Bent Rasmussen styrer sin ATV præcist ned igennem juletræsrækkerne.

I frontliften hænger et redskab, som skøjter hen over jordoverfladen og vælter tusindvis af ager-padderokker omkuld.

– Se, de knækker nede ved roden, siger han og peger ned på de væltede ukrudtsplanter, som ligger hulter til bulter i sporet imellem rækkerne.

– Redskabet gør sådan set ikke andet end at vælte planterne. Men det virker enormt godt som bekæmpelse af den ellers sejlivede ukrudtsplante, fortsætter Bent Rasmussen.

Ager-padderokke

  • Latinsk navn: Equisetum arvense
  • Almindeligt navn: Stor ager-padderokke. Ofte bare kaldt padderokke.
  • Type: Ager-padderokke er flerårig med vidt krybende og ofte dybtgående jordstængel
    og danner blege skud om foråret. Om sommeren ses de grønne løvskud.
  • Kendetegn: Tynde, grønne, leddelte stængler Busket og let genkendelig vækstform Formerer sig både med sporer og underjordiske udløbere.
  • Vækstforhold: Ses ofte på tung kompakt og fugtig jord. Men forekommer på mange jordtyper.
  • Problemer i jultræskulturen: Kan til tider næsten invadere juletræskulturer og dermed stjæle lys og næring fra træerne. Særlig problematisk i nyplantninger.
  • Bekæmpelse: Svær at bekæmpe med kemi, det har ofte begrænset effekt. Bedst effekt med MCPA. Men planterne vil ofte komme året efter. Mekanisk behandling i vækstsæsonen kan være effektivt.

Mekanisk bekæmpelse

71-årige Bent Rasmussen har selv opfundet redskabet, som han nu afprøver i sin egen juletræskultur.

Han har altid været typen, der finder på – og han bygger gerne selv sine egne løsninger.

– Så da padderokkerne begyndte at brede sig i mine juletræskulturer, måtte jeg jo finde på noget, siger han.

Derfor gik han i gang med at udvikle redskabet.

Det består i al sin enkelthed af et kraftigt rør, som skubbes hen over jordoverfladen. Det er monteret i ATV’ens frontlift.

– Den første model havde en roterende rulle. Men det viste sig at være unødvendigt med rullen. Nu kører jeg med det fastsvejste stålrør, som maskinen skubber hen over ukrudtet, fortæller han.

– Røret vælter ukrudtsplanterne og presser den ned, så de knækker ved roden.

Det er meget simpelt – men det virker meget effektivt, lyder det.

Redskabet er enkelt. Der er et kraftigt jernrør i bunden, som skubbes hen over ager-padderokkerne. De påmonterede strigler langs siderne er til bekæmpelse af burresnerre.

Høj kapacitet

Han har områder i sin juletræskultur, som har massive forekomster af ager- padderokke.

De sidste par sæsoner har han testet redskabet i de områder.

– Jeg har kørt juletræskulturen igennem i midten af juli. På det tidspunkt er træernes nye skud hærdet af, og de er ikke så sarte for påvirkning.

– Jeg kan køre syv til otte kilometer i timen. Det svarer til 1-2 hektar i timen – så der er ret høj kapacitet i den her bekæmpelsesmetode, siger han.

I august og september var der stor synlig effekt af behandlingen. Faktisk så god, at han selv var overrasket.

– Det så godt ud. Faktisk troede jeg næsten ikke selv på det. Stort set alle padderokker var visnet ned – også dem, som stod imellem træerne – og som ikke blev overkørt af redskabet.

– Der må altså ske et eller andet med padderokkerne imellem træerne, når dem imellem rækkerne vælter. I hvert fald var alle visnet ned i september, fortæller han.

Sådan så kulturen ud midt i juli 2024, da den netop var kørt igennem. På billedet ses, hvordan redskabet har væltet ager-padderokkerne imellem rækkerne.

Sådan så den samme kultur ud i september – altså to måneder efter overkørslen. Stort set alle padderokker er visnet ned. Der er ikke foretaget anden behandling end den mekaniske overkørsel imellem rækkerne.

Mindre kemisk bekæmpelse

Skovfoged Søren Lundgård fra Green Product er også med i kulturen.

Han har fulgt forsøget tæt og glæder sig over de gode resultater.

– Jeg er meget begejstret. Det er vir- kelig lovende, det her. Vi har manglet en god, praktisk metode til at bekæmpe ager-padderokke uden kemi, siger han.

Både han og Bent Rasmussen er opta- get af at finde løsninger, der kan sænke kemiforbruget i juletræsproduktionen. Netop padderokken er en svær plante at slå ned med sprøjtning – den vokser hur- tigt op igen, og den tåler meget.

– Derfor er det en stor gevinst, hvis vi nu kan bekæmpe padderokken effektivt med en mekanisk overkørsel. Det bliver spændende at følge forsøget fremover, siger Søren Lundgård.

Ved overkørslen bliver padderokkerne væltet og trykket til jorden.

Deler gerne erfaringer

Selvom redskabet til bekæmpelse af padderokke virker lovende, har Bent Rasmussen ingen planer om at sætte det i kommerciel produktion.

Han har allerede én opfindelse på markedet – den såkaldte turbo-roller til topskudsregulering af juletræer.

– Jeg ved, hvor meget arbejde det kræver at udvikle, producere og sælge redskaber kommercielt. Det har jeg ikke planer om, lyder det.

Derimod vil Bent Rasmussen meget gerne dele sin viden.

– Jeg glæder mig over de tilsyneladende meget gode resultater. Andre er velkomne til at tage billeder og bruge idéen, siger han.

Han mener, at det er vigtigt at hjælpe hinanden med viden og bedre løsninger.

– Ikke mindst når det kan mindske brugen af kemi og gøre hverdagen lettere for andre dyrkere, siger Bent Rasmussen.

Selvom han ikke drømmer om at sætte redskabet i produktion, har det alligevel fået et navn.

– Den bekæmper padderokker lynhurtigt – så den skal selvfølgelig hedde Turbo-Rokker, siger han og smiler.

Bent Rasmussen dyrker 12,5 hektar juletræer på slægtsgården i Sorring, øst for Silkeborg.

Bent Rasmussen

  • Er 71 år. Bor på slægtsgården i Sorring i Midtjylland med sin kone Birthe. To voksne døtre.
  • Han har dyrket juletræer siden 1993 og har over 30 års erfaring i branchen.
  • Ved siden af juletræerne er han også opfinder med stor interesse for praktiske løsninger til arbejdet i juletræskulturerne. Han vil gerne gøre tingene mere enkle og deler gerne ud af sine idéer.
  • Han har tidligere udviklet turbo-rolleren til topskudsregulering, som er sat i kommerciel produktion. Udover hjemmemarkedet sælges de blandt andet til Tyskland og flere andre lande.
  • Han har også opfundet en tang til skudbrækning, og det nye ATV-redskab til mekanisk bekæmpelse af ager-padderokke

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #103

Læs andre artikler inden for Juletræsdyrkning