Træ bider sig fast i byggeriet
Flere byggeprojekter benytter træ som materiale. Det viser tal fra foreningen Træ i Byggeriet.
I 2024 blev der anvendt 1,3 millioner kubikmeter træ i dansk byggeri. Det er på niveau med året før – selvom der har været et generelt fald i byggeaktiviteten. Forbruget af træ svarer derfor til en relativ vækst.
– Tallene viser tydeligt, at træ har bidt sig fast som et seriøst og mere udbredt byggemateriale – ikke mindst i et marked, hvor der bliver bygget mindre. Det er positivt, men vi ser også, at potentialet langt fra er forløst. Træet burde fylde langt mere, hvis vi skal i mål med byggeriets grønne omstilling, siger Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i Træ i Byggeriet.
Foreningen efterlyser blandt andet præaccepterede brandløsninger for træ, så materialet lettere kan konkurrere med stål og beton. Samtidig efterlyses politisk vilje til at fremme lavemissionsbyggeri – ikke mindst ved offentlige byggerier.