Nytteløs skønhed?
Herunder et interview med Skov- og Naturstyrelsens vicedirektør, Agnete Thomsen, sakset i Weekendavisen
Herunder et interview med Skov- og Naturstyrelsens vicedirektør, Agnete Thomsen, sakset i Weekendavisen
Vi holder i kanten af Gribskov i en af Skov- og Naturstyrelsens små grønne Puntoer, parate til at køre ind i kampområdet. På en forårsdag ligner den nordsjællandske kæmpeskov ikke en konfliktudløser, men det er den.
I danske skovkredse hærger den hidsigste debat i årtier. En professor kalder dét, der foregår derinde, »et farligt eksperiment«, og miljøministeren har netop været kaldt i åbent samråd for at forsvare sig og skovene mod kritikerne.
Agnete Thomsen, vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen, vender sig i sædet og siger: »Vi kører nu ind i en klassisk produktionsskov. Sådan én, vi gerne vil lave om.«
Hun er 47 og opvokset med det, hun kalder den forstlige virketrang: at man sætter alle kræfter ind på at få træ ud af skovene. Man graver grøfter og sænker vandstanden. Man planter i rækker og høster sine store flader med gran eller bøg. Man rydder op i skovbunden og holder øje med modne træer. Man tænker på markedet. En egetræskævle er det samme som en tusindkroneseddel, der bare ligger dér og glor.
Da Agnete Thomsen læste til forstkandidat, tænkte man sådan. Midt i firserne besøgte de skovbrugsstuderende Gludsted Plantage, en typisk jysk hedeplantage, hvor man i den grad kæmpede mod naturen for at få en regelret rødgransplantage op at stå. Men det kunne faktisk lade sig gøre, skulle de se. I 2008 var hun der igen.
»Nogen havde opgivet den forstlige virketrang i den sydlige del. Blåbær og lyng stod ind under fyrretræerne, kronvildtet gik og græssede. Boede jeg nær plantagen, ville jeg foretrække den smukke skov,« siger hun.
»Mange af den nye skovs kritikere siger, at det ikke kan være kønt, hvis det ikke kan producere. Jo, det kan det godt. Der er noget, der bare er flot og spændende, for eksempel knudrede gamle egetræer, der intet producerer, eller elletræer i sumpen. Det ligger dybt i skovfolk og forskere, at vi har en forpligtelse til at dyrke skoven, og vi laver stadigvæk også træ, men jeg synes, skoven skal vokse mere vildt. Der skal være mere rod, mere variation, flere dyr. Det provokerer nogen.«
Ja! Debatten røg i luften i september, da Skov- og Naturstyrelsen i en pressemeddelelse begrundede afskedigelsen af 56 skovarbejdere med »naturnær skovdrift«. Altså at den nye, vildere og mere naturlige skov er »langt mindre arbejdskrævende«, fordi skovene »populært sagt planter sig selv«.
Sæt gravstenen
Det er en fuldkommen forkert påstand, mener de private skovejere, der sidder på tre fjerdedele af landets skov. Skovforeningen skrev i en harm leder i bladet Skoven, at seriøs naturnær skovdrift kræver mindst samme arbejdsstyrke, akkuratesse, faglige viden og praktiske dygtighed som gammeldags skovdrift.
Selv om de private skovejere kan være fløjtende ligeglade med, hvad man foretager sig i statens skove, vil de ikke have siddende på sig, at den nye skov kræver mindre arbejde, og at man kan vende ryggen til den og undlade at dyrke den: »Det er at vildlede politikere og skatteydere, som skal henholdsvis lede og betale statsskovene … og kan miskreditere de lovende muligheder, der ellers kan være i seriøs og aktiv naturnær skovdrift.«
Men endnu værre: Professor J. Bo Larsen, selve opfinderen af naturnær skovdrift, som blev indført i statsskovene fra begyndelsen af 2005, anklager staten for ikke at drive sine skove, som han sagde, den skulle.
»Man får det indtryk, at statsskovene udelukkende skal skabe oplevelser for skovgæsten og boliger for skovens dyr og planter. Hvor er forpligtelsen til at sikre træproduktionen – ikke blot for vores generation, men for fremtidens,« spørger professoren, der ikke er overbevist om, at publikum overhovedet er interesseret i vilde skove. »Statsskovene er ude i et farligt eksperiment ved at sætte lighedstegn mellem naturnær drift og ekstensivering! Finder Styrelsen ikke tilbage til en ’bæredygtig’ balance mellem produktion, naturbeskyttelse og rekreation i skovdriften – som tilsigtet ved den naturnære drift – så kommer statsskovbruget ikke til – som beskrevet i det nationale skovprogram – at bane vejen for det øvrige skovbrug. Så vil Styrelsen sætte gravstenen over den naturnære drift i Danmark – og måske også over sig selv!« skriver han i Skoven.
En forstmand i Skov- og Naturstyrelsen siger på betingelse af anonymitet til Weekendavisen, at sagen i hans øjne handler om, at betydningen af dansk skovdrift som erhverv efterhånden er forsvindende lille i Danmark, hvilket kan være svært at vænne sig til for både forskere og praktikere.
J. Bo Larsen refererer også selv, at den første begejstring ude i skovdistrikterne er erstattet af en udbredt hovedrysten og frustration i takt med, at træproduktionen er blevet nedprioriteret politisk.
Der er dødt
Vi kører igennem mange penge her i en af Danmarks største skove. 58 procent af lønningerne i Skov- og Naturstyrelsen bliver betalt af skovdriften. Til gengæld møder vi ikke et menneske. – Er I i gang med et farligt eksperiment, som professor J. Bo Larsen siger?
»Han formulerer sig meget sort/hvidt,« svarer Agnete Thomsen bag rattet. »I Gribskov prøver vi at genskabe noget, der er gået tabt siden 1857. Det bliver natur i langt højere grad end i de sidste halvtreds år. Bare her i skoven har man håndgravet 550 kilometer grøft over årene, for at træerne skulle vokse bedre. Til gengæld tørrede moserne ud, og inde i de mørke granskove lever ingenting. Se derind. Der er lidt mos, men ellers dødt. Sådan noget har vi masser af. Vi vil lade grøfterne forfalde stille og roligt.«
Kritikken kommer bag på hende. Denne opdeling selv hos tilhængere af naturnær drift.
»Når J. Bo Larsen advarer mod at bruge skoven til at skabe oplevelser for skovgæsten og boliger for skovens dyr og planter, er vi tilbage ved produktionsblikket. Kritikerne glemmer også forskellen på offentligt ejet skov, der skal være til glæde for alle, og en skov, man skal leve af,« siger hun.
I hælene på professorens indlæg kom en strøm af kritik fra skovløbere, skovridere og andre forskere, der alle klager over faldet i antallet af traditionelle skovarbejdere derude og statens fejlagtige idé om, hvordan man dyrker naturnær skov. Fælles for kritikerne er, at de vil have noget træ ud af skoven.
For J. Bo Larsen er målet at styrke skoven, så den bedre kan stå imod storm og insekter og svampe, og dermed forbedre dens produktionsevne. For ham er det vigtigste at sikre en bæredygtig træproduktion. Dernæst kommer biodiversitet og oplevelser. I statens øjne må traditionel skovdrift vige for oplevelser og naturgenopretning.
Noget går i opløsning derude i skovene – pertentligheden, den ubøjelige vilje, flere hundrede års nyttetænkning.
Skovens tivolisering
Som Agnete Thomsen formulerer det, mens vi står og ser på et uordentligt vandhul, erstatter statens skove forstlig virketrang med naturens tålmodighed. 1960ernes, 1970ernes og 1980ernes effektivitet var hård mod naturen, både i landbrug og i skovbrug. Tiden rulles tilbage.
For over hundrede år siden, i 1857-udgaven af Gribskov, var 15-20 procent lysninger (uundværlige for dyreliv) og resten lukket af træer. Effektive skovfolk fik bragt tallet helt ned til 3 procent, da det stod bedst/værst til. I dag er 5 procent af arealet lysninger, og Skov- og Naturstyrelsen vil gerne lave 10 procent mere.
Før ville man have plantet gran på alle åbne, vandrette flader og tjent penge. I dag vil man se dyr, variation, moser og »nytteløs« skønhed, men først og fremmest mennesker i skoven. I grove træk afskediger styrelsen skovarbejdere og ansætter naturvejledere og fundraisere for at fremdyrke oplevelser. 50 vilde heste på Langeland er nu en af øens største attraktioner med 50.000 besøgende om året, og hestene er på Facebook. Der er indført fri teltning i statsskovene, der afholder Naturnatten og ældredage, bygger shelters og lægger kløvet brænde ud til skovgæsternes grill. Sort sol i Sønderjylland trækker store flokke af mennesker til egnen. En naturkanon er på vej. Nogle ældre skovfolk betragter fænomenet som tivolisering og kan ikke holde den nye politik ud.
Vi standser bilen og stiger ud for at se et pædagogisk eksempel på nyskabt natur i den ellers tætpakkede skov. Det er Sandskredsmosen – en ret stor sø med rågæs og hvinænder omgivet af et nøgent, bakket landskab og granmassiver. For få år siden var den her slet ikke, men grøfter blev kastet til, og vandet steg. Sidste år var granerne omkring søen modne til hugst, og i går blev stubbene brændt af for at udpine jorden og få lyngen til at brede sig. Her lugter stadig af røg, og udsigten er lang. En vidtstrakt lysning er en psykologisk lettelse i en stor og sine steder dyster skov. – Hvor meget af den traditionelle produktion vil staten ofre?
»Det, der skal til. Men at sige, at der ligger en helt anden økonomi i den nye skov, er simpelthen ikke rigtigt. Vi har masser af træer, vi får masser af træer, og vi omlægger over 300 år. Hvem kender finansloven om 300 år? I gamle dage plantede man moserne til. Har der været økonomi i det set fra vores synspunkt nu? Og hvordan regner man på, at alle træer vælter på en gang og kommer på markedet samtidig? Hvor meget har man besluttet, et stormfald må koste?«
Skovbrugets produktion af træ i statslige og private skove tilsammen ligger på netto 1,2 milliarder kroner om året. Beløbet har stået stille længe. »I et samfundsmæssigt perspektiv er økonomien i skovbruget forsvindende,« siger Agnete Thomsen og sætter det i forhold til, at 7 ud af 10 turister kommer til Danmark for naturens skyld.
»Den skov, vi opgiver, er ikke perfekt. Gribskov var ramt af stormfald i 1981 og i 2005, og jeg var også i Sønderjylland i 1999 og se ødelæggelserne der. Her står rigtig mange penge i graner, men hvis det falder i storm, er det meget mindre værd.«
Rundt om det lille vandhul vokser blandede træer – en avnbøg (ingen særlig værdi), en stor eg med knuder (ditto), en ask og en lille el i det våde. Længere væk ligger en stamme, som man ville have slæbt væk før. Nu skal 3-5 træer pr. hektar blive liggende og dø til glæde for biller og svampe og mennesker, der kan værdsætte rod i naturen. Træerne er heller ikke lige gamle, så alt i alt er det et lille stykke af fremtidens skov, vi står i.
»Tror du, publikum vil synes, det her er rædselsfuldt?« spørger hun. »Nogen fra gammel tid har passet på det. Vi er ikke de første, der tænker os om.«
Af Pernille Stensgaard, Weekendavisen d. 17.4.2009
- Related News:
Oversigt over debatten om statens skovbrug -24.08.2009 00:00
