Grusgravning i skoven
En del skove indeholder faktisk en upåagtet ressource, som kan være penge værd, nemlig undergrundens sten og grus. Hvor der er tale om fredskov, kræver en udnyttelse dog en del papirarbejde, men det kan være ulejligheden værd.
Den danske undergrund indeholder ikke så mange råstoffer(lad os nu se med skifergassen). Men sten og grus er imidlertid et af dem. Og grus er en efterspurgt vare. Hvert år bruges der grus, sand og sten svarende til 11 ton pr. dansker. Hovedanvendelsen er til nye vejbyggerier, især nye motorvejs strækninger.
Vejdirektoratet skønner, at det frem mod 2020 skal bruge 21 mio. m3 råstoffer til ud- og nybygninger på statsvejnettet. Men allerede i dag kniber det med forsyningen, især i Hovedstadsregionen.
Regional planlægning – kommunal tilladelse
Mange af de efterspurgte råvarer ligger under skovene. Men hvordan ved man, om der er værdifuldt grus underens skov? Det kan man se i råstofplanen for den region, man bor i – en plan, der findes på regionens hjemmeside.
Det kræver tilladelse at åbne en ny grusgrav. Det kan normalt kun lade sig gøre, hvor området i region-planen er udpeget som råstofindvindingsområde. Men hvor der er udlagt graveområder, er det offentlige faktisk forpligtiget til at give gravetilladelse, hvis lodsejeren ansøger.
Planlægning og administration lå tidligere i amterne. Efter amternes nedlæggelse forblev planlægningen i regionerne, men kommunerne blev ansvarlig for at udstede gravetilladelser. Sådan er det endnu.
Kommunerne har dog ikke været særligt interesserede i at tillade nye graveområder. Dels på grund af den ekstra vejbelastning det giver, dels af naturhensyn. Grusgravning har man gerne villet henvise til nabokommunerne. Derfor – og for at få en mere ensartet behandling – er det politisk besluttet, at flytte ansvaret for at give gravetilladelser tilbage til regionerne fra 1. juli 2014.
Er der penge i det?
Ja, det er der faktisk. Skovejeren får et netto-beløb, måske svarende til 10-15% af materialets værdi i udsalg.
Afhængig af beliggenhed og materialets beskaffenhed ligger priserne til ejer i størrelsesordenen fra 2 kr./m3 for sand og 11 kr./m3 for grus og sten – afhængig af mængder og kvalitet. Ved store mængder kan det løbe op i anseelige beløb. Der er en del forskellige former for både sand og grus, og priserne kan variere en del. Der er også regionale forskelle – med de højeste priser på Sjælland.
Det er også en mulighed bare at sælge graveretten til en entreprenør. Så behøver man ikke spekulere på, hvor meget grus der fjernes. I Vestjylland kan prisen være i størrelsesordenen 300.000 kr./ha.
Kan man få tilladelse?
Almindeligvis er det meget svært at få lov til at fjerne fredskov. Men netop grusgravning er nævnt som en undtagelse i skovloven, idet der er tale om en væsentlig samfundsinteresse. Man skal simpelthen bruge gruset. Fredskovspligten kan eventuelt helt ophæves, men normalt får man blot en dispensation, således at arealet skal retableres og helt eller delvist tilplantes igen efter gravningen. Skovejeren skal stille en bankgaranti, og beplantningsplanen skal godkendes af det lokale statsskovdistrikt.
Tidligere krævede man en bastant gentilplantning, men efter den nye skovlov i 2004 er det nu muligt at lave de afgravede arealer om til fine naturområder med søer og en kombination af åbne og tilplantede arealer. Gravningen kan således ende med – ud over at have været en indtægt – at blive en forbedring af både skovnaturen og jagten.
Fordi skovproduktionen, pga. gravningen, altid bliver ringere efter genplantningen, og fordi ikke alt altid plantes til, vil Naturstyrelsen altid stille krav om tilplantning af et større område end det, der blev fjernet. Ifølge reglerne 110-200%, normalt 150%.
Man kan enten selv plante, eller man kan betale for, at der bliver lagt fredskovspligt på et såkaldt stykke puljeskov et andet sted i landet. Hvis man ikke kan acceptere Naturstyrelsens afgørelse, kan der klages til Naturklagenævnet.
Gravning af grus til eget formål
Det skal her indskydes, at der er særlige regler for det, der hedder ’ikke-erhvervsmæssig indvinding’. Hvis man indvinder råstoffer på egen ejendom, kan det ske i mindre omfang, uden at man behøver involvere myndighederne i det. Hvis der er tale om mere end 200 m³ om året, skal det dog anmeldes til kommunen.
Ejeren må kun anvende disse råstoffer til eget brug, og evt. dele lidt med naboerne, men må ikke sælge videre til forarbejdning eller til brug i andre bygge- og anlægsarbejder. Man er forpligtet til at efterbehandle arealerne efter endt indvinding.
Ansøgning
Men her i artiklen taler vi om en større, kommerciel udnyttelse. Ofte begynder man med at tage kontakt til en grave-entreprenør, der vil indlede en undersøgelse af grusmængden. Det kan gøres med georadar eller med boring eller med en kombination af disse metoder.
Man kan vælge et af de store landsdækkende firmaer – eller man kan vælge et mindre lokalt. Der er fordele og ulemper ved begge. Ofte vil det allerede på dette tidspunkt være en god ide at få kontakt til en uvildig praktiker inden for grusgravning, som kan støtte én i forhold til entreprenøren.
I praksis er det normalt entreprenøren, der søger om tilladelse. Ansøgningen skal bl.a. indeholde en tidsplan for gravningen og en plan for retablering af arealerne. Og entreprenøren skal stille en garanti for den fysiske reetablering af arealet efter gravningen.
Kommunen sørger for at involvere Naturstyrelsen. De stillede garantier frigives først, når både kommunen og Naturstyrelsen har godkendt retablering og gentilplantning.
Kontrakt med entreprenøren
Der skal naturligvis laves en skriftlig kontrakt med entreprenøren. Her aftales prisen for de enkelte fraktioner samt en række praktiske ting. Det aftales bl.a., hvem der fjerner den eksisterende skov, hvem der fjerner rødderne, og hvad der gøres ved dem. Samt hvordan stykket skal afleveres, udover hvad der er fastsat i retableringsplanen, herunder hvordan overjorden håndteres.
Normalt har entreprenøren ikke noget med gentilplantningen at gøre – det er ejerens opgave. Kontrakten skal generelt være med til at forebygge konflikter. Det anbefales at bruge en advokat med erfaring på området.
I praksis, er et af de vanskelige spørgsmål, hvordan man som jordejer kontrollerer, hvor meget materiale der bliver gravet op, og hvordan det fordeler sig mellem de enkelte fraktioner.
Erfaringer viser, at det er uhyre svært at kontrollere dette, og normalt er man henvist til at stole på entreprenørens opgivelser. Hvis man bare sælger graveretten, er man ude over dette problem.
Retablering
Det er kommunen, der er myndighed vedrørende den praktiske retablering af arealerne. Desværre findes der ingen generelle retningslinjer, og der er heller ingen ankemuligheder. Så forhandlingen med kommunen er vigtig.
Der er eksempler på mange interessante forlangender, og mange uforståelige begrænsninger. En vis faglig assistance kan også være nødvendig på dette felt.
Det aftales i retableringsplanen, hvor der skal pålægges muld, og hvilke arealer der ikke ønskes pålagt muld. Det sidste, af hensyn til fremvæksten af en særlig flora typisk for næringsfattig bund.
Muldjord og genvækst
Man skal være opmærksom på, at jord, der har ligget oplagret i høje bunker i længere tid, er ’død’, og først langsomt igen bliver godt at plante i. Træer vil simpelthen ikke vokse i død jord. En tommelfingerregel er, at jorden kun bør lægges i depoter i højder på op til 2 meter. Den skal være relativ tør, når den lægges op, og den skal lægges, så regnvandet kan rende af. Den skal desuden lægges løst op – der må ikke køres i den.
Det bedste er, at tage små stykker ad gangen, så jorden hurtigt kan komme på plads igen. Hvis jorden har ligget i depot for længe, kan der med fordel sættes liv i den igen med staldgødning, gylle, kompost eller lignende. Det er også godt at så kløvergræs i, og lade kreaturer græsse på stykket i et par år, før man planter.
Bemærk også, at man ifølge jordforureningsloven ikke uden videre kan tilføre ny udefrakommende jord til en tidligere grusgrav.
Samfundsgavn, naturberigelse og ejerøkonomi
Ud fra en samlet betragtning er grusgravning normalt en fordel for både samfundet og for skovejeren. Samfundet får de råstoffer, man har brug for til sin udvikling. Skovejeren får en uventet indtægt samt en større herlighedsværdi med et nyt, spændende naturområde. En ren win-win situation.
Som en skovejer, der har prøvet det, siger: ”Selve processen har også været en fascinerende udfordring. Vi kender jo i forvejen til glæden ved at udvikle naturindholdet i skoven for de kommende (træ)generationer. Men ved grusgravning formes hele landskabet – og nu helt frem til den næste istid”.
By: Per Hilbert
