
Biodiversitet og frihed i skovbruget
Interessen for biodiversitet i skoven vokser.
Det gælder i høj grad fra politisk side – men også flere og flere skovejere vægter natur og biodiversitet højt.
I dette nummer af Skovdyrkeren sætter vi fokus på skovdyrkning og biodiversitet.
Nye tilskudsordninger åbner muligheder for ejere, som ønsker at udvikle dele af deres skove med flere gamle træer og mere dødt ved.
Du kan blandt andet læse om en skovejer i Sønderjylland, der har valgt at benytte sig af tilskudsordningen Biodiversitetsskov. Ordningen giver støtte til at frede mindst 12 træer pr. hektar, som skal stå til naturligt henfald. Det er til gavn for arter, som trives i gamle træer og dødt ved.
Hos Skovdyrkerne bakker vi op om de mange nye muligheder for at forbedre biodiversiteten. Men vi insisterer også på, at der fra politisk side skal sikres fuld frihed til ejerne. De private ejere kender deres skove bedst, og det er afgørende, at der er frihed til selv at vælge metode og driftsformål.
Det gælder uanset, om man vil satse på forstlig skovdyrkning, natur og biodiversitet eller en kombination.
Og når vi er ved biodiversitet i skovene. Som EU-medlemsland skal Danmark rapportere til EU om naturtilstanden i danske skove. Men som du kan læse i bladet, lyder der nu markant kritik af måleværktøjet bag rapporterne. Kritikken kommer fra en af landets absolutte eksperter i skovnatur, nemlig Erik Buchwald. Han kalder det danske måleværktøj misvisende og mener, at Danmark overimplementerer EU’s habitatdirektiv.
Det er en sag, vi følger. Vi insisterer på, at danske skovejere skal kunne stole på fagligheden af myndighedernes målinger – det samme må gælde EU, som naturligvis skal have oplyst det sande billede af skovenes naturtilstand.