Biskop: Kirken skal også tilbyde begravelser i naturen
Biskop Mads Davidsen ser skovkirkegårde som en naturlig udvikling i folkekirken. Flere danskere ønsker naturen som ramme om livets afslutning – og det skal kirken kunne imødekomme.
For biskop Mads Davidsen, Fyns Stift, er det naturligt, at folkekirken åbner op for skovkirkegårde.
– Nu kan vi i stigende grad imødekomme folks ønske om at blive begravet i naturen – i kirkeligt indviet jord. Altså helt ude i naturen væk fra de etablerede kirkegårde, siger han til Skovdyrkeren.
Ifølge biskoppen afspejler udviklingen en bredere bevægelse i tiden. Mange mennesker søger i dag ro og nærhed i naturen – også når det gælder det sidste hvilested.
– Derfor er det helt naturligt, at vi følger med udviklingen og giver folk mulighed for at blive begravet i naturen – og i Lumby Præsteskov helt anonymt og uden markering af gravstedet, siger han.
Tradition og fornyelse
Mads Davidsen lægger vægt på, at skovkirkegårde ikke er et brud med kirkens tradition. Kirken skal, som han siger, kunne følge med tiden – men uden at miste traditionen.
– I en tid med fokus på grøn omstilling og biodiversitet, er det kun naturligt for os at skabe rekreative områder og grønne oaser på vores jorde og ved vores kirker.
– Samtidig er begravelsesformerne i hastig forandring. Flere bliver urnebegravet, så de fynske kirkegårde skal følge med udviklingen. Derfor giver det god mening at etablere skovkirkegårde, siger han.
Former i forandring
Ønsket om fornyelse afspejles også i en undersøgelse fra Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter fra 2024.
Her ønsker flere end hver femte dansker enten at blive spredt over havet eller begravet i en skov.
– Den udvikling mærker vi også i Fyens Stift. Vi vil gerne imødekomme ønsket – derfor bliver det en stor glæde for mig at indvie Lumby Præsteskov i foråret 2026, siger Mads Davidsen.