Ædelnål – alternativer til rødgran og sitka
Svenskerne har udtrykket `ædelløv´, som omfatter de finere løvtræarter som eg, bøg, ask, elm, lind, ahorn, avnbøg og fuglekirsebær. Alle producerer værdifuldt ved, og alle er først og fremmest langlivede. De står i modsætning til mindre værdifulde løvtræarter som for eksempel birk, poppel, bævreasp, rødel og pil.
Inspireret af det svenske udtryk `ædelløv´ har vi i Danmark skabt begrebet `ædelnål´. Det omfatter de værdifulde nåletræsarter som almindelig ædelgran, grandis, nobilis, douglasgran, thuja, cypres, tsuga med flere.
Ud over, at de er langlivede, er de ofte selvforyngende, og de egner sig på forskellig måde til at indgå i blandskov med hinanden og med vore løvtræsarter.
De sidst mange års bestræbelser i skovbruget har gået ud på at få flere af disse arter ind i skovene. Som afløser for eller som supplement til først og fremmest rødgran og sitkagran. Denne artikel bringer eksempler på to af de mest interessante arter, nemlig grandis og douglasgran.
Grandis på Trolleholm – Superproduktiv med super økonomi
Herunder omtaler vi afviklingen af en 56-årig grandisbevoksning i det meget østlige Danmark (Skåne).
Bevoksningen stod på godset Trolleholm øst for Landskrona, indtil den blev renafdrevet i 2016. Den har været vist frem til mange danske skovfolk som et inspirerende eksempel på træartens store potentiale. I denne bevoksning var der tale om en monokultur på 1,6 hektar, plantet i 1960 på en gruset moræne.
Da den blev fældet, stod der 1394 m3 /ha. Den var stadig i fuld vækst – ved afdrift stadig fantastiske 48 m3 /ha/år – og man kunne med økonomisk fordel godt have ladet den blive endnu ældre. Men en afvejning i forhold til stormfaldsrisikoen gjorde udslaget. Pengene i kassen nu!
Og hvilken økonomi! Netto ved afdriften blev til 425.000 kr./ha, efter skovningsomkostninger på 49.200 kr./ha. Tømmerandelen var 74 %. Tømmeret blev skåret op i 11,8 meter-længder og lastet i 12 meter-containere direkte i skoven med henblik på eksport til Indien og Kina.
Det kunne have været endnu bedre
Skovrider Esben Møller Madsen, som endnu i 2016 var ansvarlig for driften på Trolleholm, siger om dette: ”Økonomien kunne have været endnu bedre, hvis hugstbehandlingen gennem årene havde været mere optimal. Bevoksningen har været traditionelt hugget `fra neden´ – det vil sige en hugst, hvor man efterlader så mange store træer som muligt, og tynder de træer bort, der generer de store træer i deres udvikling. Det giver træer med ekstremt brede årringe, hvilket betyder, at mange af træerne bliver kasseret som tømmertræer med en forringet pris til følge.”
Netop med grandis, der har så voldsom en diametertilvækst, kan det betale sig at tynde `fra oven´. Det vil sige en hugst, hvor man ved de løbende tyndinger fjerner de allertykkeste træer, hvilket giver de middelstore træer plads til at udvikle sig. Den samlede tilvækst vil være den samme, men på denne måde får man flere mellemtykke træer med smallere årringe og finere kviste, som egner sig bedre til tømmerskæring. Samtidig giver den tidlige hugst af de tykkeste træer et bedre likviditetsforløb.
Møller Madsen opridser et par betingelser for denne hugst fra toppen: ”Den må kun ske i ungdommen og ikke senere i træernes liv. Og kun i gode boniteter, hvor træerne har en god reaktionsevne efter hugst. Desuden skal tyndingerne ske relativt svagt og hyppigt, hvor der ikke tages mere end 40 m3 /ha per tynding. På denne måde fås større tyndingsindtægter samt en større tømmerandel og en højere kubikmeterpris ved afdrift.”
Douglasgran på Løvenholm – Gradvis omstilling fra rødgran til douglas
Skovdyrkernes VidenCenter for skovdyrkning afholdt i 2016 en ekskursion til Løvenholm Skovdistrikt på Djursland, hvis erklærede politik er en gradvis omstilling af rødgran-driftsklassen til en anden af `ædelnål´-arterne, nemlig douglasgranen.
Der er flere gode argumenter for denne beslutning. Dels de forventede klimaforandringer, der forudsiges at give rødgranen problemer på lang sigt. Dels douglasgranens større produktion og større stabilitet i alderdommen, hvilket giver en øget fleksibilitet vedrørende afdriftstidspunkt. Desuden kan der opspares noget større værdi i douglasgranen, især hvis den produceres med en knastfri bul på 6 eller 8 meter. Ud af Løvenholms 2850 hektar skov, udgør rødgran stadig cirka 700 hektar, mens man nu er oppe på omkring 300 hektar douglas.
MEN, men. Så let er det ikke, skulle ekskursionen vise. Et andet meget stort rødgrandistrikt, Lindenborg, har –efter at have haft de samme overvejelser – bestemt sig for at fortsætte med rødgranen som hovedtræart.
Douglasen har nemlig to hovedproblemer. For det første dens ustabilitet i ungdommen. Og bemærk, at ungdommen varer fra plantning og i hvert fald op til omkring 40-års alderen. Det andet – og endnu større – problem er hjortevildtets forkærlighed for douglas.
Douglasens produktivitet
På Løvenholm ligger netop et af Forsøgsvæsenets forsøg, hvor træarternes tilvækst kan sammenlignes. 12 af de almindeligt anvendte træarter indgår, og forsøget blev etableret i 1965 – for 51 år siden. Det må her nævnes, at jorden på Løvenholm er halvdårlig – med under 5 % ler og med al mange steder. Nedbøren er heller ikke noget at prale af – Knap 600 mm mod landsgennemsnittet på over 700 mm.
Tabellen herunder angiver stående masse og produktionen i perioden for 10 af disse arter (contorta og fransk bjergfyr er udeladt – contortaen fordi den er væltet, og bjergfyrren fordi den er irrelevant). Det ses, at douglasens produktivitet er godt 10 % højere end rødgranens. Betydeligt højere ligger dog grandisen. Den er også et interessant alternativ til rødgranen, men den er også hårdt efterstræbt af vildtet, og så har den ikke douglasens stabilitet og evne til at opspare værdi i alderdommen. Vedkvaliteten hos grandis er også betydelig ringere end hos både rødgran og douglas – i hvert fald hvis den ikke som tidligere nævnt er tyndet med hugst fra toppen – men dette slår dog ikke altid igennem i prisen.
Stormfølsomhed
Det er en kendt sag, at douglas er meget stormfølsom i ungdommen. Det skyldes, at mens det overjordiske vokser med stor hastighed, så følger rodvæksten ikke med de første mange år. På Løvenholm blev det demonstreret i en 3-årig kultur, hvor planterne stod fint. Men da vi gravede en plante op, havde den et håbløst lille rod-top-forhold, som det kan ses af billedet herunder.
For at mindske stormfaldsrisikoen plantes douglasen ofte – også på Løvenholm – i blanding med andre nåletræsarter. Typisk med sitka, grandis, rødgran eller lærk. Dels fordi de andre træarter er med til at støtte den i ungdommen mere usikre douglas, dels for at have noget at falde tilbage på, hvis douglasen går på gulvet.
Der er forsøgt mange indblandingsmodeller, men der er ikke enighed om en ideel model. Rækkevis blanding giver ikke god beskyttelse mod stormfald. Så der skal blandes i rækken. Mange har brugt en douglas som hver anden i hver anden række. Det vil sige 25 % douglas. Et sted så vi douglas/lærk i forholdet 3/1. Det er generelt for meget lærk, men det ideelle blandingsforhold afhænger af jordens bonitet.
Vildtskaderne
Det største problem er nok kronvildtet. På Løvenholm var der i 1950 10-15 stykker kronvildt. Det blev anset for at være for meget af daværende skovbrugsprofessor Grøn, som sad i bestyrelsen. I 1965 var der 50 stykker. Og nu er der mindst 500. Dertil kommer cirka 100 stykker dåvildt. Der skydes kun 70. Så antallet vil fortsætte med at stige, så længe der ikke sættes ind med en betydelig hårdere afskydningspolitik. Omkostningerne ved skrælning er for nylig opgjort til 1,1 millioner kroner årligt.
Og det er jo ikke bare douglasen, som skrælles. Det gør rødgranen, grandisen og løvtræet også. Skovbruget på Løvenholm bekræfter, at en stor vildtbestand ødelægger eller i hvert fald vanskeliggør muligheden for et intensivt skovbrug.
En af de muligheder, douglasen giver for en god værdiproduktion, er opstamning (til 6-8 meter). En rodstok, hvor der bevisligt er lavet en rettidig opstamning, kan p.t. sælges for omkring 1500 kr./m3 i modsætning til den normale tømmerpris på 5-700 kr./m3 . Men en opstamning bliver meningsløs, hvis træet samtidig skrælles.
Det har i en del år været almindeligt på Løvenholm at plante douglas sammen med en sitka i plantehullet – en såkaldt kappeplantning. Det nedsætter frekvensen af skader, men giver til gengæld den senere udfordring, at kappen (sitkaen) skal væk, inden den skader hovedtræet.
Som et alternativ fik vi demonstreret en tysk barkhøvl, som man med en vis succes havde forsøgt sig med for at undgå skrælning. Metoden blev i sin tid anbefalet af Helmuth Strandgård fra Kalø. Hvert træ høvles på de nederste halvanden meter i perioden april-september. Høvlingen, som kun tager den yderste bark og ikke går ind i vækstlaget og derfor ikke giver indfald for rådsvampe, udløser et harpiksflod, som gør træerne uinteressante for dyrene. Behandlingen kan laves for omkring 10 kr./træ. Hvis kun de kommende hovedtræer behandles, bliver hektarprisen måske overkommelig.
Men på trods af de nævnte problemer fortsætter distriktet stille og roligt sin konvertering til douglas, en proces som forudses at ville tage 2-3 trægenerationer. Og som forudsætter, at man løbende også kan styre de tre andre kulturproblemer, man døjer med: bregner, gyvel og birk.
Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)
