Bogen indleder med at spørge: Er den biologiske mangfoldighed – også kaldet biodiversiteten – en gave, en udgift eller kan det være en kilde til indtægt? Det afhænger nok i høj grad af omstændighederne, af øjnene der ser og af den enkelte skovejers driftsformål.

Her bringes til inspiration en række tilfældige nedslag i bogens mere end 200 sider. I kommende numre af Skovdyrkeren vil emner fra bogen blive taget op og suppleret.

Almindelige tips til skovrejseren

Den omvendte remise

I forbindelse med jagt på åbne arealer er det typisk, at man som jæger stiler mod den uhøstede, våde plet på den store stubmark. Det samme gælder det tilplantede markhjørne, den lille remise, ja selv en selvsået hyldebusk ved en elmast indgyder håb om en jagtoplevelse. Det er her råvildtet kunne stå, her fasanen kunne trykke – og så er der jo altid muligheden for, at sneppen gør det samme.

Det er ganske typisk for mennesket, at vi bemærker forskelle mere end ligheder, og det gælder også for dyrene. Plant en lang pilegren i et sprøjtespor i en kornmark, og bukken vil uvilkårligt opsøge den og feje på den – selv om den kommer inde fra skoven, hvor der ellers er træer nok.

Variation er magisk og skaber liv. Derfor er et af de bedste råd til en skovejer at lave flere åbne pladser. Man kunne kalde det `omvendte remiser´, altså områder uden skovbevoksning. Mulighederne er talrige: Udnyt eksisterende overdrev og vådområder, undlad genplantning efter død ask, etablér (eventuelt blot små) nye skovenge eller vildtagre, udvid skovveje og -spor, gør allerede etablerede aflæggepladser for flis og råtræ større. Jo mere variation, jo bedre.

Berig vandløbet

Vand er den hurtigst virkende og mest effektive faktor til påvirkning af biodiversiteten i skoven. Lukning af grøfter sammen med andre tiltag kan meget hurtigt skabe stor variation i både lystilgang, dødt ved og udbud af levesteder.

Bogen Natur- og vildtpleje i skoven af Per Kauffmann og Karsten Raae kan købes på Skovdyrkernes webshop www.skovdyrkershop.dk til medlemspris (100 kr. plus moms)

By: kra@skovdyrkerne.dk

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #48

Læs andre artikler inden for Juletræsdyrkning