
Nyt fra juletræerne – majopdatering
Skadedyr i fremmarch på grund af det tørre vejr og tidlig vækst i kulturerne.
Det lune forårsvejr har sat gang i væksten – og den tørre periode har samtidig givet skadedyrene gode betingelser. Her er, hvad vi holder øje med i marken netop nu.
Lus i fremmarch
Vi ser i disse dage mange stammelus og ædelgranlus i kulturerne. Den høje aktivitet skyldes primært det lune vejr og manglen på nedbør, som stresser træerne og giver lusene gode udviklingsbetingelser. Angrebene kan hurtigt tage til, så det er vigtigt at få tjekket kulturerne og vurdere behovet for bekæmpelse i tide.
Topskudsregulering i gang flere steder
Topskudsbehandlingen med Top Stop Tang er allerede begyndt i flere kulturer. Som hovedregel starter man, når topskuddet er sprunget 1–2 cm ud – normalt omkring 15. maj og to uger frem. I år er væksten dog tidligere i gang.
Vi anbefaler at bruge tvist-metoden, hvor topskuddet drejes 0–45 grader. Husk: Træer med tynde eller svage topskud bør ikke tviste-behandles.
Er du i tvivl om metoden eller tidspunktet, så tag fat i din skovfoged – vi kommer gerne forbi og hjælper med vurderingen.
Pas på i tørken
Når topskuddene når 20 cm, anbefaler vi supplerende behandling med ConShape. Vær dog varsom med at kombinere Top Stop Tang og Pomoxon Extra – især hvis det tørre vejr fortsætter i maj og juni. Kombinationen kan give uønskede effekter, hvis planterne samtidig er i stress.