Savværklukker forikke-certificeret træ
Fra 1. januar køber Norlund savværk kun certificeret råtræ. Det er første gang, et dansk savværk lukker døren helt for ikke-certificeret træ. Skovdyrkerne opfordrer skovejere til at få deres ejendomme certificeret.
Om kort tid er det helt slut med ikke-certificeret træ til Norlund savværk i Himmerland.
Det fortæller savværkets direktør Jørgen Sølvsten Skriver.
– Fra 1. januar køber vi kun PEFC-certificeret råtræ. Det gør vi blandt andet for at forenkle vores produktion. Med stoppet sikrer vi, at alle de varer, vi har på hylderne, er skåret af certificeret træ, siger han.
Savværket er Danmarks største konstruktionssavværk indenfor nåletræ. Det er samtidig en stor aftager af det nåletræ, som Skovdyrkerne afsætter for sine medlemmer.
Kun certificeret træ
Stoppet kommer efter flere år, hvor savværket har betalt et tillæg for at tiltrække certificeret træ.
– De senere år har vi betalt 50 kroner ekstra pr. kubikmeter for at tilskynde til PEFC-certificering. Men målet har hele tiden været, at vi på et tidspunkt kun modtager certificeret træ. Det sker så fra 1. januar 2027, siger Jørgen Sølvsten Skriver.
Han gør det klart, at industrien efterspørger PEFC-certificeret træ, og det vil kun øges fremover.
Faktisk er mange skovejere allerede i mål.
– Af vores samlede indkøb af råtræ er omkring 95 procent PEFC-certificeret. Så allerede i dag er det kun en mindre del, som ikke er certificeret, siger direktøren.
Krav fra kunderne
Årsagen til stoppet skal findes hos savværkets kunder.
– Vores kunder efterspørger certificeret træ. Det mærker vi helt tydeligt. Det er den vej, hele markedet bevæger sig. Biodiversitet, ansvarlighed og bæredygtighed skal dokumenteres, siger Jørgen Sølvsten Skriver.
– For at imødekomme efterspørgslen vælger vi så at trække stregen i sandet nu. Efter nytår er det meget enkelt. Alt vores indkøbte træ er certificeret – og dermed kan vi tilbyde vores kunder, at hele sortimentet er skåret af certificeret træ, lyder det.
Han forudser at flere savværker følger efter.
– Vi er de første, der gennemfører det fulde stop for ikke-certificeret træ. Men jeg vurderer, at vi kommer til at se langt flere savværker tage samme skridt fremover, siger direktøren.
Bliv certificeret
Hos Skovdyrkerne kommer Norlunds udmelding ikke som en stor overraskelse.
Certificeringsansvarlig Jens Julius Larsen forklarer at efterspørgslen efter certificeret træ er vokset støt i flere år.
– I Skovdyrkerne har vi talt om certificering i adskillige år. Norlunds beslutning er en forlængelse af den vej, som vinden har blæst de seneste mange år. Vi må bare sige, at certificering er kommet for at blive. Uden certificering bliver det mere og mere vanskeligt at afsætte råtræ, siger Jens Julius Larsen.
Opfordrer til certificering
Han opfordrer derfor skovejere uden certificering til at få det klaret og fremhæver Skovdyrkernes gruppecertificering.
Skovdyrkerne har været godkendt som paraplyorganisation under PEFC siden 2007 og tilbyder gruppecertificering under både PEFC og FSC.
Fordelene er blandt andet, at ejendommene deles om omkostningerne til audits og administration. Samtidig står Skovdyrkerne for hovedparten af arbejdet.
– I gruppeordningen er skovejerene ofte medlem af deres lokalforening. Det er skovfogederne hér, der laver skovkort, udarbejder registreringer og sikrer den nødvendige dokumentation.
– Mange af registreringerne udarbejdes i vores it-systemer. Hvis Skovdyrkerne står for vedligeholdelse af registreringerne på ejendommen, er ejerens årlige papirarbejde minimalt – og prisen er en helt anden, end hvis man som skovejer skulle certificeres alene, siger Jens Julius Larsen.
Krav
Som certificeret skovejendom forpligter skovejeren sig til at drive sin skovejendom efter certificerings-standardens krav. Herunder enten kravene i PEFC-standarden eller i FSC-standarden.
– Det handler blandt andet om at udlægge biodiversitetsarealer, sikre dødt ved og hjemmehørende træarter, bekæmpe invasive arter og udvise publikumshensyn. For de fleste veldrevne ejendomme ligger kravene meget tæt på den måde, skoven allerede drives på i dag. Men forskellen er, at vi med certificeringen kan dokumentere arbejdet, siger Jens Julius Larsen.
Medlemmer, som ønsker at blive certificeret – eller som ønsker skovninger gennemført inden årsskiftet er velkomne til at henvende sig til deres lokale skovfoged. Skovfogeden vil være behjælpelig med yderligere information om mulighederne for certificering.