Nu kan skovejere bruge aktivt skovkort
Skovdyrkernes medlemsportal MinSkov er blevet forbedret og har fået aktivt skovkort. Det betyder blandt andet, at skovejerne nu kan skrive noter direkte i kortet.
Medlemsportalen MinSkov er blevet opdateret. Nu har skovejerne mulighed for at bruge deres eget skovkort aktivt.
– I praksis betyder det, at skovejerne nu selv kan skrive noter ind på kortet. Der er også mulighed for at markere jagttårne, stiger eller lignende på deres kort. Det kan være nyttigt i forbindelse med jagter og andre aktiviteter i skoven, siger Lars Muldbak, direktør ved Skovdyrkerne Øerne.
Udover det nye aktive skovkort har medlemmerne også adgang til at se bevoksningslister og andre registreringer, som Skovdyrkerne har på den enkelte ejendom.
– Det kan være fakturaer, afregninger og andre af ejendommens vigtige dokumenter, siger Lars Muldbak.
Gratis som medlem
Lars Muldbak forklarer, at det har været ret komplekst at få det aktive skovkort til at fungere korrekt i medlemsportalen.
– Men vi er nået godt i mål med projektet, og det virker, som det skal. – Som medlem får man adgang til de nye kortfunktioner gratis. Det kræver alene, at man siger ja tak til at benytte medlemsportalen, siger Lars Muldbak.
Flere end 350 brugere
Medlemsportalen MinSkov har været online og åben for tilmelding i omkring et års tid. I øjeblikket er flere end 350 skovdyrker-medlemmer oprettet på portalen.
– Det er vi godt tilfredse med. Vi har ikke et mål om, at alle medlemmer skal på i en fart – for vi skal også kunne følge med internt i Skovdyrkerne. Men vi glæder os naturligvis over, at vi har udviklet et værktøj, som giver værdi for mange skovejere, lyder det. Det nye aktive skovkort på medlemsportalen er udviklet i samarbejde med Skovkortet.dk. Ønsker man sin ejendom oprettet på MinSkov.dk, kontakter man blot sin lokale skovfoged. Så sørger skovfogeden for at ejendommen oprettes.