Ædelgrankræft på prydtræer
Neonectria går nu også på træer i haverne
Som alle juletræsdyrkere ved, er der kommet en ny svampesygdom til landet -ædelgrankræft eller ’Neonectria’. Den kom formodentlig til Europa fra Nordamerika for omkring 50 år siden, men er først blevet synlig og generende i de sidste 10 år.
Den går ikke bare på juletræerne, og på træer i skovene, men breder sig nu også helt ind i haverne, hvor den angriber en lang række prydtræer af ædelgrantypen.
Værst angrebet er sibirisk og spansk ædelgran, nordmannsgran, klippeædelgran (fra Nordamerika) samt concolor. De færreste skader ses i grandis og koreaædelgran samt i amabilis og almindelig europæisk ædelgran.
Hvordan ser man sygdommen?
De første tegn på angreb er døde skud. Desuden kræftsår med død indsunken bark på grene og stamme. Ofte sidder der en død kvist midt i eller nær det døde område, og svampen vil typisk være kommet ind via dette sideskud ind i barken.
Når angrebet har varet nogle år, ses syge og døde grene i kronerne, eventuelt helt tørre toppe.
Bekæmpelse
Den vigtigste modforholdsregel er at fjerne tydeligt syge træer, da disse udgør en vigtig smittekilde. Ved begyndende angreb på mindre træer kan man også med fordel fjerne døde kviste. Klip i den sunde del af grenen og desinficér grensaksen jævnligt.
Kilde: Seniorforsker Iben M. Thomsen, Skov og Landskabs Videntjeneste, Københavns Universitet, oktober 2013