
Ny rapport om træ i byggebranchen
En ny undersøgelse fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet viser, at dansk skovbrug kan få byggebranchen et godt stykke ad vejen mod en mere klimavenlig fremtid.
Rapporten viser, at dansk skovbrug kan bidrage væsentligt til at møde efterspørgslen efter biogene byggematerialer med indenlandsk produktion. Men ifølge rapporten kræver det, at der fokuseres på strategisk skovforvaltning og udnyttelse af biogene ressourcer.
Dansk Skovforening glæder sig over konklusionerne.
– Det er en utrolig interessant undersøgelse. Vi skal være 10,5 milliarder mennesker på kloden i 2050. Vi forventer, at yderligere tre til fire milliarder rykker op i den globale middelklasse i samme periode.
– Det kommer til at give et gigantisk træk på alle kendte ressourcer. Træ bliver helt afgørende for, at vi kan gennemføre en grøn omstilling, siger Anders Frandsen, direktør
i Dansk Skovforening på foreningens hjemmeside.
Rapporten har titlen ”Skove og træers klimapotentiale”. Den er en del af et større Realdania-projekt om biogene byggematerialer.