Naturlig foryngelse
Naturlig foryngelse er kommet på mode igen. Måske på grund af tidens trend med den megen snak om `naturnært skovbrug ́. Men måske snarere fordi det kan være en god måde at spare på kulturudgifterne. skovdyrkerne har altid arbejdet med disse teknikker, og vi har spurgt en af vores erfarne skovfogeder, hvordan han gør – og han giver her sin opskrift.
Det er ved at være efterår – tiden, hvor træerne kaster deres frø. Det har de altid gjort – det er derfor, vi har vores skove.
Men nogle har gennem tiderne været smarte og har samlet frøene op og sået dem ud under kontrollerede forhold. Det er planteskolefolket. På den måde kan der laves planter, som på en effektiv måde giver skovfolket styr over,hvor og hvornår man vil have hvilke træer i skoven (eller på marken). Man kan på den måde oven i købet plante træer, som stammer fra fjerne lande og kontinenter.
Men hvor man er tilfreds med den træart, som allerede findes på arealet, så kan det jo være fristende at bruge det naturlige frøfald til etablering af den næste kultur. Herved spares jo det dyre plantekøb. Man kalder det fornaturlig foryngelse eller selvforyngelse. Helt naturligt er det dog sjældent. Tværtimod – mange skovfolk kalder det for en kunst. Og for eksempel fylder afsnittet om `naturlig ́ foryngelse i H.A. Henriksens lærebog i skovdyrkning mere end 50 sider.
Skovbrug handler grundlæggende om `at følge og understøtte naturen ́, som de gamle sagde (Skovforordningen 1781). At `følge ́ naturen vil sige at bruge det naturlige frøfald. Og at `understøtte ́ naturen vil i dette tilfælde sige gribe ind og styre udviklingen, så resultatet i form af en ny bevoksning kommer så tæt på vores ønsker som muligt.
Skovfolk har arbejdet med at udvikle teknikkerne for naturlig foryngelse i 200 år. Der er ikke nogen enkelt autoriseret metode. Og det afhænger af, om man blot ønsker en ny ensaldrende bevoksning (som eksemplet i denne artikel), eller om man ønsker en permanent fleretageret struktur. Det afhænger desuden af jordbund, træart, bevoksningsforhold, vildtbestand og tilgængelig teknik. Skovdyrkeren har besøgt en af vores erfarne praktikere, skovfoged Per Bundgaard, Skovdyrkerne Øst, for at få hans generelle opskrift på naturlig foryngelse i bøg, som det kan ses demonstreret på Ryegaard skovbrug på Sjælland. Der kan være kolleger, der gør det anderledes.
Forberedelse
Forudsætningen er som sagt, at den gamle bevoksning har en (genetisk) kvalitet, der er værd at bygge videre på. Det kan være en anelse svært at vurdere, fordi enhalvdårlig bevoksning måske ikke skyldes dårlige gener, men forkert pasning (og det forekommer naturligvis ikke, hvor Skovdyrkerne har arbejdet i mange år).
Når man har besluttet at selvforynge en bevoksning, er det store spørgsmål: Hvornår startes foryngelsen? Generelt bør man starte, når de fleste træer i bevoksningen har den ønskede slutdiameter.
Derefter skal det vurderes, om vi har et frøår. Bøgen sætter ikke frø hvert år. Tidligere sagde man, at den satte frø ca. hvert 7. år, men det virker hyppigere for tiden. I et frøår ses i vinteren forinden en masse store blomsterknopper på grenene – knopper, som er større end de almindelige bladknopper. Det kan være nødvendigt at bruge kikkert for at konstatere, om det er tilfældet. Det vil ofte ses, at grenene bliver lidt hængende på grund af vægten. Hvis man er sikker på, at der sættes frø, starter arbejdet.
Det anbefales dernæst, at man inden foråret fjerner under- og mellemetage. Det kan vælges også at fjerne dårlige træer i overetagen for at undgå, at deres frø kommer til at indgå i den nye bevoksning.
Hvor der er en kraftig bundvegetation sprøjtes ofte med Roundup 1-2 gange i løbet af sommeren, eventuelt med tågesprøjte. Inden oldenfaldet laves en let jordbearbejdning for at få et godt såbed. Mange forskellige redskaber kan bruges, men det almindeligste er en Lindenborgspadeharve. Man kan vælge kun at køre i baner med urørte mellemrum, men Per Bundgaard foretrækker at bearbejde hele fladen med henblik på en bedre fremtidig bevoksningskvalitet (færre træer med randpræg). Efter frøfaldet harves igen eller tromles for at dække frøene af hensyn til spiringen og for at nedsætte museproblemet. Afhængig af vildtbestanden må man de fleste steder hegne, især hvor der er tale om små bevoksninger.
Afviklingen af overstanderne
Her starter religionskrigen mellem forskellige stammer af skovfolk. Det har nogle steder været praksis med en meget lang afviklingsperiode – op mod 30 år. Det giver nogle meget smukke skovbilleder og måske også en ekstra samlet tilvækst, idet både overetage og nykultur vokser samtidig på det samme areal. Men for Per Bundgaard er den naturlige foryngelse ikke en måde at få en to-etageret bevoksning på, men en praktisk og billig måde at etablere en ny kultur på.
Han mener, at overstandermassen skal være fuldt afviklet, mens man endnu kan se ind over kulturen. Altså på maks. 10 år. Han fraråder det meget lange overlap af en række grunde. For det første fordi fældningen af overstanderne kun giver beskedne skader, når opvæksten er lille og bøjelig, mens en senere fældning dels er ganske vanskelig (dyr), dels giver store skader i den nye kultur. Det er også lettere at køre kronerne ud i den unge kultur efter fældningen. Det betyder alt sammen, at man undgår huller i den nye bevoksning.
En anden grund til den hurtige afvikling er, at vi over tid får en kraftig rødmarvsdannelse i overstanderne. Der er forskellige teorier om årsagen til dette. Overstandertræerne tager tilsyneladende skade af fritstillingen. Dels fordi finrødder rives over ved vindpåvirkning af kronerne efter fritstillingen, dels på grund af eventuel forsumpning, fordi der er færre træer til at suge vand op. Rødmarvdannelsen sammen med den fordyrende oparbejdning betyder, at økonomien i overstanderhugsten forringes eller helt forsvinder ved den langsomme afvikling. Af æstetiske grunde kan dog efterlades nogle B/C-træer langs veje eller spor.
Så den første hugst (lysningshugsten) sker allerede det første eller det andet år, når man er sikker på at foryngelsen har slået an. Der hugges fra den gode ende. Derefter afvikler man jævnt og hurtigt.
Udrensning og evt. supplering
Hvor der er pletter, hvor kulturen ikke kommer af en eller anden grund, anbefales – hvis det er mindre arealer – at indplante en anden træart, f.eks. lærk. Det bør vente til skærmen er afviklet, altså efter 8-12 år, hvilket også passer fint med lærkens store starthastighed.
Mislykkes kulturen over store arealer, er der ikke andet at gøre end at vente til næste frøår og forsøge igen. Her er man ofte vanskeligere stillet, fordi den lysning, man oprindelig foretog, altid giver en kraftigere bundvegetation.
Det store stamtal ved en selvforyngelse kræver altid en udrensning, det vil sige en eller anden form for hugst,som ikke giver salgbare effekter. Måske ved alder 8-10 år. Her nedskæres uønskede træarter (typisk birk og ær) samt krukker af hovedtræarten. Men en egentlig tynding kan i de fleste tilfælde vente, til man kan komme ind med en flishugger. Når man kommer til tredje indgreb, skal der vises ud.
Med den første udrensning kan den samlede omkostning til en ny bøgekultur efter naturlig foryngelse normalt holdes på niveau 20.000 kr./ha. Til sammenligning koster en plantet kultur ofte 50-60.000 kr./ha.
By: Per Hilbert
