Træartsmonografi: Rødgran, Picea abies
Selvom arealet med rødgran er mere end halveret de seneste årtier, dækker den stadig 16 procent af det danske skovareal.
Tekst foto: Karsten Raae, Skovdyrkerne
Rødgranen er som langt de fleste nå- letræer ikke naturligt forekommende i Danmark. Ikke desto mindre er den stadig den mest almindelige skovtræ- art. 16 procent af landets skovareal er bevokset med rødgran. Til sammenligning er der bøg på 15 procent.
Rødgranen har de seneste år tabt terræn. Den anvendes kun meget lidt i etablering af ny skov på agerjord og i mindre omfang i skoven. I 1990erne var rødgranens arealandel mere end dobbelt så stor som i dag.
Rødgranen var her i mellemistiden, men efter den sidste istid nåede den ikke til Danmark igen. Udbredelsesområdet er meget stort. Den når ud til Stillehavskysten ved Vladivostok og Sakhalin og strækker sig gennem Sibirien over Finland ned gennem Norge og Sverige til det nordligste Skåne.
Syd om os er rødgran naturlig i Centraleuropa til Po-sletten, på Balkan og i Karpaterbuen. Da isen trak sig tilbage, nåede den til Harzen i sin vandring mod Danmark.
Rødgranen er særligt i alperne en typisk indblandingsart, der gror sammen med bøg og ædelgran, i Norden ofte sammen med fyr og birk.
Rødgran er udpræget kontinental og kræver vinterhvile, hvorfor man heller ikke finder den på de vestvendte europæiske kyster. Dette skyldes også, at den dårligt tåler et for højt saltindhold i luften. Herhjemme gør det, at den mistrives i et bælte på op til 10 km ind i landet langs den jyske vestkyst.
Gror næsten overalt
Tilplantning med rødgran begyndte i Danmark i 1730erne og fik et vældigt skub fremad i forbindelse med etableringen af hedeplantagerne i sidste halvdel af 1800-tallet. Rødgran blev stort set plantet i renbestande og kun i mindre omfang i blanding med andre nåletræarter som eksempelvis douglasgran.
Den kan gro næsten overalt; på den tørre sandjord over de grusede bakker, hvor den udvikler sig bedst, til den stive lerjord, hvor den sjældent når bevoksningsaldre på mere end 40 år, før opløsningen sætter ind. Bedst bliver rødgranen i Himmerland, Søhøjlandet, Nordsjælland og på Bornholm.
Den har et overfladisk rodsystem, som bevirker, at der hurtigt bliver tørt i jordoverfladen under en rødgranbevoksning. Floraen er som regel meget sparsom og består mest af mosser, som man særligt i hedeskovbruget udnytter i dekorationsøjemed. Det kræver dog en lidt stærkere hugst, end normal praksis for mange, hvis mosset skal udvikle sig i så stort omfang, at det for alvor er værd at høste. Ofte er der så mørkt i rødgranbevoksninger, at en bundflora helt mangler.
Bortset fra på de mest frugtbare jorder dannes der et morlag under rødgranbevoksninger. Det består af sammenfiltrede døde nåle, svampehyfer og rødder, og det binder betydelige mængder af næringsstoffer. Dette ses tydeligt efter afdrift, hvor kvælstoffet frigøres, og der udvikler sig en rig floraaf skovbrandbæger og gederams.
På de svageste jorde kan man få et økonomisk rimeligt udslag ved at gøde gamle bevoksninger med kvælstof og på bakkeøerne også med fosfor. Nær store svinebesætninger kan der dog være så meget ammoniak i luften, at rødgranen skades. Ved genkultivering med rødgran og andre nåletræarter i hedeegne kan en grundgødskning gøre en væsentlig forskel i kulturstarten.
Rødgranen er frostfølsom, og kulturer kan gå helt i stå, hvis de er udsat for gentagen sen forårsnattefrost, hvor topknoppen, der bryder senere, også skades. Rødgran står ikke fast i storm og klarer heller ikke almindeligt vindslid særlig godt.
Hvorfor så udbredt?
Man kan spørge sig selv, hvordan det så kan være, den er blevet så udbredt, og svaret er nok, at den er nem og billig at kultivere, hvis man kan styre frost og vildt, den kan gro næsten overalt, og så har den en pæn tilvækst sammenlignet med mange andre træarter på tilsvarende lokaliteter. Frem for alt er den efterspurgt og bedst betalt blandt nåletræerne hos træindustrierne.
Tilvæksten er meget afhængig af det vand, træerne har til rådighed i vækstperioden. Det ses tydeligt på variationen i årringenes brede fra år til år: I år med god og rigelig nedbør i maj, juni og juli kan årringene være mere end dobbelt så brede som i tørre somre,og det gælder uanset om træerne står på sandjord eller svær lerjord. Også de foregående års nedbør har indflydelse på væksten.
Rødgranens vækst er bedst, hvor jorden har en stor vandholdende evne, så træerne har en vandreserve at starte på om foråret. Derfor trives den også godt i områder med stor nedbør – Sønderjylland og på den jyske højderyg – og dårligt i regnlæet ned gennem Storebælt og på Djursland.
I tørkeår er det almindeligt at finde mange udgåede træer i ældre bevoksninger, navnlig i skovkanterne. Unge hurtigt voksende træer kan udvikle lange tørkerevner i stammerne.
Som nævnt har rødgranen problemer med vinden. Vindslid i udsatte kanter gør træerne tyndnålede, og det breder sig ganske hurtigt ind i bevoksninger. Når det rigtigt stormer, er forankringen med det overfladiske rodnet ringe, så træerne vælter let eller knækker sågar. Derfor står man sig bedst ved at ’pakke’ sine rødgranbevoksninger ind i løvtræ – særligt mod vest.
Foryngelse på heden De store rødgranflader på heden skal forynges med omhu og ideelt set fra øst og nord mod vest og syd for at undgå at eksponere træerne mod storm, hvormed risikoen for fladefald mindskes.
Efter et hvilket som helst hugstindgreb destabiliseres bevoksningerne et par år, til de tilbageværende træer har groet sig fast i deres nye rum. Rødgranen er helt uegnet til at vokse i vestvendte kanter. Skal der være nåletræ her, bør man i stedet plante sitkagran, der tåler vinden langt bedre.
Rødgranens ved er lyst og uden kerne. Rødgranen er det mest retvoksende af vores skovtræer og har rigtig mange anvendelsesmuligheder. Fra den godeende kan nævnes konstruktionstræ, tømmer og brædder. Mindre dimensioner af frisk gran kan anvendes til cellulose og papir, Mens det ringere og lidt tørre træ anvendes til pap, spånplader og emballage såsom kasser og paller. Flisen er udmærket til varmeværkerne og kan også laves af groten – de toppe og grene, der bliver tilovers ved skovninger.
Træpiller er ligeledes et produkt, der kan fremstilles af det tørre, dårligere træ af mindre dimensioner. Tidligere var rødgranen bedst kendt som det træ, der agerede juletræ, hvilket stadig er tilfældet i en række af vores nabolande, men hos os er nordmannsgranen i dag det fortrukne valg.
Ved plantning vælg da afkom fra danske frøplantager og kårede bevoksninger. Provenienser af tysk herkomst vokser hurtigere end de af skandinavisk.
Svampe
Rodfordærversvampen er langt den alvorligste sygdom på rødgran. 3968 – – “(Se detaljer herom og om Honningsvamp i monografien for sitkagran Skovdyrkeren nr. 48)”>(Se detaljer herom og om Honningsvamp i monografien for sitkagran Skovdyrkeren nr. 48)
I tørre egne kan der med mellemrum forekomme topdød i rødgran, hvor nå- lene svækkes og falder af den yderste del af årsskuddene. Der er altid nogle svampe herpå, men om de er direkte forbundet med top død er uklart. Efter nogle år dør træet normalt. Begrebet Neuartige Wald Schäden er et udtryk, der er blevet brugt om topdø- den og andre uforklarlige svækkelser, der kommer og går, og som måske har noget at gøre med rødgranens manglende klimatilpasning hos os og i dele af Tyskland. Der er endnu ikke fundet en egentlig kur.
Tidligere var afbrænding af kvas efter afdrift i nåletræsbevoksninger almindelig som kulturforberedelse. I dag knuses eller flises hugstaffaldet som regel. Hvis man brænder af, er der risiko for, at de træer, der plantes på brandpletterne, går ud som følge af angreb af svampen rodmorkel (Rhizina undulata). Så hvis det skal være, så brand af på det, der skal være fremtidens kørespor.
Insekter
Blandt insekterne er granens rodbille (Hylastes cunicularius) og særligt den store brune snudebille (Hylobius abietis) meget alvorlige skadevoldere i nykulturer. Snudebillen gnaver barken af de spæde planter ved rodhalsen og kan slå hele kulturer ihjel, så man er nødsaget til at begynde forfra. Det gælder desværre for alle vores gængse nåletræsarter. Den yngler i friske nåletræsstød, så i områder med meget nå- letræ skal man være ekstra påpasselig.
Planterne kan beskyttes ved sprøjtning af rodhalsen med insekticid. Hold godt øje og sprøjt kun, hvis det ser ud til, at et angreb er på vej. I erkendelse af at flere og flere kemiske bekæmpelsesmidler forbydes, er man begyndt forsøg med at voksbehandle de nederste dele af udplantningsplanter af nå- letræ. For rødgrans vedkommende se det lovende ud, på douglasgran er der eksempler på, at det ingen effekt har haft. De næste par år vil vise, om det er en vej frem.
3-4 år efter afdrift er snudebillerne en reel trussel for nyplantninger. Så en måde at begrænse risikoen på er,at lade arealerne ligge et par år efter skovning. Billerne trives dårligt i gammelt hugstaffald. Fjern hugstaffaldet ved for eksempel at flise groten – dette vil også mindske risikoen for billeangreb. Det samme vil skygning af de nyplantede træer, hvilket taler for skærm- og nordrandsforyngelser.
Granens rodbille er sammenlignet med snudebillen noget overset, men fuldt så bekymrende. De voksne biller gnaver i den friske bark ved stammehalsen og på rødderne af unge planter. Gnavet har mere karakter af gange i modsætning til snudebillens runde pletter. Gnavet er blandt andet på grund af placeringen lettere at overse, men lige så fatalt, meget almindeligt og nogen steder mere betydende end snudebillernes. En egentlig effektiv bekæmpelse kendes ikke.
De insekter, hvis spor man ellers hyppigst ser på rødgranen, er nok bladlusene, der efterlader de karakteristiske ananasgaller i spidsen af unge skud.
En række barkbiller kaster sig også over rødgran. Larverne lever mellem barken og veddet og efterlader meget karakteristiske spor i form af deres gangsystemer. Der er tale om helt specifikke signaturer for den enkelte art. De ses tydeligt, når barken falder af.
Jættebarkbillens gnav afsløres også uden på barken, hvor der udskilles harpiks i klumper, der kan minde om brændte mandler. Det er ofte her, et træ vil knække under en storm.
Svækkede rødgraner kan få dødsstø- det, når de efterfølgende angribes af typografen og chalgografen. Ved massive angreb kan også relativt sunde træer risikere at bukke under. Angrebne træer bør fældes hurtigst muligt og fjernes fra skoven for ikke at virke som opformeringssteder. En række vedborende insekter går på det skovede træ, så vil man sikre sig mod skader, skal dette være kørt til træindustri, inden det bliver for lunt i vejret, og insekterne begynder at sværme. Som regel sidst i marts, hvis man vil være på den sikre side. Den stribede vedborer er den værste skadevolder på det skovede træ.
Hjortevildtet bider, fejer og skræller rødgranen. Vildtskaderne kan undgås ved at hegne, smøre topskud eller sætte knopbeskyttere på. Skrælleskader forebygges som altid bedst med riflen.
Fremtiden
Rødgranen kræver vinterhvile, for at trives optimalt. I milde vintre stopper den ikke sin vækst helt. Den står så at sige og smågror. Det stresser den, og med tendensen i vores klimaudvikling er det én blandt flere årsager til, at den anvendes mindre af forstfolkene i dag end for bare 20 år siden.
Ud fra et forsigtighedsprincip er det tilrådeligt fremover at dyrke rødgranen i blanding med andre træarter og gerne nogle der har en højere omdriftsalder, for eksempel douglas og ædelgran. Sitka og lærk er også muligheder – selv bøg under særlige omstændigheder. Rødgranen vil komme til at spille en stadig mindre rolle i skovdyrkningen, men forhåbentlig længe endnu en væsentlig en.
