Udrensning i skovkulturer.
Det tidlige forår inden træerne springer ud, er det godt tidspunkt til at fjerne uønskede træer og buske fra de unge skovkulturer.
Udrensningens formål er helt generelt:
- Fjernelse af uønskede træer og buske, herunder kvalitativt eller sundhedsmæssige dårlige træer.
- Afstandsregulering, ikke alene af hensyn til diameterudviklingen, men navnlig for at opnå en for den kvalitative udvikling optimal tæthed.
- Grundlæggelse af bevoksningens fremtidige struktur (f.eks. udvikling af underetage).
-
Forbedring af bevoksningens sundhed og stabilitet, f.eks. mod snetryk.
Oftest selvsår uønskede træer og buske sig i vores plantede eller selvforyngede skovkulturer. De fleste har stiftet bekendtskab med birk, hyld eller pil i nåletræsplantninger. Hvis der ikke gøres noget kan en potentiel højproduktiv sitkagrankultur blive til en lavtproducerende birkebevoksning. Den selvsåede birk skal udrenses. Helt galt er det med pil, hvis krone breder sig ud som en paraply og optager meget plads fra kulturtræarten. Kort sagt gå hårdt til pil i udrensningerne.
Selv indenfor visse kulturtræarten er udrensning påkrævet. Her er det tveger og grovgrenede individer (krukker) eller syge træer, som skal udrenses. Krukker findes tit i ege- skovfyr og douglasgrankulturer.
Tætte holme med selvforyngelse af lystræarter så som rødel, lærk og birk kvitterer med øget diametertilvækst og bedre stabilitet med en udrensning, hvor træerne sættes ud på afstand. Træarter med hurtig ungdomsvækst har svært ved at reagere på hugst senere i bevoksningernes liv.
Udrensning er en god aktivitet for den selvaktive ejer, da den ikke kræver det helt store udstyr. I det følgende et lille udpluk fra værktøjskassen til udrensning.
- Håndkraft – brækning af toppe.
- Håndsaks eller ørnenæb – nedklipning af toppe og slyngplanter.
- Kratrydder med firkantklinge – Indtil udrensningstræarten er tommeltottyk.
- Kratrydder med savklinge – indtil udrensningstræarten er 2 m høj.
- Elsaks – nedklipning af ikke for stor diameter op til ca. 4 cm i diameter.
- Stangsav på 70 cm skaft – mest til den daglige tur i skoven.
- Udrensningsøkse – anstrengende at gå med.
- Stangsav batteri – udrensningstræart 2-4 m. Det der skal saves må ikke være for elastisk. Ikke så kraftfuld. Ikke regnvejr.
- Udrensningssav benzin – udrensningstræart 2-5 m – klarer det hele.
- Motorsav – lige inden der kan laves flis