28-årige Dorte drømmer om skov på fuldtid
Dorte Christiansen blev skovejer allerede som 18-årig og ejer i dag 450 hektar skov ved Silkeborg. Hun brænder for skovbruget og drømmer om, at skoven på sigt bliver hendes fuldtidsbeskæftigelse.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Med røde fjällräven-bukser og robuste støvler traver 28-årige Dorte Christiansen ind i Linå Vesterskov ved Silkeborg.
Foråret spirer frem i stiens grønne rabatter. Hun kender vejen og bevoksningerne som sin egen bukselomme.
Omgivelserne er kulisser til hendes ungdom. Her er hun opvokset. Her har hun arbejdet utallige timer i sine unge år, da hendes far ejede skoven.
For knap ti år siden overtog hun selv skoven og blev ejer af 450 hektar skov.
Det var som 18-årig.
Hvad der får en ung pige til at blive skovejer allerede i sine sene teenageår, vender vi tilbage til.
Den 1. maj i år blev det med skoven nemlig alvor. Sådan rigtigt.
Den dag flyttede hun ind på gården, der hører til skoven.
Dorte Christiansen bor nu midt i de 450 hektar skov og er næste led i familiefortællingen om Linå Vesterskov. En fortælling, som hendes oldefar startede op tilbage i 1930’erne, da han købte skoven.
Nyder arbejdet i skoven
Stien snor sig forbi unge sitka-bevoksninger på den ene side og nobilis på den anden.
Det er i skoven, Dorte Christiansen har det allerbedst.
Hun lader tankerne flyve tilbage til de helt unge år. I tankemylderet er det også skoven, der popper op.
– Da jeg var teenager, var jeg i skoven hele tiden. Jeg hjalp min far meget. Så snart jeg havde mulighed for det, var jeg med ham ude i juletræerne eller i skovbevoksningerne. Det interesserer mig sindssygt meget, og jeg har altid drømt om det her, fortæller hun.
Ud af en skovbrugsfamilie
Med i skoven er også Dortes far, Søren Christiansen, som beretter om familiens historie i Linå Vesterskov.
Søren Christiansens morfar, skovbrugsprofessor Grøn, købte skoven sammen med en kammerat.
– Senere flyttede min bedstemor med herover, og i 1954 købte min morfar vennen ud og blev dermed eneejer af skoven, fortæller Søren Christiansen.
Søren Christiansen har ejet og drevet Linå Vesterskov fra 1978 og frem til 2012. I 2012 gik ejerskabet videre til den dengang 18-årige datter Dorte Christiansen.
– Det er klart, at det er en kæmpestor opgave at få som 18-årig. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville det. Jeg har heller aldrig fortrudt det et eneste sekund, siger Dorte Christiansen, og sender blikket ud over det bakkede terræn.
– Naturen og arbejdet herude i skoven holder jeg enormt meget af. Arbejdet er fyldt med frihed og jeg elsker at være i naturen, fortsætter hun.
Der er ikke mange af Dorte Christiansens slags i dansk skovbrug. Unge kvinder, som ejer skov, er lidt af et særsyn.
– Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, vikvinder er i mindretal. For mit eget vedkommende har jeg altid holdt enormt meget af arbejdet i skoven. Det, at jeg er kvinde, har jeg aldrig tillagt betydning. Jeg tænker slet ikke over det og har heller aldrig mødt negative kommentarer, siger hun og tilføjer, at hun fuldt ud lige så godt kan varetage opgaverne i skoven som mænd.
Gradvis overtagelse af opgaver
Dorte Christiansen er i dag 28 år. Hendes far er fortsat aktiv i driften af skoven, men hun involverer sig mere og mere i den daglige drift og i beslutningerne.
– Jeg bliver sluset mere og mere med ind i arbejdet. Det er en stor opgave. Men jeg gør mig umage for at suge til mig og lære, siger hun.
Dorte Christiansen er uddannet civilingeniør med speciale i geoteknik. Hun arbejder fuldtid ved konsulentvirksomheden Cowi. – Jeg overvejede faktisk at uddanne mig indenfor skovbrug. Men jeg blev bekymret for, om det ville blive for altopslugende og for snævert, hvis jeg gjorde det. I stedet valgte jeg ingeniøruddannelsen. Herfra kan jeg trække på mange nyttige kompetencer, siger hun. Hun har altid følt sig tæt knyttet til familien og til Linå Vesterskov.
– Faktisk brød jeg mig ikke om, at jeg skulle til København, hvis jeg valgte en skovbrugsuddannelse. Det ville betyde, at jeg ikke kunne fortsætte min tilknytning til skoven – i hvert fald i studieårene, siger hun.
Om Linå Vesterskov |
|
|
|
|
|
|
|
Den mindste af tre
På vej op igennem skoven går turen forbi tre enorme ædelgraner. En er meget høj, den næste er høj og den tredje er mindre – men stadig enormt robust og med et bundsolidt fæste i den østjyske muldjord.
– Jeg har altid set de tre træer som et billede på mig og mine to søskende. Jeg er lillesøster og har også altid været den mindste i søskendeflokken, siger hun.
At det netop blev Dorte og ikke en af hendes to søskende, som blev skovejer, har ikke altid stået klart.
– Vi har tre døtre. Vi har aldrig ønsket at dele skoven op i tre, fordi vi frygter, at det alt for nemt kan ende i konflikt imellem de nye skovejere. Vi har hele tiden vidst, at vi skulle træffe et valg for at sikre, at skoven forbliver i familiens eje, siger Søren Christiansen.
Han løfter blikket og kigger hen til sin datter.
Efter en lille pause fortsætter han.
– Sådan en beslutning er ikke nem. Slet ikke, faktisk. Vi snakkede tingene igennem. Vi spurgte vores døtre, hvem de helst ville komme hjem til på besøg. Der opstod enighed om, at Dorte skulle være den, som driver skoven videre, siger Søren Christiansen.
Selvom beslutningen om ejerskabet for længst er truffet, er Søren Christiansen klar over, at regnestykket aldrig går i nul.
– Vi har kun en skov. Vi kommer aldrig til at kunne kompensere tilsvarende økonomisk overfor mine to andre døtre. Det ville kræve, at vi var helt enormt velhavende, siger Søren Christiansen.
Han tænker lidt og skubber så en ekstra replik afsted.
– Faktisk var det nemmere på min tid. Dengang var jeg den eneste dreng i børneflokken – og så var der slet ikke noget valg eller nogen diskussion. Sådan var tiderne dengang, husker han.
I dag har Dorte Christiansens to storesøstre gode uddannelser som læge og advokat. De er begge bosat i København.
De seneste fire år har Skovdyrkernes skovfoged Klaus Lindhardtsen været tilknyttet ejendommen. Udover skovdriften produceres der også klippegrønt.
Sagde ikke noget til veninderne
Dorte Christiansen har altid været klar over, at skoven er en stor opgave. Det er noget, som veninderne kun vanskeligt kan relatere til.
– Det var nok også derfor, at jeg ikke sagde noget om det til mine veninder i gymnasiet. Ikke at det var hemmeligt. Jeg sagde bare ikke noget om det, siger hun. Begrundelsen grubler hun over et øjeblik.
– Jo, for det var alt for anderledes og alt for svært at forstå for mine veninder. Det er faktisk først her i de senere år, at mine veninder sådan for alvor er begyndt at forstå det. Altså forstå den forpligtelse og det ejerskab jeg har på mine skuldre, forklarer hun.
Hun husker også, at det kan give udfordringer, når det kommer til familie og parforhold.
– Jo, for hvordan siger man nu lige til sin kæreste, at hvis vi to skal være sammen, så skal vi bo her på gården. Ja, du skal for resten også lige acceptere, at dinesvigerforældre bor mindre end en kilometer herfra. Det er ikke den allerbedste scorereplik, lyder det.
Hun kigger op og smiler.
– Når det er sagt, så er plusserne bare så meget større end ulemperne. Jeg nyder den store ro. Jeg nyder at være i naturen – og jeg nyder at producere noget, siger hun.
1. maj flyttede Dorte Christiansen ind på gården, der hører til Linå Vesterskov. Fra huset er der udsigt ud over Julsø.
Flotteste nåletræ i landet
Og den unge skovejer har alle muligheder for at producere råtræ i høj kvalitet.
Hun har overtaget østjyske nåletræsbevoksninger på omkring 350 hektar. Nål, som er i en helt uforlignelig kvalitet. De primære arter er rødgran, douglas og sitka.
– Der kan godt findes nåletræ andre steder i landet i samme kvalitet. Men du kan ikke finde noget, som er bedre end det her. Træerne er finkvistede og snorlige. De er i en enestående god kvalitet, fastslår skovfoged Klaus Lindhardtsen.
Han er med i skoven og har været rådgiver ved Linå Vesterskov de seneste fire år.
Høj plantetæthed
Spørger man Søren Christiansen om hemmeligheden, peger han på den gode østjyske jord og plantetæthed.
– Min far sagde altid: Plant tæt og skov svagt. Det har jeg også altid praktiseret. Det betyder, at vi planter 5000 planter pr. hektar. Det svarer til planteafstand på 1,30 X 1,30 meter, siger Søren Christiansen
Skovfoged Klaus Lindhardtsen nikker bekræftende.
– Det er lige min filosofi, det der. Ikke alt det der med store planteafstande. Det dur ikke.
– Samtidig skal første tynding være svag og sen. Første gang vi går ind i en nålebevoksning er ved 25 års-alderen. Derefter tynder vi svagt hvert tredje eller hvert fjerde år. Den strategi giver nåletræ i meget høj kvalitet, siger Klaus Lindhardtsen.
Far og datter, Søren og Dorte Christiansen, har arbejdet sammen utallige timer i Linå Vesterskov. Søren Christiansen varetager også posten som bestyrelsesformand i Green Product, Skovdyrkernes salgsselskab for juletræer og klippegrønt og er næstformand i bestyrelsen for Skovdyrkerne Midt.
Drømmer om fuldtid
Som tiden går, er det i stadig højere grad Dorte Christiansen, som tager faglige beslutninger i skoven. Hun drømmer om på sigt at gøre skoven til sin levevej.
– Men det bliver ikke kun med traditionelt skovbrug. Jeg har mange ideer og tanker om, hvordan vi kan udvikle forretningen, sådan at der skabes indtægter fra andet end skovbrugsaktiviteter, siger hun. Hun nævner outdoor-aktiviteter og adventure-kurser, som nogle af mulighederne.
– Silkeborg har sat outdoor højt på dagsordenen. Flere og flere danskere vil gerne være aktive i deres lokale natur. Det vil vi gerne hjælpe med. Jeg er sikker på, at der kan udarbejdes nogle fornuftige forretningsmodeller i den retning, siger hun.
På sigt vil hun gerne gøre skoven til sin fuldtidsbeskæftigelse.
– Jeg vil gerne leve af skoven på den ene eller anden måde. Men på det helt lange sigt vil jeg gerne sikre en fortsat sund og fornuftig drift af Linå Vesterskov. Når den tid kommer, håber jeg, at jeg får børn, som jeg kan overdrage skoven til, siger Dorte Christiansen.
