Kort nyt fra Skovdyrkerne nr. 77
Små nyheder fra skovbruget i indland og udland.
Ny videoserie sætter fokus på træarter
Skovdyrkerne lancerer en ny videoserie om de danske træarter. Med videoserien vil Skovdyrkerne sætte fokus på de forskellige træarters karakteristika, deres stærke og svage sider med mere.
Eksperten i videoerne er Kristian Løkke Kristensen, skovrider ved Skovdyrkerne Midt.
Han gennemgår de forskellige arter og forklarer om karakteristika, stærke og svage sider. Få også et indblik i, hvordan træet fra de forskellige arter benyttes til tømmer og møbler med mere.
Hver video omhandler en træart. Den første video om egetræ er nu tilgængelig på Skovdyrkernes youtube-kanal.
I løbet af den kommende tid følger flere videoer om bøg, douglas med flere
Se deførste videoer på Skovdyrkernes youtube kanal her
Fredskov vægter højere end nyt stadion
2,4 hektar fredskov kan ikke vige pladsen for et nyt fodboldstadion.
Det er situationen i Århus, hvor Miljøstyrelsen afviser, at der kan fældes fredskov for at få plads til at bygge et nyt fodboldstadion for enden af det nuværende stadion. Rydningen af de 2,4 hektar fredskov ville blive nødvendigt for at få plads til byggeriet. Det skriver Jp.dk.
Det er Miljøstyrelsen, der har afvist planerne om at fælde fredskov.
– Rydning af fredskov kan kun tillades, hvis det sker af såkaldt samfundsmæssige hensyn, og det kan eksempelvis være anlæg af veje og forsyningslinjer til el, gas og vand, men ikke byggeri og byudvikling, begrunder styrelsen.
Derudover anses skoven som særlig værdifuld.
– Det berørte fredskovsareal er en gammel veletableret løvskov, der for størstedelen er udpeget som naturmæssig særlig værdifuld skov efter skovlovens § 25, oplyser Miljøstyrelsen i deres begrundelse.
Skove køler mere end hidtil antaget
Træers lagring af CO2 er en velkendt positiv klimaeffekt. Men nu viser ny forskning fra Princeton University, at skove i tempererede egne også har en større kølende effekt på klimaet end hidtil antaget.
Det skyldes noget så simpelt som skyer. Det skriver træ.dk.
Tidligere har der hersket tvivl om, hvorvidt det at plante skov på tempererede breddegrader har en kølende effekt på klimaet. Det skyldes, at skoves mørke overflade absorberer meget af solens stråling. Bekymringen har været, at den varme, der indfanges af tempererede skove, ville modvirke de kølende effekter, som disse skove giver ved bindingen af CO2.
Den nye forskning har medregnet skyernes effekt. Resultaterne af undersøgelsen viser, at skyer har en tendens til at dannes tidligere på dagen over skovområder end over for eksempel græsarealer. Skyer både dækker for solen og reflekterer mange af solens stråler tilbage til rummet. På den måde bidrager skove i tempererede egne altså til at skrue ned for temperaturen.
Træ er mangelvare i byggeriet
Der bliver bygget på højtryk i Danmark, og vi skal helt tilbage til før finanskrisen for at finde en tilsvarende mangel på byggematerialer og i særdeleshed træ.
Det konkluderer Dansk Industri, Byggeri, i en analyse, som er foretaget blandt andet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge Torben Liborius, underdirektør i Dansk Industri, Byggeri, er materialemanglen konsekvensen af høj, international efterspørgsel, samt at forsyningen af materialer har været ramt af ’den perfekte storm’.
– Byggeriet har klaret sig godt gennem corona, og det er et internationalt fænomen. Samtidig har forsyningen været ramt af corona, hvor ting lukkede. Der har været vejrfænomener, som har givet mangel på varer, og så er transport også blevet meget dyrere, siger Torben Liborius til wood-supply.dk.
For bygge- og anlægsvirksomhederne er den største mangelvare træ. Derefter følger stål, jern og plast.