Efter 40 år takker skovfogeden af
Skovdyrkernes seniorskovfoged på Fyn, Peder Dammand, takker af. Nu skal tiden bruges på praktiske projekter derhjemme, men han slipper ikke skoven helt.
Telefonen bimler og Peder Dammand fanger den i skjortelommen.
– Må jeg ringe tilbage om en times tid. Jeg sidder lige i møde, lyder det.
Fem minutter senere er den gal igen. Samme besked.
– Jeg ringer tilbage.
Der er sjældent ro i længere tid, når man som Peder Dammand har været skovfoged i 40 år og har opbygget et enormt netværk i branchen.
Medlemmer, entreprenører og kolleger vil have fat i den erfarne fynske skovfoged.
Men alting har sin tid. I løbet af foråret bliver telefonen slukket. Medlemmerne bliver overdraget til gode kolleger, og Peder Dammand siger tak for kampen efter 40 års uafbrudt ansættelse hos Skovdyrkerne på Fyn.
– Sådan må det være. Jeg bliver 68 næste gang og helbredet er ikke helt tiptop længere. Jeg vil gerne stoppe nu, hvor jeg fortsat har overskud og kan sende mine skovdyrkermedlemmer godt videre til kollegerne, siger Peder Dammand.
Familiens base på Fyn
Peder Dammand og konen Dorthe bor på en landejendom ved Glamsbjerg på Midtfyn.
Ejendommens gule stuehus er familiens base. Det er her, han inviterer indenfor til et interview om sine 40 år i Skovdyrkerne.
– Kom med ind, siger han og viser indenfor på kontoret, som ligger i forlængelse af stuen.
Her står skovbrugslitteratur skulder ved skulder i solide træreoler. Rækker af plastbakker holder styr på papirer og notater. Kontorets ene væg er udsmykket med opsatser fra Peder Dammands jagter i ind- og udland.
– Det er herinde, jeg har brugt utallige timer de sidste mange år, siger han og sætter sig ved et stort skrivebord midt i kontoret.
Han fortæller om arbejdet. Om opgaver og arbejdspres. Tankerne render tilbage til 1999-stormen, som er en af de skelsættende begivenheder i karrieren.
– Vi arbejdede i døgndrift efter stormen. Det gjorde vi virkelig. Vi solgte råtræ og hjalp de mange stormfaldsramte ejere med oprydning og gentilplantning. Det var nogle vilde måneder, men også spændende, husker han.
– Ja, du boede nærmest derinde i flere måneder – og levede af kage og chokolade, indskyder Dorthe.
Opvokset i landbruget
Det med at blive skovfoged besluttede Peder Dammand fra den tidlige ungdom.
Han voksede op i 1960’erne på en gård ved Juelsminde i Østjylland.
– Det var nogle hårde år for min far, som tidligere havde mistet sin datter, og som mistede sin kone, da jeg blev født. Igennem min tidlige ungdom hjalp jeg meget til på gården derhjemme, fortæller han.
Skovbrugsinteressen blev for alvor vækket, da han som helt ung arbejdede tre år som skovarbejder ved virksomheden Palsgaard.
– Så i 1979 gik jeg i gang med uddannelsen som skovtekniker. Jeg har altid holdt af at arbejde i naturen og at få ting til at gro, så jeg tænkte, at det måtte være den rigtige uddannelse for mig, fortæller han.
Uddannelsens sidste praktikperiode foregik ved Skovdyrkerne – og det fange- de hans interesse.
– Jeg søgte derfor en stilling ved det daværende Skovdyrkerne Fyn Nord – og jeg fik den. Det var i 1984. Det var altså arbejdet, der trak mig her til Fyn, fortæller han.
Skovfoged og halvvejs psykolog
Dorthe serverer kaffe i stuen, imens Peder Dammand fortæller om, hvordan det har været at være skovfoged i Skovdyrker- ne i så mange år.
Han peger selv på det sociale som en vigtig faktor.
– Jo, for ved siden af det skovbrugsfaglige har jeg fået et nært forhold til mine skovdyrkermedlemmer, siger han.
Han har været skovfoged for medlemmer igennem 40 år. Det har i nogle tilfælde udviklet sig til venskaber.
– Jeg har besøgt medlemmer på hospitalet, som desværre ikke kom hjem igen. Jeg har deltaget i begravelser, og jeg har lyttet som en anden psykolog, når tilværelsen har bøvlet, fortæller han.
– Det sociale element har du ikke på samme måde i andre stillinger. Det har jeg nydt meget, og det vil jeg savne, siger han.
Det bedste job
Faktisk har Peder Dammand indimellem overvejet at prøve andre udfordringer end i Skovdyrkerne.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har fået tilbudt jobs. Der har da også været perioder, hvor jeg overvejede, om jeg skulle prøve noget andet.
– Men hver gang er jeg kommet frem til, at det bedste job er at være skovfoged i Skovdyrkerne. Faktisk tror jeg, at jeg ville savne kolleger og medlemmer, hvis jeg for eksempel var blevet skovfoged på et gods, siger han.
Tingene skal foregå ordentligt
Peder Dammand er ordentlig. Han er skovfoged af den gamle skole – og det er vigtigt, at der bliver fulgt op. Tingene skal gå ordentligt til. Det mærker både kolleger og medlemmer.
Da han i 2017 vandt kollegaprisen som Årets Skovdyrker blev han kaldt utrolig loyal – en loyalitet som først og fremmest ligger hos medlemmerne. Han har rekordmange medlemsbesøg og har op- bygget høj troværdighed hos både medlemmer og kolleger.
Derfor skal der også være styr på tingene, når han slipper grebet og overleve- rer sine 120 medlemmer til kollegerne.
– Jeg har været med på overleveringsbesøg med mine kolleger hos mange af medlemmerne. Jeg ville faktisk ikke kunne holde ud, hvis jeg bare skulle trække stikket og efterlade det hele fra den ene dag til den anden, siger han.
Fra juletræer til skov
Efter kaffen inviterer Peder Dammand til en rundtur på ejendommen. Turen går op i igennem et bakket terræn. Her er han i gang med at omdanne tidligere juletræs- kulturer til natur og skov.
– Her på gården har jeg haft juletræer på 6-7 hektar – og en overgang havde jeg også 100.000 træer med en nabo. Jeg har også selv dyrket juletræer på 8-9 hektar på min fødegård ved Juelsminde, fortæller han.
– Men det er slut nu. Jeg har taget min tørn med juletræerne. I stedet planter jeg nu skovarter som bøg, douglas, eg og cypres ind på arealet. Målet er at få omdannet arealet fra juletræsproduktion til skov og natur, fortæller han.
Vigtigt med kontinuitet
På vejen tilbage fortæller Peder Dam- mand om sine tanker om fremtiden for Skovdyrkerne og sig selv.
Han er overbevist om, at der er plads til Skovdyrkerne i fremtiden.
– Men vi skal være dygtige og gennemføre gode projekter hos medlemmerne. Ellers bliver vi overhalet. Konkurrencen er hård – og der kommer hele tiden flere entreprenører til, lyder det.
Han peger på kontinuitet, som noget af det unikke, Skovdyrkerne kan tilbyde til skovejerne.
– Altså man behøver jo ikke være ansat i 40 år. Men det er vigtigt, at vi kan fast- holde skovfogederne. Skovbrug er lang- sigtet. Jeg oplever, at mange ejere sætter pris på at få besøg af den samme fagmand – gerne igennem flere årtier, lyder det fra Peder Dammand.
Peder Dammand hoppede officielt af Skovdyrkernes lønningsliste 1. april. De kommende måneder vil han fortsætte med at assistere skovdyrkerkollegerne på freelancebasis.
