Lange grønne bede med små nordmannsgraner strækker sig ud over marken som grønne aflange tæpper.

Juletræsdyrker Lars Frendrup bøjer sig ned. Han fjerner lidt ukrudt ved en af de tusindvis af små planter.

– Det er vores egen planteskole. Igennem mange årtier har vi selv frøsået og priklet alle nye nordmannsgraner til vores juletræsproduktion. I gennemsnit har vi produceret 125.000 planter om året til en brøkdel af den normale indkøbspris, siger Lars Frendrup, juletræsproducent ved Nibe.

Det med at holde omkostningerne lave har altid været et kernefokus i virksomheden.

– Planteskolen har været meget arbejdskrævende. Men når det er sagt, så har vi holdt mange penge hjemme ved at producere vores egne planter, siger han.

– Faktisk har vi også solgt planteskolens overskudsproduktion til andre juletræsdyrkere. Så der har været fornuftig økonomi i planteskolen, lyder det.

Planteskolen med frøsåede nordmannsgraner i bede.

Fra svineproduktion til juletræer

Juletræsproduktionen på Molbjerggård ved Nibe blev startet op i det små helt tilbage i 1970’erne.

Dengang var Lars Frendrups far, Søren, traditionel landmand med svineproduktion på gården.

– I 1970’erne tilplantede vi for første gang et mindre stykke med rødgran. Træerne blev solgt som juletræer – og priserne var gode. Det var der, jeg fik lyst til at gå ind i juletræsproduktion, fortæller Søren Frendrup.

Senere valgte han at tilplante en hektar. Det blev den egentlige start på gårdens juletræsproduktion.

I 1997 kom sønnen Lars Frendrup hjem til gården og arbejdede fuldtid med juletræerne. Han har kørt parløb med sin far igennem mange år.

Lars Frendrup og juletræsskovfoged Søren Lundgaard i kulturen.

Vækst uden gæld

Gennem årene er forretningen vokset stabilt og i et roligt tempo. Søren og Lars Frendrup har udvidet produktionen lidt efter lidt – altid med fokus på, at det hele skulle være selvfinansierende.

– Det har altid været målet at vækste kontrolleret. Vi har aldrig taget lån for at udvide forretningen. Det har været vigtigt for at stå stærkt i branchens cykliske prisudsving, siger Lars Frendrup.

Altid sorte tal på bunden

Lars Frendrup er optaget af at gøre det nødvendige for at skabe gode salgstræer – men heller ikke mere end det.

– Vi producerer folkevognstræer. Det skal forstås sådan, at vi laver det nødvendige, men vi bruger ikke tid på alt muligt ekstra, forklarer han.

Som eksempel nævner han, at der ikke bliver brugt fuglepinde. Der rettes kun ganske få grene og træerne får kun en enkelt formklipning.

– Det valg har vi truffet, fordi vi vil producere fornuftige, gode træer, men uden at bekoste en masse timers arbejde, som vi ikke får betaling for, siger han.

Juletræsskovfoged Søren Lundgaard gør opmærksom på, at den gennemsnitlige produktionsomkostning i juletræsbranchen er omkring 70 kroner pr. produceret træ.

– Der har jo været år, hvor træerne er blevet afregnet til 25-35 kroner. Man behøver ikke være økonomiuddannet for at regne ud, at der ikke er råd til meget arbejde i træerne med de priser, svarer Lars Frendrup.

Til trods for bankuddannelsen, så bruger Lars Frendrup hverken forkromede beregninger eller excel-ark til at holde overblik over produktionsøkonomien.

– Faktisk kender jeg ikke vores præcise produktionsomkostning pr. træ. Men vi har aldrig haft et år med røde tal på bundlinjen. Så noget må vi jo gøre rigtigt, siger Lars Frendrup og smiler.

Strategien er at gøre det nødvendige, men at holde tidsforbrug og omkostninger nede. Eksempelvis bruges der ikke fuglepinde. Det koster nogle toppe indimellem.

Sælger til egne kunder

Lars Frendrup fortæller, at han gennem mange år har solgt juletræer direkte til egne kunder.

– Vi har produceret mange forskellige produkter – lige fra store torvetræer til helt små træer på bare 80 centimeter. Det har gjort os attraktive for opkøberne, at vi har så meget forskelligt på hylderne, siger han.

Men det direkte salg har også haft sine udfordringer.

– Der ligger meget arbejde i at finde og servicere kunderne. Kulturerne skal altid fremstå præsentable, og kunderne skal vises rundt mange gange. Derudover er der et usikkerhedsmoment i forhold til betalingssikkerheden, siger Lars Frendrup.

De senere år har han derfor valgt at sælge en del af træerne gennem Skovdyrkerne.

– Jeg har været godt tilfreds med samarbejdet med Skovdyrkerne, og jeg forventer, at vi kommer til at sælge en endnu større del af produktionen den vej fremover, siger han.

Stor maskinpark

Gårdens maskinhus er godt fyldt op. Her står knuser, pakkemaskine, læssemaskine, gødningsspreder, sprøjte og en lang række andre maskiner til juletræsproduktionen.

– Efterhånden som årene er gået, har vi fået mulighed for at mekanisere, og det har vi gjort. Vi har en god maskinpark – og en dedikeret traktor til hvert af redskaberne. På den måde kan vi holde mange operationer i gang samtidig i sæsonen, når der er tryk på, fortæller Lars Frendrup.

Derudover står Skovdyrkerne for blandt andet klipning af træerne, og der trækkes på andre entreprenører, når det er nødvendigt.

Maskinhuset rummer maskiner til stort set alt arbejde i kulturerne – og der er fast traktor til hvert redskab.

Vil fortsætte med produktion

Søren Frendrup er 86 år og stadig aktiv medhjælper i træerne.

– Jeg er selv blevet 58 år, og det er klart, at man begynder at tænke over, hvad der skal ske fremover, siger Lars Frendrup.

Planen er at fortsætte med at tilplante de næste fire år.

– Når de træer er klar til salg, vil jeg være omkring 70 år. Til den tid vil vi nok begynde at drosle noget ned. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi kommer til at udfase produktionen helt. Jeg holder utroligt meget af at arbejde med træerne, siger han.

Han glæder sig over, at han valgte juletræerne fremfor bankbranchen.

– Jeg har været utroligt glad for det her. Det har givet mig en helt anden frihed og selvbestemmelse, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg var blevet i et pengeinstitut.

– Samtidig er jeg glad for, at vi skiftede fra husdyrproduktion til juletræer. Det gav os frihed til at undgå gældsspiralen i husdyrbruget, hvor man hele tiden skal udvide, effektivisere, opkøbe jord og bygge stalde, siger Lars Frendrup.

Han har to voksne børn, men de har valgt andre karriereveje.

– Mine børn har andre planer. De drømmer ikke om at blive juletræsdyrkere. Vi må se, hvad der kommer til at ske fremover. Jeg vil i hvert fald blive ved med at arbejde med træerne i en eller anden udstrækning, siger han.

Juletræsdyrker tror på langvarig optur

Juletræsdyrker Lars Frendrup forventer lysere tider. Færre træer og større konkurrence om jorden vil sende priserne op, lyder forudsigelsen.

Tekst og foto: Jens Mathiasen

Juletræsdyrker Lars Frendrup forventer højere priser på juletræer.

– Det handler om udbud og efterspørgsel. Udbuddet har været faldende igennem flere sæsoner, og det kommer til at løfte prissætningen, fortæller han.

Han uddyber, at flere ting trækker i retning af lavere udbud i de kommende år.

– Antallet af producenter er faldet, og samtidig er der kommet mere rift om jorden til andre formål som blandt andet skovrejsning, energiproduktion og landbrug, lyder det.

Lars og hans far Søren Frendrup har været i branchen siden 1970’erne, og ifølge de to er et prisløft helt nødvendigt.

– Prisen skal op. Det kan ikke være anderledes. Prisen på mandskab, diesel, paller, gødning og alt det andet, vi bruger i produktionen, er steget.

– Hvis ikke priserne kommer op, vil arealerne om få år være lagt om til andre formål, hvor afkastet er betydeligt bedre, lyder vurderingen.

Ifølge juletræsskovfoged Søren Lundgaard er situationen den samme i landene omkring os.

– I Polen og Tyskland stopper mange producenter på grund af den dårlige økonomi. Arbejdskraften bliver også dyrere i landene omkring Danmark, og det presser også produktionsøkonomien der, siger han.

Højere priser

Opturen er så småt i gang. Priserne har været stigende de seneste sæsoner. Stigningen kommer efter mange års nedtur med meget lave priser på juletræer.

Historisk set har højere priser tiltrukket nye dyrkere – og dermed større udbud. Det har skabt fornyet prispres. Men det kan være anderledes denne gang, vurderer Lars Frendrup.

– Stort set ingen unge vil ind i produktionen, og der er samtidig stor rift om jorden. Derfor håber jeg – og tror på, at prisopturen denne gang kan blive mere stabil og langvarig, end vi tidligere har set, siger han.

– Samtidig er det min vurdering, at større investorer vil være tilbageholdende med at gå ind i branchen. Det vil i hvert fald kræve nogle markant bedre overskudsgrader, end vi har set i mange år, siger han.

Juletræsdyrker Lars Frendrup forudser en længevarende optur for juletræsbranchen i Danmark.

Gode produktionsvilkår

Danmark eksporterer årligt omkring 10 millioner juletræer.

Lars Frendrup og juletræsskovfoged Søren Lundgaard forventer, at der fortsat vil være en betydelig juletræsproduktion i Danmark.

– Danmark har et særdeles godt klima til nordmannsgran. Vi er som regel forskånet for sen forårsfrost og har et lunt klima. Dertil kommer de danske dyrkeres store knowhow, siger Søren Lundgaard.

– Vi har altså nogle gode grundvilkår for produktionen, som andre ikke bare lige kan kopiere, fortsætter han.

Han mener, at branchens grønne profil vil blive et vigtigt fokusområde fremover.

– Forbrugerne stiller stadig større krav til produktionen. Derfor skal vi arbejde målrettet på at producere mere klimavenlige juletræer. Det bliver et vigtigt konkurrenceparameter i fremtiden, hvor vi i stigende grad konkurrerer med plastictræer, siger Søren Lundgaard.

Juletræsproduktion på Molbjerggård

Ligger: Ved Nibe i Nordjylland
Startet: 1970’erne af Søren Frendrup – ejes i dag af sønnen Lars Frendrup

Areal: 140 hektar i alt

  • Cirka 100 hektar med nordmannsgran til juletræer
  • Cirka 30 hektar med nobilis til klippegrønt

Produktion:

  • Der produceres mellem 40.000 og 70.000 træer om året. Enkelte år op til 90.000, da tilplantningen har været lidt uens
  • Sælger 80–100 ton klippegrønt årligt
  • Træerne sælges direkte til opkøbere – en stigende del via Skovdyrkerne

Strategi:

  • Fokus på lave omkostninger og stabil vækst uden behov for lånefinansiering
  • Egen maskinpark til stort set alle operationer, med indlejet arbejdskraft efter behov

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #104