Naturnært statsskovbrug
Skovfoged i Vendsyssel, H.C. Graversgaard undrer sig over, hvad der sker i statsskovene for tiden. Artiklen har også været bragt i tidsskriftet SKOVEN.
Skovfoged i Vendsyssel, H.C. Graversgaard undrer sig over, hvad der sker i statsskovene for tiden. Artiklen har også været bragt i tidsskriftet SKOVEN.
Naturnært statsskovbrug – afvikling eller udvikling?
Som privatansat skovmand med bare en lille smule historisk fornemmelse kan man i stille stunder undre sig over de moderetninger, der forfølger skovbruget i vores meget lille land.
Der har været perioder med grandisplantning, med contortaplantninger, med poppel, med hedetilplantninger, med højrente nåleskovbrug, med D-B hugster og så videre.
Det er ret tydeligt, at markante enkeltpersoners indsats i vort lille erhverv kan få ‘religiøs’ og modedannende gennemslagskraft.
Det er måske til dels fordi modebølgerne gennem vore få medier og gennem vore få uddannelsesinstitutioner kan præge debatten i de perioder, hvor det har nyhedens vækkelsesagtige interesse. I begejstringens hede glemmes, hvad man kan kalde videnskabelig redelighed – og senere, når bølgen er blevet praksis, forsømmes den nødvendige opfølgning på bølgerne.
Et eksempel:
Hybridlærk er et godt eksempel på genetisk udvikling ved hybridisering mellem to lærkearter. Man har opnået en tilsyneladende fremragende frodig vækst og sundhed
Hvad der – på trods af etableret viden – er forbigået i uklædelig tavshed, er det faktum, at nåletræets kvalitet i meget høj grad hænger sammen med langsom vækst. Det særligt beklagelige er, at der tilsyneladende overhovedet ikke følges op på kvalitets-aspektet ved hybridlærken – nu hvor træerne faktisk har en alder, så man måske kan undersøge fænomenet. Det burde i virkelig-heden fint kunne passe ind under produktudviklingsordningen – da hybriden jo faktisk er et udviklet produkt. Måske savner hybridlærken nyhedens interesse – men det jo samtidig den absolut mest udbredte lærkeart.
Linien i modebølgerne
Linien i de modebølger, vi har oplevet i skovbruget, er tankevæk-kende. Med undtagelseaf von Langens store indsats ved begyndel-sen af 1800-tallet og i tiden nærmest derefter, hvor man var kraftigt optaget af at gøre tingene bedre, har alle andre bølger gået på mantraet: billigere – hurtigere – nemmere. Det har selvfølgelig været ret nemme budskaber at sælge. Desværre har skovprodukternes kvalitet i samme bølgedannelser været ret konstant for nedadgående. Vi har bestræbt os på at producere bulkvarer (d.v.s. store mængder af en ensartet, ret lav kvalitet og pris).
Personligt finder jeg det stærkt foruroligende at se, hvor dårligt visse træarter udvikles ved de nu anvendte plantningsafstande (skovfyr og bøg eksempelvis). På dette område kunne man igen studere produktet, der er blot ikke lavet kvalitative studier af det træ, der er blevet ud af det.
Enkelte eksperimenter er dog ved at være færdig beskrevne. Vi har vel efterhånden erkendt, at nåleskovsdrift ved de gængse metoder simpelthen ikke kan betale sig – primært fordi det er så sjældent, atbevoksningerne når til den kalkulerede modenhed. Det virker ikke, træerne vælter, insektskades eller angribes af råd. Så her må vi på den igen.
Måske kan en lille uvidenskabelig iagttagelse inspirere: Det lader til at vi – uanset storm og global opvarmning m.m. – kan producere gran af høj alder, sundhed og kvalitet, når bare den vokser i undertallig blanding med løvtræ. Det kan iagttages, hvor løvtræbevoksninger (ofte bøg) er efterbedret med gran af ‘urimeligt perfektionistiske skovfolk’ (som den gamle skovbrugs-professor sagde). Måske skulle vi øve os lidt mere på det?
Danmarks hidtil største eksperiment
På samme enøjede og begejstrede vis gennemfører statsskovbruget for tiden landets hidtil største eksperiment. Her er bølgens modeord så overtaget fra visse tyske skovbrug.
Devisen, der gentages med skræmmende ens ordvalg – også ude på distrikterne – er NATURNÆRT SKOVBRUG. Det postuleres, at skoven sagtens kan producere godt råtræ, bare den får lov at passe sig selv. Meget bekvemt kan man så samtidig spare på både mandskab, kulturindsatser og skovpleje, mens man venter på, at indtægterne kommer af sig selv (det ligner jo de fleste andre modebølger). Budskabet er, at man rolig kan høste af forgængernes indsatser – uden samtidig selv at investere for de kommende generationer. Et budskab der jo – når det serveres af fagfolk overfor politiske beslutningstagere – er indlysende populært.
Man kan også udefra blive imponeret over, hvor fuldstændig ens fodslag der er i hele den p.t. vidstrakte organisation, i tillid til at netop dette besparelseseksperiment nok skal lykkes. Det kan eventuelt skyldes, at de fleste i organisationen er trygge med hensyn til, at modellen med at høste men ikke så nok skal holde – i deres tid.
Et eksperiment skal dokumenteres ved kontrolparceller
Jeg synes, at statsskovbruget skulle udvise lidt videnskabelig redelighed – det kan godt nås endnu. Mit forslag er, at man spredt rundt i landet etablerer kontrolparceller – altså skovparter, hvor man på vanlig vis gør sit bedste for at producere kvalitetstræ. Så kan man med tiden opgøre, om den ene eller anden måde er den bedste.
I tilknytning til kontrolparcellerne kan man så yderligere etablere områder, hvor man gør noget nyt (at lade stå til er i virkeligheden ikke særlig nyt). Her vil jeg gerne foreslå, at man prøver med at udøve særligt intensivt skovbrug. Særligt intensivt skovbrug kunne omfatte produktion af opstammet ungt og stort kvalitetsløvtræ, dyrkning af særligt vanskellige højpristræarter (valnød, kirsebær, tarmvridrøn ), udvikling af vådbundsdyrkningssystemer med blandt andet rødel som kævleproducent. Og endelig intensiv dyrkning af højkvalitetsjuletræer.
Eksempel på produktion kvalitetsløvtræ i relativ kort omdrift.
13 år gammel ask, som er opstammet til 6 meter.
(Den fik ikke lov at passe sig selv)
Ved på denne måde at demonstrere og dokumentere forskellige skovdyrkningsmetoder kunne Danmarks offentlige skovbrug bidrage til, at erhvervet løftede sig over de forskellige svagt underbyggede modebølger.
Perspektivet er langsigtet, det må jeg indrømme – det er skovbrug jo. Har man ikke den erkendelse, kan man selvfølgelig heller ikke seriøst argumentere for sit erhverv overfor de beslutningstagere, man er underlagt.
Et skovbrug i udvikling eller under afvikling?
Dette at demonstrere en pluralitet i skovdyrkningssystemer i et statsligt system med stolte traditioner for registrering og videnskab, kunne også udgøre en værdifuld base for uddannelsen af de næste generationer af skovfolk. Unge i skovuddannelse i dag må være alvorligt i tvivl om erhvervets udviklingsmuligheder, og de må desuden savne adgang til en videnskabelig bred viden, der rækker fra urørt skov til ekstraordinært intensivt skovbrug.
Jeg under dem gerne det bedre, og jeg mener, at netop fordi Danmark er så lille et skovland, har vi faktisk muligheder for at komme helt ned i detaljerne.
Vi ser jo for tiden, at et andet primærerhverv, nemlig landbruget, på basis af en bredspektret forskning og erhvervsudvikling finder store udfordringer i andre lande, hvor deres kundskaber tydeligt viser deres bæredygtighed – også i langt større skala.
Det mener jeg også danske skovfolk kunne, men ikke i en stemning af centralt gennemtrumfede modebølger. Så lad os løfte panden – og ambitionsniveauet. Jeg tror, at supergodt kvalitetstræ forbliver en mangelvare, især fordi det er bøvlet at lave det, og netop derfor kan vi små skovlande gå foran.
At basere vores fremtidige råtræforsyning på hugst i andre lande synes jeg ikke er særligt bæredygtigt, snarere egoistisk. At dyrke godt råtræ samtidig med at man tager nye hensyn til natur og friluftsliv, er en udfordring af den gode slags.
Vi har alle brug for, at vore offentlige skove vedkender sig ansvaret – både for skoven, for den videnskabelige redelighed og for udviklingen. Man kan godt spørge, hvad en privatansat skovfoged egentlig skal blande sig i driften af statsskovsarealerne for. Det er fordi vi i skovbruget har brug for et udviklingsmæssigt fyrtårn.
Indblanding i statens affærer?
Naturligvis bør også den såkaldt naturnæreskovdriftindgå – blot ikke udokumenteret, usammenligneligt og enerådende. I øvrigt oplever jeg jo i min dagligdag kraftigt, at ‘den officielle holdning’ blander sig i mit skovbrug, ikke altid gennem lov- og tilskudsbunden regulering, men ligeså meget ved at sænke overliggeren i den offentlige mening om skovdrift. Det faktisk lidt bøvlet først at skulle igennem argumenterne om at ‘skovbrug og skovproduktion er ligegyldig’, før man kan komme til den reelle skovdyrkningsrådgivning.
Endelig er jeg gennem mine privaterhvervede skattepenge jo faktisk en af dem, der bidrager til den offentlige skovforvaltning.
Hans Chr. Graversgaard
Skovfoged
Skovdyrkerforeningen Nordøst-Jylland
NB: Statsskovvæsenet har gennem en pressemeddelelse officielt bekendtgjort for omverdenen, at det traditionelle træproducerende skovbrug nu er en saga blot, og at focus ligger på publikum og biodiversitet.
- Related News:
Oversigt over debatten om statens skovbrug -24.08.2009 00:00
