– Den danske skovflis har længe haft det svært, både i den politiske beslutningsproces og i den offentlige debat. I øjeblikket afspejler den førte energipolitik desuden et tydeligt ønske om at begrænse og udfase brugen af biomasse i de decentrale kraftvarmeværker, og det finder jeg dybt betænkeligt, siger formanden for Skovdyrkerne Øerne, Rudolf Iuel. Han begrunder sit synspunkt således: – Denne begrænsning i anvendelse af flis, som nogle politikere og interesseorganisationer ønsker, sker samtidig med, at der i skovene er et stort potentiale af biologisk kulstof i restprodukterne fra produktionen af kvalitetstræ til bygge- og møbelindustrien – træ som i øvrigt overholder samtlige certificeringsordninger om blandt andet bæredygtighed og biodiversitet.

Rudolf Iuel mener, at der i høj grad mangler at blive bragt faglighed ind i debatten om træ til energi. Et arbejde, som Partnerskabet for Ansvarlig Træbiomasse (PfAT), vedholdende søger at bidrage med. PfAT er et videns-baseret partnerskab mellem Dansk Skovforening, HedeDanmark og Skovdyrkerne, som arbejder for en bæredygtig anvendelse af dansk træ til energiformål, herunder også muligheden for at fortrænge fossile brændsler.

PfAT har lavet en prognose over anvendelsen af flis fra danske skove frem mod år 2050 sammenholdt med anvendelsen af importeret flis. Data bygger på den forventede udvikling, hvis den aktuelle energipolitik fortsætter uændret. Det vil betyde, at der bliver sat en effektiv bremse for at etablere kedler baseret på biomasse i decentrale varmeværker. Kommer der også afgift på biomasse, vil det yderligere negativt forstærke tendensen.

– PfAT’s vurdering er, at forbruget af dansk skovflis vil formindskes markant allerede fra 2030 og stort set bortfalde hen med 2045, mens forbruget af importeret flis derimod vil fortsætte uændret. Det giver da ingen som helst mening, siger Rudolf Iuel, og tilføjer: – Derfor arbejder vi i PfAT med at komme helt med ind i debatten og få nuancerne med, blandt andet ved at belyse de negative konsekvenser af et mere ekstensivt skovbrug. Og ikke mindst ved at argumentere for – og dokumentere – at biodiversitet og produktion med udtagning sagtens kan kombineres.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne