Medlemsarrangement – besøg på Højgårds Planteskole
En dejlig men blæsende tirsdag aften d. 18/6 besøgte 27 skovdyrkere Højgårds planteskole i Højslev.
Planteskolen er grundlagt af Erik Andersen for mere end 30 år siden. Et generationsskifte er i gang, idet overdragelse til Eriks´s søn Chris er iværksat.
Højgård producerer hvert år mellem 20 og 25 mill. planter, hvoraf ca. 80 % eksporteres til lande i EU.
Efter velkomst ved Chris kørte hele flokken ud for at se nogle af planteskolens marker, der er fordelt på ca. 300 ha. Første stop var ved planteskolens økologiske afdeling, der fra efterår 2024 kan levere økologiske Nordmannsgranplanter til juletræsproduktion. Senere blev marker med nobilis, lærk og eg besigtiget. De populære danske provenienser af Nordmannsgran blev ligeledes besigtiget.
Skovdyrkerne fik også mulighed for at se planteskolens nyanlagte opstart af klonede hybridlærk, der er fremtiden skal bruges som frøplantage.
Undervejs kom der mange spørgsmål af faglig art fra de besøgende, som blev besvaret af Chris og Erik.
Besøget sluttede med en rundvisning i køle- og sorteringsfaciliteterne, inden der blev trakteret med lækkerier fra grillen. Stor tak til Chris og Erik for en spændende aften.