Hele Danmarks fitnessrum

Af Esben Møller Madsen

Esben Møller Madsen er bl.a. direktør for Skåneskogens Utvecklings AB og skovrider på Trolleholm gods i Skåne. Desuden er han medlem af forskningscentret ‘Skov og Landskabs’ rådgivende udvalg for skovdrift under Københavns Universitet.

‘Skov- og Naturstyrelsen har netop gennemført endnu en fyringsrunde. Det sker som et led i den meget radikale strategiændring for forvaltningen af de statsejede skove, som styrelsen har besluttet at gennemføre. På trods af, at de statsejede skove udgør en fjerdedel af det danske skovareal, er ændringen sket uden større debat.

Den nye strategi har som udgangspunkt, at træproduktionen ikke længere er væsentlig. I stedet skal der primært fokuseres på sociale aktiviteter: »Skovene skal være hele Danmarks fitnessrum«. Træernes værdi til for eksempel møbelproduktion eller bygningsformål anses for ligegyldig.

Det indebærer dog ingenlunde, at Skov- og Naturstyrelsen er ophørt med at fælde træ i de statsejede skove. Det er nemlig kun den fremtidige træproduktion, som anses for uvæsentlig. Her og nu skal skovene tømmes for værdifuldt træ, så der kommer penge i kassen, selvom det indebærer et betydeligt økonomisk tab på længere sigt.

Ifølge den nye strategi skal Skov- og Naturstyrelsen ikke længere bruge penge på at genplante efter hugst eller på at pleje den opvoksende skov. Den skal passe og udvikle sig selv, vel vidende at anvendelsesværdien af fremtidens træer herved bliver ringe. Hvad kommende generationer vil mene om den sag, synes ikke at indgå i Skov- og Naturstyrelsens overvejelser. Men det er åbenbart, at opprioriteringen af den nutidige velfærd på bekostning af fremtidens muligheder, ikke harmonerer med begrebet bæredygtighed.

Danmark importerer i dag tre fjerdedele af sit træforbrug. Med den nye strategi vokser denne afhængighed, og Skov- og Naturstyrelsen afskriver i det hele taget Danmarks mulighed for at medvirke til at løse problemet med voksende efterspørgsel på træ på globalt plan. Konsekvensen bliver blandt andet mere tropisk plantageskovbrug, som næppe er hverken økologisk eller socialt bæredygtig.

Status for Skov- og Naturstyrelsens strategi for den danske skovdrift ser altså ud som følger: Man realiserer den gennem generationer (100-150 år) møjsommeligt opbyggede værdifulde skov, og man afleverer ikke et økonomiskt bæredygtigt skovbrug til fremtiden. Desuden kannibaliserer man på den tredje verden.

Det er svært at forstå, hvorfor Skov- og Naturstyrelsen har valgt en sådan strategi. Men det kan opklares ved at gå tilbage i tiden, til det østeuropæiske statssammenbrud. I dets kølvand blev store mængder uforarbejdet nåletræ kastet ud på det vesteuropæiske marked til lave priser for at skaffe vestlig valuta. Markedet reagerede med kraftige prissænkninger. Situationen var vanskelig.

Det var dog først efter det europæiske stormfald i december 1999, at situationen blev rigtig besværlig. Over en nat raslede priserne på løvtræ, især på bøgetræ, ned. Alle skovbrugets produkter blev på én og samme gang dårligt betalte.

Skov- og Naturstyrelsens ledelse så situationen som et udtryk for, at forudsætningerne for skovbrug, efter mere end 300 års træmangel, fundamentalt havde ændret sig og hævdede, at alt snak om træmanglen var en myte. At denne bedømmelse savnede et kvalificeret grundlag, var ikke nogen hindring for, at synspunktet vandt gehør. I øvrigt passede det som fod i hose med stærke »grønne« pressionsgruppers ønsker om at udfase træproduktionen.

For at få udfasningen på gled, introducerede Skov- og Naturstyrelsen en ny retorik med begrebet »naturnært skovbrug« som omdrejningspunkt. Og ingen kan, i hvert fald ikke som udgangspunkt, være imod, at skovbrug drives naturnært. Det lyder rigtigt.

Begrebet er imidlertid ikke videnskabelig underbygget, og det bruges i dansk sammenhæng uden at inddrage de erfaringer, som er gjort på området i lande som Tyskland og Sverige. Skov- og Naturstyrelsens udgave af begrebet »naturnært skovbrug« er uden virkelighedsforankring – det er et rent ideologisk begreb.

Ifølge ideologien »skal skoven plante sig selv«, det vil sige, at skovene skal forynge sig selv uden menneskelig indgriben. Desuden skal der for at frembringe den rette »naturnære tilstand« udtyndes hårdhændet i den gamle værdifulde skov. En sådan skovdrift er forbudt i Sverige, fordi den erfaringsmæssigt leder til rovdrift. Skov- og Naturstyrelsen omtaler end ikke problemet, selvom erfaringer og sund dømmekraft får alle røde lamper til at lyse.

Overhovedet fremgår det ikke af Skov- og Naturstyrelsens retorik, at den charmerende betegnelse »naturnært skovbrug« ikke per automatik leder til en økonomisk bæredygtig skovdrift. Skov- og Naturstyrelsen fortier problemet. Det er derfor ikke så mærkeligt, hvis politikere og befolkning nu tror, at den hellige grav er vel forvaret.

Nu er det selvsagt legitimt at fravælge en økonomisk bæredygtig skovdrift, hvis det er det, man vil, og man iøvrigt kan få politisk tilslutning til det. Men at fortie det, som Skov- og Naturstyrelsen gør, er uacceptabelt. Og man undrer sig over hvorfor?

I den politiske verden, som Skov- og Naturstyrelsen betjener, er tidsperspektivet kort. Det ved man i Skov- og Naturstyrelsen. Og man ved også, at populære kortsigtede beslutninger med langsigtet negative konsekvenser begunstiges af, at de uheldige resultater først viser sig langt ude i fremtiden. Derfor ser Skov- og Naturstyrelsen bort fra dem uden at bekymre sig om ansvaret. Og skulle der dukke spørgsmål op, kan embedsmændene i Skov- og Naturstyrelsen formulere sig ud af problemerne. Det er relativ risikofrit at pynte lidt på forventningerne.

Mulighederne for denne praksis forstærkes af Skov- og Naturstyrelsens dobbeltrolle i forhold til de statsejede skove: man har både driftsansvaret og er tilsynsmyndighed for sig selv. Men ikke nok med det. Skov- og Naturstyrelsen har også som driftsansvarlig adgang til den kapital, som træerne i skovene repræsenterer, men hvis værdi ikke er bogført nogle steder. Skov- og Naturstyrelsen har således sin egen »pengetank« uden for det politiske bevillingssystem. Skov- og Naturstyrelsen kan derfor altid fælde træer i skoven, når de politiske ønsker ikke harmonerer med de bevillingsmæssige rammer.

Men når politikerne ikke får den fulde information om et forslags uheldige konsekvenser, er risikoen for at der træffes forkerte beslutninger selvsagt stor. I den konkrete situation må man derfor spørge, om Skov- og Naturstyrelsens radikale strategiændring virkelig har politisk opbakning. Er politikerne ligeglade med, at skovdriften i de statsejede skove ikke længere er økonomisk bæredygtig?

Spørgsmålet skal ses på baggrund af, at man erfaringsmæssigt ved, at det på én og samme gang er muligt at bevare og udvikle skovenes naturgrundlag samt give gode fritids- og oplevelsesmuligheder, uden at sætte den økonomiske bæredygtighed over styr. Men denne strategi har Skov- og Naturstyrelsen fravalgt.’

By: Esben Møller Madsen

Tilbage til nyhedslisten

Nyheden er skrevet af:

Nyheden er skrevet af:

Skovdyrkerne