Skæve vurderinger skaber usikkerhed
De seneste uger har Vurderingsstyrelsen udsendt foreløbige ejendomsvurderinger. Nogle ejere har modtaget helt skæve vurderinger, og det skaber usikkerhed for ejerne.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Ejere af ejerboliger har de seneste uger modtaget ny foreløbig 2022-ejendomsvurdering. Det gælder også for mindre ejendomme, som i foråret blev omkategoriseret til ejerbolig. Allerede kort tid efter, at de nye vurderinger var udsendt, begyndte der at dukke historier op om vurderinger, som rammer helt ved siden af skiven. I Facebookgruppen ’Netværk mod nye ejendomsvurderinger af små landbrug’ vrimler det med fortællinger fra chokerede og frustrerede ejendomsejere. Nogle melder om flere tusinde procents stigninger. Andre har fået deres jord vurderet til flere millioner pr. hektar. LandbrugsAvisen har talt med en ejer af en mindre landejendom på knap ni hektar. I det tilfælde er vurderingen steget fra 532.000 kroner til næsten 29 millioner kroner.
– Jeg bliver trist helt ind i hjertet. Jeg kan ikke finde ord, og jeg bliver så træt. Jeg synes, det er et kæmpe svigt af vores politikere, siger ejeren Tonny Tanev til LandbrugsAvisen. Hans ejendom blev tidligere på året omkategoriseret af Vurderingsstyrelsen fra landbrugsejendom til ejerbolig.
Mulighed for klage
Oprindeligt var der lagt op til at disse foreløbige vurderinger ikke kunne påklages før i 2025. Skatteminister Jeppe Bruus har dog efterfølgende åbnet op for, at ejerne skal have mulighed for at klage over meget forkerte vurderinger. Vurderingsstyrelsen har nu meldt ud, at der er givet adgang til, at boligejere i helt særlige tilfælde kan få rettet deres foreløbige vurdering. Fra Landbrug Fødevarer kritiserer man den dårlige klagemulighed.
– Det skaber en stor utryghed, og er i strid med retssikkerheden, at det som udgangspunkt ikke er muligt at klage over de foreløbige ejendomsvurderinger nu, men først når de endelige foreligger i 2025, siger viceformand Lone Andersen til LandbrugsAvisen.
Se din vurdering
Ejendomme på overgangsordningen og skov- og landbrugsejendomme får ifølge planen deres foreløbige 2022-vurdering i løbet af oktober-november. Fra Skovdyrkerne råder vi til, at ejere holder øje med, om der dumper en ny vurdering ind. Som ejer kan du tjekke om din ejendom har fået ny vurdering på vurderingsportalen: www.vurderingsportalen.dk ejerbolig/ejendomsvurdering/ foreloebige-vurderinger