Generalforsamling 2024
68 medlemmer, påhæng og medarbejdere var torsdag den 24. oktober 2024 mødt op til årets generalforsamling i Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland. Den blev afholdt på Rold Storkro og inden generalforsamlingen startede, havde foreningen inviteret til middag, hvor menuen bestod af krondyr inderfilet med efterårets grøntsager og svampe.
Med valg af Direktør Henning Post fra GP som dirigent, blev generalforsamlingen skudt i gang. Første punkt på dagsordenen var ledelsens beretning. Her lagde Skovrider Peder Toftgaard Gregersen ud med at uddybe enkelte punkter fra den skriftlige beretning – blandt andet hvordan vi var igennem alle vejr-typer i det forgangne år, med de udfordringer det gav. Der blev lagt særlig vægt på gennemgangen af medlemsundersøgelsen som var en del af hovedbestyrelsens strategiproces. Vi oplevede en meget flot tilbagemelding fra vores medlemmer og omkring en 1/3 del af foreningens medlemmer valgte at svare på spørgeskemaet og gav foreningen en NPS (tilfredshedsundersøgelse) på 33, hvilket er en meget flot og tilfredsstillende score, set overfor andre tilsvarende rådgivnings- og skovbrugsvirksomheder. Beretningen indeholdt også en kort beskrivelse af den rolle skovene er tiltænkt i den grønne trepart, hvor målsætningen er at etablere 250.000 hektar ny skov – heraf 150.000 hektar produktionsskov.
Herefter præsenterede Peder Toftgaard Gregersen foreningens medarbejder og deres virkeområder og geografi i foreningen og herunder hvordan vores juletræsmand Søren Lundgaard er overgået til Green Product (GP) – men stadig har en central opgave i SNØ`s juletræsarealer og stadig har sit skrivebord på Marsvej i Randers. Konstellationen i GP er lavet sådan at medlemmerne vil mærke mindst mulige ændringer.
Herefter fremlagde Peder Gregersen den nye struktur i de samlede 5 Skovdyrkerer foreninger som hovedbestyrelsen har vedtaget. Den indeholder at der bliver etableret en direktion som afløser det tidligere sektariat og deres ansvarsområde bliver alle de 5 lokalforeningers strategi, udvikling og fællesfunktioner som økonomi, HR og medlemshåndtering. Lokalforeningerne vil beholde deres lokale forankring og der er ikke lavet om på ledelsen (Skovriderens rolle) eller foreningens drift – det er således kun de fællesopgaver som kan løses bedre og mere effektivt i fællesskabet end det har været tilfældet ude lokalt i de 5 foreninger. Peder Toftgaard Gregersen var tydelig i hans opfattelse af, at det er vigtige og rigtige ændringer for den langsigtede udvikling af vores lokale skovdyrkerforening, og noget der har været arbejdet på længe fra SNØ`s side.
Spørgsmål til ledelsens beretning:
Svend Davidsen: Er man klar over at den private ejendomsret bliver annulleret – adgangsret for offentligheden i alle vores skove.
Peder Gregersen (PTG): Nej, det er jeg ikke bekendt med, men jeg ved der er et øget ønske om større adgang i naturen fra en lang række grønne organisationer. Skovdyrkerne lægger sig tæt op ad skovforeningen ift tilgangen for adgangsretten i skovende.
Hans Jørgen Broge: I den nye organisation er der tre nye cheflønninger. Er der nogen garanti for at kontingentet ikke stiger.? Jeg har en overfølsomhed overfor ordet synergieffekt…!
PTG: Kontingent størrelsen er en generalforsamling beslutning og det skal vedtages på en generalforsamling før det kan blive aktuelt. I forhold til de nye lønninger skal det tages med i betragtningen af vores nuværende Sekretariatschef / direktør har valgt at opsige hans stilling, så det skal tages med i regnestykket. Jeg er overbevist om at der kommer nogle effektiviseringer i den nye model.
Erling Buus: Hvor mange flere ansatte bliver der i foreningen?
PTG: Her i foreningen er vi 12 medarbejder når alle er talt med.
Strategiplanen er jo båret af vores tro på, at det er den rigtige retning og det håber jeg på kan resultere i flere medarbejder i lokal foreningen..
Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.
Det næste punkt på dagsordenen var fremlæggelse af regnskabet, som skovrider Peder Toftgaard Gregersen stod for. Med en omsætning på omkring 61 mio. kroner, et overskud på +570 tkr. kroner efter skat og som får vores egenkapital til at lande på 5,4 mio. Det giver vores lokale forening større styrke hvis der skulle opstå et år hvor det bliver svært at lave en overskud og SNØ er meget tæt på vores strategiske mål med at have en egenkapital på 10% af vores omsætning. Regnskabet blev godkendt. Budget for 25/26 blev fremlagt de foreslåede kontingentsatser for 2025/2026 blev godkendt. (Uændret – stiger med nettoprisindekset)
Næste punkt var valg til bestyrelsen hvor Benny Hammer, Mads Lundøer Madsen og Manon Kirsten von Lüttichau Blou var på valg, alle tre ønskede genvalg og der var ikke andre forslag. Alle tre blev genvalgt
Valg af suppleant. Vores tidligere to suppleanter Klaus Østergaard og Steffen Pretzmann ønskede begge genvalg og blev begge valgt for endnu en periode.
Derefter sluttede generalforsamlingen for Skovdyrkerne Nordøstjylland. Umiddelbart efter blev der afholdt medlemsmøde i De Danske Skovdyrkerforeninger region Nordøstjylland – hvor bestyrelsesmedlemmerne i Skovdyrkerne SNØ blev valgt til repræsentantskabet.
På det efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Benny Hammer som formand og Mads Lundøre Madsen som næstformand. Repræsentantskabet i region Nordøstjylland valgte Benny Hammer til hovedbestyrelsen i De Danske Skovdyrkerforeninger.
Tak for det fine fremmøde på generalforsamlingen og til dem af jer der har brugt tid på NPS-undersøgelsen i vores forening.
Vi ses næste år..