Krumme egekævler giver træskibe nyt liv
Skovdyrkerne Vestjylland har gennemført et atypisk projekt, hvor der er blevet skovet krumme egetræer. Kævlerne er solgt, og de skal bruges til at genopbygge gamle træskibe.
Himlen har åbnet sig, og regnen siler ned i den lerede skovbund i Strandbjerggård Skov ved Struer.
Skovrider Anders Kruse Elmholdt går ind ad en lille skovsti. Han kigger op i løvskovens kronetag og udpeger nogle undertrykte skæve egetræer.
– Det er skæve og krumme egetræer, som den der, vi skal have med ud i det her projekt, siger han og peger op på en regnvåd eg.
Træet hælder til siden. Stammen minder om en flitsbue, og længere oppe i toppen er der en stor markant grenvinkel.
– Sådan en skæv fætter er præcis, som den skal være. Den mærker vi op til maskinføreren, siger han.
Skæve træer
Normalt er det fine, rette egekævler, som er i høj kurs. Men i dette projekt er det stik modsat. Skovdyrkerne Vestjylland har fået mulighed for at afsætte krumtræ til opbygning af gamle træskibe.
Det vil sige egekævler, der er mindst halvanden meter lange, som krummer i ét plan, og som er mindst 30 centimeter i diameter.
– Sådan nogle ege har vi stående i stort antal her i Strandbjerggård Skov. Det er typisk ege, som aldrig helt nåede med op i kronetaget – og som igennem mange år har måttet smyge sig efter den smule lys, der slipper igennem, siger Anders Kruse Elmholdt.

Krumtræ til skibe
Det krumme træ leveres til Ørum Savværk ved Saltum i Nordjylland. Her har man specialiseret sig i at levere krumtræ til skibe.
– Vi opkøber krumtræ til renoveringer af træskibe. Det kan være til spanter, bundstokke eller andre funktioner på skibene, siger Kristian Pedersen Krogh, indehaver af Skibstræ.dk og Ørum Savværk.
Han oplyser, at savværket blandt andet har leveret træ til Fregatten Jylland og en lang række andre træskibe.
I skibene udnytter man det naturlige forløb i træet.
– Krumtræ er utroligt stærkt træ. Hele ideen er, at man følger åreforløbet i træstykkerne, når man bearbejder træet. På den måde opnår man krumme træstykker, som er meget solide, siger han.
Kristian Pedersen Krogh forklarer, at mange forskellige krumninger kan bruges.
– Hver opgave er forskellig. Vi har brug for meget forskellige krumninger. Som eksempel vil et stykke eg på 2,7 meter, som krummer en halv meter, være et godt stykke skibstræ.
– Generelt er vi interesseret i træ, der har en diameter på mindst 30 centimeter og er længere end 1,5 meter, siger han og tilføjer, at træet skal være fri for råd og knusninger.

Afregnes fornuftigt
Skovrider Anders Kruse Elmholdt glæder sig over at levere specialtræ til restaurering af træskibe.
– Helt generelt er det vigtigt, at vi udnytter skovens effekter bedst muligt. Det her er en god mulighed for at anvende træ, som ellers ofte ville være endt i flishuggeren, siger han.
– Derudover giver det god mening i forhold til at optimere skovdyrkningen. Vi tynder de skæve og undertrykte egetræer væk. Det skaber plads og bedre muligheder for de tilbageværende individer i løvskoven, lyder det.
Der vil også være en økonomisk gulerod for skovejeren.
– Når de skæve træer kan sælges til krumtræ, opnår ejeren betydeligt bedre afregning end til flis. Min forventning til prissætningen er, at vi opnår væsentligt mere end det dobbelte af flisprisen, siger Anders Kruse Elmholdt.
– Det er nødvendigt, at træet afregnes bedre. For det kræver tid at få de krumme træer skovet korrekt og få kævlerne kørt ud til kørefast vej, tilføjer han.

Mulighed for afsætning
Anders Kruse Elmholdt opfordrer skovejere til at være opmærksomme på, om de har krumtræ stående i skoven.
– Der er god afsætning af de rigtige effekter. Så hvis man har en fornuftig mængde af krumme ege i sin skov, kan der godt opstå muligheder for afsætning fremover. Min opfordring er, at man tager fat i sin lokale skovfoged, lyder rådet fra Anders Kruse Elmholdt.
Den melding bakker savværksindehaver Kristian Pedersen Krogh op om.
– Vi er hele tiden på jagt efter krumtræ. Det er vigtigt, at skovdyrkernes medlemmer er opmærksomme på den type træ. Hvis ejeren har sådan noget træ stående, er det vigtigt, at det ikke bare ryger i flishuggeren, men kommer til at gøre gavn i gamle træskibe, siger Kristian Pedersen Krogh.