Vejen til nye opfindelser er sjældent lige og forudsigelig. Det har den heller ikke været for KU-forskerne Emil Thybring og Sune Tjalfe Thomsen.

Over flere år har de arbejdet på en ny metode til at imprægnere træ på en bæredygtig måde, der ikke skader miljøet.

I dag behandler industrien træ med tungmetaller som kobber for at få det til at holde længere. Problemet er bare, at en stor del af stofferne udvaskes igen, når det regner på træet, og stofferne ender i jorden, havmiljøet og vores drikkevand.

-Det er kort sagt noget rigtig lort. Det er et seriøst problem, som vi gerne vil løse, siger Emil Thybring, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Træets egen lim

Forskernes nye metode bygger på stoffet lignin, der fungerer som et naturligt bindemiddel i træ.

Stoffet findes i enorme mængder, som et restprodukt fra papirindustrien. Ifølge forskerne kan blot 15 procent af EU’s ligninproduktion erstatte de miljøskadelige stoffer i hele EU’s produktion af trykimprægneret træ.

-Det giver super god mening at tage et globalt restprodukt og bruge det som et miljøvenligt alternativ til den miljøskadelige træbeskyttelse, vi bruger mest af i dag, siger Sune Tjalfe Thomsen, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Ved at opløse lignin i alkohol er forskerne lykkedes med at lave en ekstremt koncentreret blanding med så meget lignin i sig, at det kan imprægnere træ meget effektivt – en proces, de har døbt hyperlignificering.

Når ligninen først er inde i træet, ændrer den materialets sammensætning, så det bliver langt mindre attraktivt for trænedbrydende svampe. Samtidig reduceres træets evne til at optage fugt.

Resultatet er et træmateriale, der i højere grad kan modstå de mekanismer, der normalt fører til råd og nedbrydning.

-For eksempel viser forsøg med fyr og bøg, at når svampene har nedbrudt omkring 50 procent af det ubehandlede træ, har de kun omsat omkring 1 procent af det hyperlignificerede træ, siger Sune Tjalfe.

Ud på markedet

Forskerne skal nu i samarbejde med Frøslev – der er Danmarks største træleverandør til byggebranchen, arkitekter og andre partnere – bringe forskningen fra laboratoriet og ud i produktionen, så den nye viden kan omdannes til nye træprodukter.

Forskerne håber, at de i løbet af en overskuelig fremtid ender med et produkt, der kan erstatte den nuværende giftige imprægnering i Danmark og Europa.

– Vi går efter at lave en træbeskyttelse, der under optimale forhold kan holde i 100 år, og vi kæmper for at få det på markedet i stor skala før 2030, siger Emil Thybring.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #110