Skovfogedens hverdag
Skovdyrkerne har 72 skovfogeder og skovridere på arbejde i hele landet. Skovdyrkeren har besøgt en af disse for at diskutere livet som rådgiver ude på de mange medlemsejendomme. Vi besøgte Årets Skovdyrker, skovfoged Anders Kruse Elmholdt, som er ansvarlig for Holstebro skovpart i Skovdyrkerne VEST.
På skovejerens side – og på foreningens
Anders Elmholdt er netop af sine kolleger blevet kåret som Årets Skovdyrker – en hædersbevisning som uddeles en gang om året på Skovdyrkernes personaleseminar. Det gav Skovdyrkeren anledning til et besøg hos Anders til en snak om arbejdet som skovfoged hos Skovdyrkerne. Hvordan betjener man 92 skovejere med vidt forskellige skove, vidt forskellige driftsformål og vidt forskellige holdninger til driften? Hvordan balancerer man økonomien, så både skovejeren og foreningen får det, de skal have, og så leverandører og entreprenører nok bliver klemt, men alligevel er tjent med et langsigtet samarbejde?
Og selvom man er en ung skovfoged, så kan man samtidig have et blik for, at langsigtethed er det, der tæller, først og fremmest ude i skovene, hvor ethvert indgreb skal pege frem mod det næste. Det er derfor, at vi generelt tillader os at markedsføre os med sloganet: Skovdyrkerne – så har du fagfolkene på din side. Når en af Anders’ kolleger i sin indstilling skriver, at ”Anders har den rigtige skovdyrkerånd”, så siger det netop noget om dem begge.
Ejerens eller firmaets mand
Vi kan begynde med en anekdote fra gamle dage:
Undertegnede husker stadig en episode som forstfuldmægtig ved Hedeselskabets distrikt i Himmerland tilbage i 1984. Vi fik besøg af skovbrugschefen og handelsskovrideren fra Viborg, og en af de lokale skovfogeder, hvis indtjening skrantede lidt, blev spurgt om, hvordan han så på sin rolle som skovfoged.
Han svarede naivt, at han var sat på egnen for at hjælpe de lokale skovejere med driften af deres skove og plantager. Det førte til en hårdhændet irettesættelse, idet han arrigt blev spurgt: Hvem er det, der betaler din løn – er det de lokale skovejere eller kommer den monstro fra Viborg? Han måtte beskæmmet indrømme, at den kom vist fra arbejdsgiveren i Viborg. Det opfølgende spørgsmålvar da: Hvor skal din loyalitet så ligge? Og han fattede budskabet.
Det er et valg, man tager som organisation: Vil man være køligt forretningsorienteret og tage enhver mulig fortjeneste, også den der kun er mulig, fordi kunden ikke er skarp på markedspriserne, eller tager man omvendt udgangspunkt i kundens interesser?
Det er ikke altid, at resultaterne derude bliver så forskellige. Men somme tider gør de, og i en branche som skovbruget kan økonomien være som elastik i metermål, fordi man kan arbejde både med et meget kort eller et meget langt perspektiv i driften.
Og fordi mange skovejere kan have svært ved helt at gennemskue mulighederne og de valgte løsninger, er det for mange trygt at vide, at de har købt en rådgiver, der er betalt for at se på sagen fra deres side. Det giver – eller bør give – en tryghed for medlemmet som kunde, og det giver samtidig mindre papir og mere fleksibilitet.
Det er den linje, Anders kører på sin skovpart. Han ser ingen modsætning mellem ejerens og foreningens interesser. Han føler sig som skovejerens mand med hud og hår– som en gods-skovfoged, selvom godset måske er lille.
Men når han styrer arbejdet på en ejendom, skal hans tid naturligvis betales, hvilket normalt sker gennem en provision på aktiviteterne. I gamle dage arbejdede Skovdyrkerne efter kommissionshandelsprincippet. Hvor salgspris til savværket og foreningens provision blev specificeret på afregningen. Det er af mange grunde ikke hensigtsmæssigt mere, men i realiteten kører det meste faktisk stadig indirekte på samme måde.
Når Anders indkøber entreprenørydelser til en ejendom, lægger han en provision på entreprenørens pris for arbejdsledelse og ansvar – en provision af en størrelse, som bestyrelsen har bestemt. Og når han sælger træ eller flis fra en ejendom, så får skovejeren den pris, der opnås – minus en salgsprovision, der dækker tilsyn, opmåling, betalingsrisiko med videre.
Ausumgaard
Vi følger med Anders på et konsulentbesøg hos et af hans medlemmer – den gamle vestjyske herregård Ausumgaard. Vi har to timer, hvor de aktuelle projekter vendes i skoven, og der konkluderes efterfølgende ved bordet i folkestuen.
Ejendommen har et tilliggende på 277 hektar, hvoraf 31 hektar er skov. Skoven er vanskelig på grund af den meget stive lerjord og et højtstående grundvandsspejl. Som de fleste andre steder må vi bare konstatere, at skoven altid ligger på den vanskeligste del af ejendommen – det vil sige dér, hvor landbrug er umuligt.
Ambitionen her er at få vejsystemet forbedret og især at få skoven afvandet. Det første er en forudsætning for en rationel pasning, det sidste er en forudsætning for både vækst og sundhed.
Anders deltager desuden, når der planlægges etablering af juletræer til brugved ejendommens eget julemarked, ved etablering af sløringsplantninger omkring det kommende biogasanlæg og ved forlængelse af den eksisterende barokhave.
Tidligere har Anders etableret nye læhegn og plantninger omkring de mange mergelgrave. Han får under konsulentbesøget ansvaret for at drøfte med kommunen, hvad man kan indenfor den gældende lovgivning.
92 skovejere
Når vi spørger, hvordan han kan nå at servicere 92 medlemmer, der i princippet alle har krav på et årligt konsulentbesøg, svarer Anders, at på en del af ejendommene er der ikke aktiviteter hvert år, så det vil ikke give mening at besøge alle hvert år. Men hvis en ejer ønsker besøg, så får han det.
Og Anders kan også selv tage initiativ, hvor han ved, at noget trænger til at blive gjort, eller hvor der er muligheder for en god indtægt på grund af markedssituationen.
Ejerkredsen er som nævntmeget bred og spænder fra dedikerede juletræsdyrkere til ejere med fokus på natur og biodiversitet.
Konsulentbesøgene resulterer normalt i en skriftlig rapport, hvor rådgivningen er dokumenteret, og hvor det er specificeret, hvilke aktiviteter foreningen har ansvar for. Skovparten har gennemsnitligt gang i omkring 100 projekter, heraf også nogle hos ikke-medlemmer.
Anders registrerer alle kommende opgaver i IT-systemet Pinus, som Skovdyrkerne har udviklet. Systemet er også solgt til andre virksomheder. Han har selv udviklet et system til håndtering af større planteprojekter, som også er tilbudt de øvrige foreninger.
Anders er desuden ansvarlig for koordinering af foreningens plantehandel og skovrejsningsprojekter samt for handelen med mos, som her i Vestjylland er blevet en relativ betydningsfuld forretning. Der er ikke et særskilt budget for skovparten, men dens økonomi indgår som en del af foreningens.
En drøm for Anders kunne være, at mange flere ting kunne klares i marken – fra et mobilt kontor, som var opkoblet på foreningens server. Det ville minimere kørslen på landevejen og tiden på forenings kontoret, og derfor give mere tid ude hos skovejerne.
Der er i øvrigt et godt og tæt samarbejde med kollegerne i foreningen – et samarbejde, som er nødvendigt på grund af den specialisering blandt medarbejderne, som bliver stadig mere udtalt. Alle skovfogederne er dog så meget generalister ved siden af deres specialisering, at de hver har deres egen skovpart.
Der er også et samarbejde på tværs af forenings grænserne. Dels et formelt samarbejde i et antal landsdækkende videncentre, dels et uformelt netværk, hvor man trækker på den kollega, der er bedst hjemme i den pågældende problemstilling, hvilket især unge skovfogeder har stor glæde af.
Til sidst under besøget kommer vi lidt ind på den politik, der i stigende grad omgiver skovejerne. Trods sin unge alder har Anders ikke meget til overs for mange af tidens mode luner på skov- og naturområdet. Og han forstår ikke den mistro, den omgivende verden har til skovejernes evne til at tage vare på vores natur, når han hver dag møder skovejere, der er engagerede i den stadige forbedring af ejendommene – både produktions og naturmæssigt.
AfPer Hilbert (inkl. fotos)
By: Per Hilbert (inkl. fotos)
