommer, hvor man yderst på hver side – måske midlertidigt – etablerer rækker af en hurtigtvoksende hjælpetræart, for eksempel en poppelrække, som skal fungere som pionér- eller hjælpetræ for en langsommere og mere sart hovedtræart.
Man kan også se eksempler på, at en gammel allé, som måske er på retur, bliver suppleret med en ny række på hver side af de gamle rækker (se for eksempel billedet på side 5 af kastanie, der erstattets med lind). Det har også den fordel, at vejen kan udvides i bredden, når den gamle allé fjernes.
En eller flere arter – alternative koncepter
Langt de fleste alléer bliver lavet med en enkelt træart. Det giver umiddelbart det klareste og mest stringente billede rent landskabsmæssigt.Men den mono-kulturelle allé har sine svagheder, som kan observeres overalt. Forskellige jordbundsforhold kan give forskellig højdeudvikling langs alléen. Det sker også, at sygdomme tager livet af enkelttræer, hvilket giver huller i rækken – huller, som det er svært eller umuligt at fylde ud senere.Disse forhold modvirkes dels ved omhyggelig plantning, dels ved valg af velegnede og robuste arter / sorter.
Alternativer
Kreative landskabsarkitekter har forsøgt sig med modeller, som blandt andet bygger på flere arter i samme allé. Derved opnår man, at forskellig vækst og udfald af enkelttræer ikke er så katastrofale.
Alléer med flere arter har vi godt nok kendt i flere hundrede år, men de er gledet i baggrunden i den nyere tid. En aktuel afhandling af Anna Gerd Ellerbæk (The Resilient Allée, Københavns Universitet 2014) kommer med en række forslag til en ny type alléer.
Et forslag er at lade den traditionelle to-rækkede allé bestå af flere træer. I eksemplet herunder består alléen af 3 arter.
Der foreslås også muligheden af en dobbelt allé. Eventuelt igen bestående af flere træarter. Den er naturligvis dobbelt så besværlig (dyr) at anlægge, men i modellen ligger en større fleksibilitet og lidt af en forsikring mod bortfald af enkelttræer. Se illustration nedenfor til venstre.
En rigtig vild idé er etablering af en allé bestående af grupper af træer. Allé-præget bevares, men man får et luftigt indtryk, og det giver store muligheder for et varieret træartsvalg. Her er problemerne med bortfald af enkelttræer og virkningen af forskellige vækstforhold stort set elimineret. Se illustration ovenfor til højre.