`Gud skabte, Linné ordnede´
Den geniale svenske botaniker og læge Carl von Linné er en af alle tiders største naturvidenskabsmænd. For mere end 200 år siden satte han naturen i system – et system, som grundlæggende holder i dag. Hvordan var det muligt for ham, og hvad er det for et system?
I 1707 fødtes i et lille træhus i Småland en dreng, som skulle vise sig at forandre hele den måde, vi beskriver naturen på. Carl Linnæus voksede op i en større børneflok på landet. Faderen, som ellers ikke kom fra nogen lærd familie, var blevet præst (kommister) i Stenbrohult nær Älmhult. Ved siden af præstegerningen havde han dog en meget stor botanisk interesse, som han videregav til sønnen. Præstegårdshaven i Stenbrohult var kendt viden om, og allerede som 5-årig havde den lille Carl sin egen afdeling. Faderen havde taget sit efternavn Linnæus efter en stor lind, som stod på gården.
Det var i de år, den svenske krigerkonge Karl den Tolvte førte sig frem, hvor pesten (den sorte død) stadig hærgede i Europa. Og det var også på den tid, at kartoflen kom til landet (fra Sydamerika) og hurtigt blev almuens vigtigste næringsmiddel.
Det var forældrenes ønske, at Carl blev præst som sin far, men han gik i stedet efter sin interesse for planter. Allerede i skolen kaldte kammeraterne ham for `botanicus´, idet han kendte navnene på alle egnens vilde blomster, og han kunne fortælle dem, hvilke planter der var gode mod hvilke sygdomme, hvilke man skulle hænge over døren for at ingen spøgelser skulle komme ind i huset om natten, og hvilke man skulle lægge under hovedpuden for ikke at få mareridt. I 1725, da han var 18 år, udgav han sin første bog – hans Örtabok (urtebog).
Et system udvikles
Allerede på det tidspunkt gik Carl med funderinger på, hvordan man fandt et system til at holde orden på de tusindvis af planter. Hvordan skulle de klassificeres? Efter farve? Efter opbygning? Han valgte i stedet at anvende deres forplantningsorganer – støvdragere og støvfang.
Samtidig var han begyndt at interessere sig for andet end planter. Han talte om 3 riger: planteriget, dyreriget og `stenriget´ (altså geologien), og han kom til at arbejde med dem alle tre. Efter studentereksamen begyndte han at studere – først i Lund og siden i Upp-sala. 21 år gammel skriver han sin første afhandling (om planternes formering), og han bliver opfordret til at holde botaniske demonstrationer for de studerende og andre interesserede. Samtidig beskrev han et system for fugle, hvor man bestemte arten efter deres næb og klør.
Mens han om dagen arbejder med de studerende, bruger han aftener og nætter på sit nye system for klassifikation og navngivning af alt det levende. Hans navngivningssystem byggede på to principper: For det første skulle alle arter have et videnskabeligt navn på latin. For det andet skulle dette navn bestå af to ord – et slægtsnavn efterfulgt af et artsnavn.
Det latinske gør det muligt at kommunikere over landegrænserne. Når en dansker siger mælkebøtte, siger en svensker `maskros´. Men begge siger Taraxacum officinale (hvis de altså kender plantens latinske navn).
En god flora nævner ved hver art, hvem der har givet planten sit videnskabelige (latinske) navn. Hvis man tager fat i Rostrups danske flora, så viser en hurtig optælling blandt de første 100 arter, at Linné har navngivet to tredjedele. Han nåede at navngive henved 8.500 plantearter og 4.200 dyrearter. Alle planter i denne artikel er navngivet af Linné – derfor det lille `L´ efter det latinske navn.
Rejsen til Lapland
Sin enorme viden hentede Linné på sine rejser, hvor han indsamlede alt interessant fra naturen: planter, fugle fisk, insekter, sten med videre, som alt sammen senere fik plads i hans samling i Uppsala. Det hele eksisterer stadig – det meste dog i London hos The British Linné Society.
Den første rejse påbegyndte han på sin 25-års fødselsdag (1732). Den gik til Lapland. Alene red han en majdag afsted mod nord fra Uppsala med de nødvendigste redskaber og sin dagbog.
Turen kom til at vare 5 måneder og bød på meget vanskelige betingelser – uden et ordentlig kort, og med regn og kulde i fjeldene, med mange elve der skulle passeres, med problemet at skaffe mad – og med Nordskandinaviens mange myg.
Rejsen foregik delvist til hest, delvist til fods. Undervejs undersøgte og noterede han alt af interesse. Ikke bare om den natur, han passerede, men også om landbrug, husbyggeri og redskaber hos den sparsomme lokale befolkning. I Lapland hyrede han en same, der fungerede som tolk og vejviser.
Han så midnatssolen for første gang (”et naturens miraculum”). Han tegnede og samlede planter – alt var nyt og fremmed for ham. Han studerede søernes fisk, snegle og muslinger, fjeldets mosser og laver og skovens træer og buske. Desuden naturligvis lapmarkens fluer, myg, knott, bremser, slanger og sommerfugle.
Han blev en tid hos samerne og beskrev, hvordan de boede, hvordan de klædte sig, og hvordan de passede deres rener. Med sig hjem fik han et helt lappe-kostume samt en af deres troldtrommer. Han var i god kondition, men blev alligevel på en vandring overhalet af en 70- årig same med et stort læs på ryggen (”Intet folk med en lettere gang end lapperne har jeg set”). Trods strabadserne skrev han i sin dagbog: ”Aldrig i mine dage har jeg levet friskere end nu”.
Efter hjemkomsten til Uppsala skrev han sin mest kendte rejsebeskrivelse, Iter lapponicum (Laplandsrejsen). I hans arbejdsrum fandtes nu mængder af udstoppede fugle og fisk: øgler og frøer i glaskrukker, et herbarium med 3.000 svenske planter og mere end 1.000 opnålede insekter. Desuden boede et antal tamme fugle i rummet.
En af de planter, han blev fascineret af i Lapland, var den lille fine fjeldblomst, som nu hedder Linnea. Den blev navngivet af en hollandsk botaniker som en hyldest til Linné.
De øvrige rejser
I de følgende år berejste han de fleste af Sveriges andre landskaber. I 1734 var han gennem Dalarna, og senere til Øland og Gotland, til Västergötland og til sidst til Skåne. Med alle iagttagelser omhyggelig dokumenteret i rapporter og bøger efter hjemkomsten.
Overalt rejste han med en stor nysgerrighed og en usædvanlig iagttagelsesevne. Han foreslog for eksempel skovfolkene i Dalarna, at de kunne transportere stammerne ud til kysten ved at fløte dem på elvene, en idé, de tog op, og som efterhånden blev almindelig praksis. I stenbruddene beskrev han som den første fænomenet stenlunger, der ødelagde helbredet for mange. En bog om Linné har undertitlen ”han som så alt”. Det er en god karakteristik.
Mærkelig nok rejste Linné aldrig på ture til andre lande. Det havde han derimod en række elever, der gjorde. Og de kom hjem med herbarier og beretninger fra Afrika, Sydamerika, Japan, Kina, New Zealand og Australien, som han inddrog i sit arbejde.
Karriere
Men Linné flyttede dog på et tidspunkt til Holland, hvor han blev medicinsk doktor på en afhandling om malaria. I Holland fik han mange internationale kontakter. Og her fik han i løbet af 3 år trykt 12 bøger, herunder sit hovedværk Systema naturae, alle værkerne på latin. Den første udgave af Systema naturae var ganske tynd, men resten af livet arbejdede han videre på den, således at den i 16. udgave inden hans død var på 2.300 sider. Blandt de øvrige bøger, som han udgav i Holland, var Flora lapponica (Laplands flora) og en bog om fiskenes naturhistorie.
Hjemkommet til Stockholm fik han tid til at gifte sig, og han ernærede sig her som en travl læge med 40-60 patienter om dagen og fik sammen med sin hustru Sara Moraea 7 børn. I Stockholm var han medstifter af det svenske Kongelige Videnskabsakademi, hvis første præsident han blev.
I 1741 – 36 år gammel – flytter han til Lund, hvor han blev professor i botanik og medicin – to fag, der på den tid altid hørte sammen. Her boede han i professorboligen i den botaniske have, som han havde til sin rådighed lige til sin død. I haven var der 3.000 forskellige vækster. Desuden introducerede Linné en hel del dyr i haven,blandt andet papegøjer, strudse, en vaskebjørn med flere og i sin bolig havde han en abe boende (det forklarer nok, hvorfra Astrid Lindgren har fået inspirationen til Pippi Langstrømpes hr. Nilsson). Haven findes faktisk den dag i dag.
I 1746 blev han færdig med sin første bog om de svenske dyr Fauna svecica. Han ordnede dyreriget på samme måde som planterne i et system med klasser, slægter og artsnavne, og førte dem ind i sit store værk om Systema naturae. Det var Linné, der opfandt betegnelsen fauna for dyrene. Han indregnede menneskene blandt dyrene – i tæt familie med aberne (til manges forargelse dengang). Han satte menneskene og aberne i en fælles gruppe, som han kaldte primaterne. I et senere oplag af sin bog brugte han som den første betegnelsen Homo sapiens om mennesket.
Men Linné opfattede arterne som uforanderlige og som skabt af Gud i den skikkelse, som de nu engang havde. Så selv om han skrev, at aberne ”ligner os så meget, at det knap er til at se nogen forskel”, så var idéen om, at arterne havde udviklet sig fra hinanden, som Darwin fandt frem til 100 år senere, fremmed for Linné.
Alderdom
Han blev efterhånden en meget estimeret videnskabsmand. I 1757 blev han adlet og blev til Carl von Linné. Og han fik sig et våbenskjold med Linnea-blomsten øverst.
50 år gammel følte han sig imidlertid lidt svag, og han ønskede at flytte på landet. Han købte en gård i Hammerby uden for Uppsala, hvor han efterfølgende boede hver sommer. Den er indrettet som museum i dag. Her trivedes han: ”Træernes løv giver et behageligt sus, fuglene synger alle mulige herlige sange, hele vegetationen giver en herlig duft fra sig, insekterne flyver hid og did – ja, hvor man end vender sig, ser man resultatet af den utrolige Skabers værk”.
Han arbejdede hårdt hele sit liv og fik skrevet 175 bøger eller længere afhandlinger. Det værk, som han selv kaldte ”mit største mesterstykke” (han satte aldrig sit lys under en skæppe) hedder Species plantarum (Planterne). Det blev trykt i 1753 og blev to bøger på i alt 1200 sider med en beskrivelse af alle dengang kendte plantearter.
Men på sine sidste år mistede han hukommelsen og kunne til sidst ikke huske navnene på en eneste af de planter, han selv havde navngivet. Han døde i januar 1778, 70 år gammel – i øvrigt med det sidste ønske til sin kone, at hun passede på hans have, og at hun plantede nyt, hvor der var træer, der gik ud.
Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)
By: phi@skovdyrkerne.dk
