Tekst og foto: Jens Mathiasen

Forblæste vestjyske sitkagraner med mange kanttræer kan blive til brugbart gavntræ. Det viser et vellykket skovningsprojekt ved Struer i Nordvestjylland, som Skovdyrkerne Vestjylland har gennemført her i forsommeren 2025.

Bevoksningen var omkring 40 år gammel og udtjent. Den var forblæst og næsten afløvet af lus i dette forår, som faktisk havde fået enkelte træer til at bukke under. Det var et spørgsmål om tid, inden bevoksningen ville gå til. Derfor skovede vi, siger skovrider Anders Kruse Elmholdt, som har stået i spidsen for projektet.

Det særlige ved bevoksningen er, at den kun var 20–30 meter bred, og den lå alene i landskabet uden nabobevoksninger. Med kun 0,8 hektar i samlet areal var der i sagens natur en stor andel af grovkvistede kanttræer.

Arealet er smalt og varierer fra omkring 20–30 meter i bredden. Specielt den fjerneste ende er eksponeret for hård blæst og ligger ved færgelejet til Venø.

Vi stod altså med en bevoksning på mager sandjord, som havde været udsat for hård blæst, billeangreb og saltindslag fra havet. Mange ville nok tænke, at træet fra bevoksningen var bedst egnet til flishuggeren.

Men vi besluttede at arbejde for, at mest muligt af det skovede træ skulle aflægges til savværkstræ, siger Anders Kruse Elmholdt.

80 kubikmeter gavntræ

Projektet gik over forventning – og bedre end skovrider Anders Kruse Elmholdt havde turdet håbe.

Der var overraskende meget gavntræ i bevoksningen. Det blev til omkring 80 kubikmeter, som blev aflagt i længder på 2,45, 2,25 og 3,05 meter.

Vi valgte at aflægge mange længder i apteringen. Det gav vores afsætning mulighed for, fortsætter han.

Skovrideren er godt tilfreds med resultatet – også selvom træet ikke vinder priser for høj kvalitet.

Det er jo ikke det bedste kvalitetstræ. Det er ikke den fineste vare, men det har helt klart en plads i savværksindustrien. Træet kan sagtens blive til gode brugbare produkter primært i emballageskærende savværker, siger Anders Kruse Elmholdt.

Mest muligt gavntræ

Skovrideren ser projektet som et eksempel på det, som Skovdyrkerne hele tiden skal være dygtige til – nemlig at optimere andelen af gavntræ fra skovningsprojekter.

Jeg blev selv overrasket over, hvor meget træ, vi kunne aflægge til savværket. Vi skal hele tiden optimere savværksandelen ved skovninger, siger Anders Kruse Elmholdt.

Han tilføjer, at bevoksningen kun har været tyndet en enkelt gang i dens 40 års levetid.

Derfor var træet rimelig opknebent og af dårlig kvalitet. Men det betød at andelen af gavntræ ved skovningen var overraskende høj, siger han.

Arealet er tilplantet

Skovningen blev gennemført i juni, og selvom det var sidst på plantesæsonen, blev der alligevel gentilplantet med det samme efter skovning.

Arealet er nu tilplantet med eg i vækstrør, som bliver omkranset af et par rækker sitkagran i randen. Granerne skal afgrænse arealet mod offentlig vej, hvor ejeren ønsker en stedsegrøn afgræsning, lyder det fra Anders Kruse Elmholdt.

Arealet er omkring 0,8 hektar, og der blev aflagt cirka 80 kubikmeter træ i tre længder.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #104