Den generelle usikkerhed grundet krigen i Ukraine, kan virke fjern fra dagligdagen i skoven herhjemme, men der vil komme effekter som påvirker os. Det russiske og hviderussiske træ er udelukket fra de europæiske markeder. Det russiske eksportforbud imod rundtræ, som reelt ikke har været håndhævet, bliver nu tvunget igennem med sanktionerne imod Rusland. Rusland er verdens største producent af råtræ og både østeuropæiske og skandinaviske råtræmarkeder påvirkes af dette. Cellulosetræ lagrene i sydlige Sverige og Norge er lavere end tidligere og priserne forventes at stige. De seneste års centraleuropæiske store skovninger pga. billeangreb synes at aftage og de tyske råtræpriser er vendt tilbage til normale niveauer. Samtidigt er de store tyske mængder af eksporttræ aftaget og det har givet mangel på råtræ i Kina og prisstigninger på eksportmarkedet. Forbruget af savværkstræ er højt og savværkerne laver gode resultater samtidigt med, at de kan afregne skovene godt for råvaren. Alt dette er positivt for en dansk skovejer.

Energipriserne er som de fleste har bemærket steget, dermed ser vi også ind i at omkostningerne for maskinelt arbejde i skoven påvirkes. Hvordan energipriserne fortsat udvikler sig er usikkert for alle, men påvirkning i skoven må forventes.

Flispriserne hænger naturligt sammen med energipriserne og efterspørgslen på flis er tydelig. Flisværkerne har, som nogle af de få, haft mulighed for at sikre deres forbrugere stabile priser igennem vinteren, da de fleste flismængder leves på sæsonkontrakter. Forsyningssikkerhed og energi har fået fokus fra næsten alle medier og politikere – import af biomasse har vist sig også at være usikker. Import afbiomasse er udfordret af transportpriserne og råtræ udbuddet fra Rusland. Situationen for dansk produceret flis er bedre i dag end den har været længe også med forventningen om øgede omkostninger til arbejdet.

Generelt er afsætning af træ og markedsudsigterne positive, men de langsigtede konsekvenser af krigen i Ukraine er ugennemskuelige for os alle.

Videncenterraatrae@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne