Screeninger bevarer natur og sikrer skovejernes afsætning
Skovdyrkerne screener alle skovningsprojekter. Screeningen sikrer, at værdifuld natur ikke går tabt. Samtidig skaber det sikkerhed for afsætning af skovejerens produkter.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Simon Kortnum Fabricius taster løs på computeren. Han forbereder et skovningsprojekt, og med et klik åbner han et digitalt kort over landskabet ved Skanderborg.
Kortet har røde og grønne farver. Det viser, hvor der er særlig værdifuld natur.
– Det er et HNV-kort. Det står for high value nature, forklarer skovfogeden.
– De røde farver viser skov med natur af høj værdi. Det aktuelle skovningsprojekt ligger i et grønt område. Derfor kan vi udføre det uden problemer. Havde det ligget i rødt, skulle vi i gang med at undersøge det nærmere, fortsætter Simon Kortnum Fabricius, der er skovfoged ved Skovdyrkerne Midt.
Gennemgangen af HNV-kortet er en del af det faste screeningsarbejde, som han udfører forud for enhver skovningsopgave.
Ligesom resten af kollegerne i Skovdyrkerne har han gjort det de seneste to år.
– Vi screener hver eneste gang, vi udfører en skovningsopgave. Det gælder, uanset om det er bøg til møbeltræ eller et flisprojekt, siger Simon Kortnum Fabricius.
Oldtidsminder
Han klikker videre ind i et andet kort. Her popper tre store cirkelmarkeringer frem i midten af kortet.
– Cirklerne dokumenterer, at der er tre gravhøje i projektet. De er markeret med tre 100-meters cirkler. Cirklerne viser en zone rundt om højene, hvor der ikke må udføres landskabelige ændringer. Man må eksempelvis ikke tilplante tættere end 100 meter, forklarer skovfogeden.
Han uddyber, at der gerne må skoves træer fra gravhøje, da myndighederne ønsker, at gravhøje bliver holdt fri for bevoksninger.
– Så her i det aktuelle projekt er det ikke et problem. Men er vi i tvivl, spørger vi altid den pågældende kommune. Det er kommunerne, der er myndighed, når det gælder sårbar natur og fortidsminder, siger skovfogeden.
Mange elementer
Screeningsarbejdet udføres af alle skovdyrkerforeninger, når der skal udføres et skovningsprojekt. Skovdyrkerne Midt bruger en fast skabelon til arbejdet.
– Udover tjek for værdifuld natur og fortidsminder, skriver vi også en arbejdsbeskrivelse til entreprenøren i vores skabelon. I arbejdsbeskrivelsen kan der stå, hvilke træarter, der er tale om. Vi markerer også aflægningspladsen og vedlægger matrikelkort med mere, forklarer Simon Kortnum Fabricius.
– På den måde kan vi undgå misforståelser og samtidig sikre en smidig arbejdsgang, fortsætter han.
Brancheaftale
Screeningsarbejdet har baggrund i en brancheaftale fra 2016.
– Varmeværkernes brancheorganisation Dansk Energi indgik dengang en aftale om bæredygtig flis. Det betyder, at leverandører af flis til de store danske varmeværker skal dokumentere blandt andet oprindelse, bæredygtighed med mere. Det lever vi op til med screeningsarbejdet, siger Simon Kortnum Fabricius.
Blandt andet er der krav om, at Skovdyrkerne underviser entreprenørerne i at udføre skovningsopgaven.
– Til det formål er screeningen et godt værktøj. Alle vigtige punkter er skrevet ned. På den måde undgår vi misforståelser. Vi kan altid tage fat i dokumentet og se, hvad der er aftalt. Det giver ekstra klarhed og sikkerhed for både ejere, os som skovfogeder – og den udførende entreprenør, siger han.
Selvom dokumentationen er en ekstra arbejdsgang for skovfogeden, koster det ikke ekstra for medlemmerne.
– I Skovdyrkerne har vi besluttet, at arbejdet udføres uden ekstra omkostninger for vores medlemmer. Du kan sige, det er en gratis – men også nødvendig service for vores medlemmer, da den sikrer afsætningen af medlemmernes flis, forklarer han.
Godt værktøj
Simon Kortnum Fabricius oplever nu screeningen som et værdifuldt værktøj, der forbedrer og letter samarbejdet imellem skovfoged og entreprenører.
– Der har selvfølgelig været noget indkøringstid. Vi og entreprenørerne skulle først lære at bruge det, men nu er jeg meget glad for det. Min oplevelse er, at vi effektiviserer opgaverne, og samtidig minimerer risikoen for fejl betydeligt, siger Simon Kortnum Fabricius.
Han ser også tydelige fordele for ejeren.
– Screeningen sikrer, at skovejeren ikke får ødelagt oldtidsminder eller værdifuld natur. Samtidig er ejeren sikker på at kunne afsætte sin flis til samtlige varmeværker, da flisen overholder kravene i brancheaftalen, siger skovfogeden.
Brancheaftalen er siden 2016 blevet indfaset i små skridt, og den er fuldt ud indfaset i år.
usemap=”#dakort” alt=”” />
Skovdyrkerne
Sekretariatet
Parallelvej 9A
8680 Ry
info@ skovdyrkerne.dk
CVR-nr. 82 28 90 11
Jyske Bank 7560 – 1007943
Kontakt
Viden om
Om Skovdyrkerne
Cookies på Skovdyrkerne.dk
Når du besøger Skovdyrkerneshjemmeside anvender vi cookies til at registrere, hvad vores kunder ser på hjemmesiden.
Ønsker du ikke at acceptere cookies, kan du indstille din browser til automatisk at afvise cookies eller underrette dig hver gang et websted anmoder om at gemme cookies.Læs mere.