I juni 2021 vedtog Folketinget, at 75.000 hektar – eller hvad der svarer til 68 procent af statsskovene skal omlægges. Indtil nu har skovene været forvaltet som flersidigt drevne kulturskove, hvor mange hensyn tilgodeses, også biodiversiteten. Men fremadrettet skal skovene forvaltes efter rewildingmetoder. Det betyder, at skovene aktivt skal omlægges og åbnes med permanente rydninger og beskadigelse af træer for at fremme træernes død og forfald – alt sammen under betegnelserne urørt skov og naturnationalparker. Det skriver foreningen Bevar de Danske Skove, som har fået gennemført en undersøgelse af danskernes holdning til omlægningen.

Mangler opbakning

Den nye undersøgelse fra Epinion viser, at politikerne i SVM-regeringen ikke har opbakning fra befolkningen som helhed eller deres egne vælgere

– I undersøgelsen kommer det tydeligt til udtryk, at befolkningen samlet set ikke bakker op om den konkrete naturpolitik. Kigger man specifikt på vælgerne med politisk tilhørsforhold til Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne er billedet det samme

– Her foretrækker størstedelen den nuværende skovforvaltning frem for den omlægning, som regeringen er i gang med, siger Robert Olesen, som er talsmand for foreningen Bevar de Danske Skove, der har rekvireret undersøgelsen. Han mener, at der er endnu et argument, der taler imod omlægningen af de danske statsskove – Der er flere undersøgelser, der viser, at vi med rewilding faktisk risikerer at skade Danmarks biodiversitet – uden at vi dermed siger, at der slet ikke skal være urørt skov, for det skal der, siger han.

Ensidig satsning

Han gør også opmærksom på, at man fjerner flere af de bidrag fra flersidig skovforvaltning, som giver stor værdi til Danmark i dag.

– Den ensidige satsning på rewildingmetoder indebærer nemlig, at hugsten af træ i statens skove stort set ophører, selvom Danmark allerede importerer 80 procent af vores træforbrug.

– Hertil kommer, at hele verden råber på mere træ, som er en forudsætning for at kunne gennemføre den grønne omstilling. Allerede i 2050 vil verdens træforbrug være tre-firedoblet, men ingen ved, hvor det skal komme fra – og alligevel vælger man at reducere vores selvforsyningsgrad, lyder det i pressemeddelelsen. Herudover fremhæver Robert Olesen, at ophøret af træhugsten også har en negativ effekt for klimaet. Træer suger nemlig CO2 ud af atmosfæren, når de vokser, hvilket stopper efter en årrække, når skoven ikke drives og forynges løbende.

Håber på handling

Udover en generel manglende opbakning fra befolkningen viser undersøgelsen, at der er en forskel i respondenternes svar alt efter, hvor godt de kender naturen gennem deres brug af den til friluftsliv.

– De, der oftest kommer i skoven, er mest skeptiske overfor den nye naturpolitik. Som hyppige besøgende i skovene kender de den eksisterende skovnatur og kan bedst forstå konsekvenserne af den omlægning, der allerede er påbegyndt mange steder, forklarer Robert Olesen. Undersøgelsen viser ifølge Robert Olesen en klar samlet opbakning til synspunkter om at bevare en flersidig drift i statens skove. Derfor opfordrer foreningen Bevar de Danske Skove, Folketinget til fornyet refleksion, så der også fremadrettet både kan opretholdes en tømmerproduktion, sikres en gunstig effekt på klimaet og fastholdes en varieret og mangfoldig natur, som kendes fra skovene i dag.

– Vi håber på, at undersøgelsen kan give anledning til refleksion hos politikerne, så naturpolitikken fra nu af kommer til at bygge på folkelig accept og blive revideret i en samlet afvejning af hensyn til klima, selvforsyning, friluftsliv og beskyttet natur, siger han.

Sverige satser på elektriske lastbiler t il tømmer

Verdens første fuldt elektriske tømmerlastbil er nu på vejene i Sverige. Det sker som led i det TREE-projekt, der har som mål, at halvdelen af nye lastbiler i skovbruget skal være elektriske inden 2030. Projektet, der står for Transition to Efficient Electrif ied Forestry Transport, drives af Skogforsk i samarbejde med CLOSER fra Lindholmen Science Park og 20 andre partnere. De involverede spænder fra skovbrug og ladevirksomheder til universiteter. Målet er ikke kun en grønnere skovindustri, men også at skabe erfaringer, der kan overføres til andre sektorer. Den nye lastbil, udviklet af SCA og Scania, adskiller sig fra tidligere modeller ved at være udstyret med kran og tandemtræk. Det gør den i stand til at hente og transportere tømmer direkte fra skoven.

Stor reduktion

Forventningen er, at den nye lastbil vil reducere CO2-udledningen med 170 tons årligt sammenlignet med konventionelle tømmerlastbiler.

– Ifølge vores beregninger skulle den have en rækkevidde på godt 200 kilometer, selvom Scanias beregninger siger 320 kilometer. Meget afhænger af, hvor meget strøm der skal til for at betjene kranen. Vi vil teste og se, hvad der virker bedst, siger Anton Ahlinder ifølge træ.dk.

Projekt til 2026

Projektet løber frem til 2026, men en udfordring er etableringen af tilstrækkelig infrastruktur. Området har nu fire ladestandere, men der er behov for flere.- Hvis branchen skal foretage en væsentlig investering i elektrificering, har vi brug for den rette støtte og rimelige betingelser, siger Anton Ahlinder og fremhæver at det er nødvendigt med fleksible regler for køre- og hviletid.

Om undersøgelsen

  • Epinions undersøgelse er rekvireret af foreningen Bevar de Danske Skove.
  • Den er gennemført på baggrund af i alt 1.002 interviews med danskere på 18 år og derover.
  • Den omfatter i alt fem spørgsmål. I fire ud af fem spørgsmål er befolkningen imod omlægningen og ønsker derimod at fastholde den nuværende flersidige skovforvaltning.
  • Generelt viser undersøgelsen, at der ikke er opbakning til omlægningen på tværs af stort set alle baggrundsvariabler i undersøgelsen, som alder, bopæl, brug af skoven osv.
  • Se undersøgelsen i sin helhed på Bevardedanskeskove.dk.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #100