Den generelle vurdering er, at Danmark i store træk blev tømt for opskovede træer, men at der ikke kom et stort `eftermarked´, som vi efter den store forsigtighed i opkøbsfasen ellers havde håbet på. Et kvalificeret gæt er, at den danske eksport er skrumpet for andet år i træk, og at vi med et eksportvolumen på måske 9 millioner træer ligger 10-15 % under det niveau, vi havde i den sidste `overproduktionsbølge´ i starten af 00’erne.

Salget startede tidligt, de første kunder var allerede ude med prisindikationer i foråret. Indikationer, som pegede på et prisfald, der bundede i øget udbud af ringere træer i både Danmark og Tyskland.

I august begyndte vi opmærkningen som normalt. Det var vigtigt at få mange kulturer mærket hurtigt op, så kunderne havde noget at beslutte sig ud fra, når de var her. De fleste kunder vil se træerne mærket, inden de køber, hvilket som altid giver travlhed i sensommeren.

Det var ikke alle kulturer, der blev solgt, som de var mærket op første gang, slet ikke efter at markedet strammede til. Mange producenter oplevede, at mærkningen blev ændret 2-3 gange med forskellige etiketter, inden træerne var solgt. Dette er ikke i nogens interesse, da det er dyrt – og ofte justeres (strammes) mærkningen for at gøre kulturen mere salgbar. Men det har desværre i mange tilfælde været nødvendigt for at få træerne solgt. Mange kunder har efterhånden deres egne etiketter og deres egen måde at markere træerne på. Det skal dog siges, at det oftest er en fordel for producenten, når kulturen mærkes op kundespecifikt, da man i mange tilfælde kan tage mere med i den enkelte sortering.

Oparbejdningen gik i gang tidligt i år, da mange kunder skal have træerne klar til salg på deres plads til 1. søndag i advent. De tidlige skovninger har ikke givet anledning til reklamationer af betydning. Heldigvis var vejret med os, da vi fik frost relativt tidligt i sæsonen og efterfølgende en del regn, som gør, at træerne ikke tørrer ud. Regnen giver dog udfordringer med mudder på paller og træer, men heldigvis er de fleste medlemmer og entreprenører i dag vant til denne udfordring og løser dette meget professionelt.

Priserne har for flere af sorteringerne ramt bunden med et ordentligt drøn. Nogle træer koster nu kun knap den pris, som det koster at oparbejde dem. Det drejer sig især om III/IV-sorterings træer, som i flere tilfælde afregnes til mellem 25-40 kroner. Mange af disse ringere træer er blevet solgt i Østeuropa, til kunder som er tilfredse og formentlig ønsker at købe igen i 2017. Man kan sige, at de billige træer er blevet brugt til at åbne dørene til nogle nye markeder og kunder, som over tid vil være i stand til at betale en bedre pris og eventuelt også efterspørge en bedre kvalitet. Dette ser vi som positivt – trods alt.

Markedet manglede simpelthen rigtig gode primatræer specielt over 200 centimeter. Årsagerne hertil kan være mange, blandt andet følgende:

Hvis vi forsigtigt kigger i krystalkuglen for 2017 vil flere af vores kunder sandsynligvis efterspørge yderligere prisfald, hvilket vi ikke mener er nødvendigt. For flere af sorteringerne vil endnu et prisfald betyde, at træerne vil blive stående i kulturerne, da salgsprisen kommer under oparbejdningsprisen. Primatræer, særligt over 200 centimeter, er der stadig for lidt af, så en reducering af prisen på disse burde ikke komme på tale. Derfor håber vi som minimum at kunne holde prisen på de fleste sorteringer i 2017.

Slutteligt vil vi godt sige tak til alle medlemmer, som leverede træer i 2016 og bidrog til sæsonafviklingen – og så håber vi på medvind og et roligere marked i 2017.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #44

Læs andre artikler inden for Juletræsdyrkning