Om bærplukning i de svenske skove – en debat om allemandsretten
I de svenske skove gælder ’allemandsretten’. Den gælder også bærplukning. Og den gæl- der tilsyneladende også kommerciel bærplukning. De svenske skove er derfor for tiden fyldt med østeuropæiske og asiatiske bærplukkere, der plukker til industrien. Skovejeren har intet at skulle have sagt.
Der er som bekendt kræfter, der vil have en ’allemands- ret’ indført i Danmark. Altså en ret for publikum til at færdes overalt, inklusive en ret til bærplukning og indsamling af svampe. Men det cirkus, som er foregået i de svenske skove de senere år, er næppe værd at efterligne.
Med afsæt i en højesteretsdom har det svenske Naturvårdsverk udsendt en vejledning med en tolkning af allemandsretten, hvor de slår fast, at organiseret friluftsliv, eksempelvis kommerciel bærplukning og naturturisme, er tilladt – også i de private skove. Det gælder så længe virksomheden ikke gør skade på naturen eller er til direkte gene for skovejeren. Man anbefaler dog, at skovejeren kontaktes i forbindelse med aktiviteten.
Asien starter i Sverige
Derfor foregår om sommeren en folkevandring af folk fra fattige lande til Sverige, hvor de plukker bær. Det gælder især folk fra Vietnam, Thailand, Bangladesh og Kina. Vi taler om et sted mellem 5-10.000 personer. De betaler i princippet selv en flybillet, og de rejser hjem, når bærsæsonen er forbi. De plukker på akkord og bærrene købes af svenske eller udenlandske opkøbere. Især blåbær er eftertragtede i de østasiatiske lande.
Reglerne er blevet strammet op i forhold til de seneste år. Her var situationen, at en del plukkere faktisk slet ikke fik løn for de bær, de afleverede, idet visse opkøbere enten gik konkurs eller forsvandt med pengene. Det var katastrofalt for plukkerne, idet flertallet havde lånt til flybilletten, ofte med sikkerhed i deres boliger i hjemlandet. Situationen gav anledning til en stor folkelig debat i Sverige, og endte i flere tilfælde med, at den svenske stat udbetalte penge til de bedragne plukkere.
De har levet, og lever til dels stadig, under ret kummerlige og uorganiserede forhold, mens de plukker. Sover måske under regnslag eller i telte, har måske ikke adgang til vand, får elendig føde m.v. Det virker lidt pinligt i et land, hvor alting ellers er pænt og reguleret. Sommerdagene er lange i Nordsverige, det bliver arbejdsdagene også. Og der er mange myg. Der skal plukkes mindst 30 kg/dag, for at det hænger sammen, men på gode steder kan der plukkes 70-80 kg på en lang dag. Plukkerens betaling er omkring 20 kr./kg. Man skønner, at der omsættes for 2 milliarder SEK i bærplukningsindustrien i Sverige, hvor ialt 7% af arealet er dækket af blåbær
Forbedrede forhold, men ikke for alle
I år er lovgivningen ændret, så plukkerne skal have en arbejdstilladelse, men hvor de samtidig er sikret rimelige indkvarteringsforhold og en mindstebetaling. Der er udstedt omkring 6.000 arbejdstilladelser.
Men disse regler gælder ikke EU-borgere. Det har man opdaget i Bulgarien. Sidste år plukkede 50 bulgarere i et område i Uppland, men i år har de taget naboerne med, således at 500 bulgarere i juli slog sig ned i skovene omkring den lille by Mehedeby med 450 indbyggere, hvor de utålmodigt ventede på, at bærrene modnede. Her savede de ungskov ned for at kunne konstruere boliger og kogepladser. Kongens foged blev bedt om at sætte dem ud, men det var umuligt, da han ikke kendte navnene på plukkerne.
Historien fortsætter med nye kapitler i medierne hver dag. Det gennemregulerede samfund og dets lovgivning har svært ved at håndtere presset fra globaliseringen.
By: Per Hilbert
