Forening kritiserer analyse af CO2-belastning
Livscyklusanalyse af juletræer rammer ved siden af skiven, mener bestyrelsen i Økologisk Juletræsforening. Branchedirektør afviser kritikken.
Sidste år fik foreningen Danske Juletræer udarbejdet en livscyklusanalyse. Den viser, at produktionen af danske juletræer isoleret set fjerner CO2 fra atmosfæren. Indregner man privatkundens afhentning af sit træ, belaster et konventionelt danskproduceret juletræ med 2,6 kilo CO2-ækvivalenter. Et økologisk træ belaster en smule mere, nemlig med 2,9 kilo CO2-ækvivalenter.
Analysen blev omtalt i Skovdyrkeren nummer 89, juli 2023. Analysen møder nu kritik fra Økologisk Juletræsforening. I et indlæg påpeger foreningen blandt andet, at dokumentation for påstande om
bæredygtighed skal baseres på en livscyklusanalyse, der viser, at virksomheden ikke forringer de kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov. Der skal også tages hensyn til sundhedsmæssige,
sociale og etiske forhold. Markedsføring om bæredygtighed, der blot henviser til
analyser af CO2-belastningen, er derfor ikke rigtig, skriver foreningen i et indlæg
og henviser til Forbrugerombudsmandens vejledninger. Foreningen savner fagligt videnskabeligt belæg for resultaterne, når det gælder de økologiske træer. Det undrer også foreningen, at man ikke har taget kulstoflagringen i jord med, når man regner med kulstofopbygningen i træerne.
Om analysen |
Livscyklusanalysen er udarbejdet af rådgivningsvirksomheden Force Technology for brancheforeningen Danske Juletræer |
Scheel, Claus Nordstrøm, 2022: Livscyklusvurdering af danskproducerede juletræer. Force Technology, 2605 Brøndby, Denmark. |
Analysen kan læses i sin helhed hos Danske Juletræsproducenter via linket her: https://christmastree.dk/ media/441325/rapport-lca-afjuletraeer-1410-2022.pdf |
Et sammendrag af undersøgelsen kan læses i Skovdyrkeren nummer 89, juli 2023 |
Brancheforeningen Danske Juletræer er blevet forelagt kritikken. Direktør Claus
Jerram Christensen fastholder, at analysen er faglig korrekt. Han gør det klart, at Danske juletræ-
er har både konventionelle og økologiske juletræsproducenter som medlemmer og
finder det ærgerligt, at to produktionsformer for naturlige juletræer skal ”bekrige”
hinanden, når den virkelige fjende er plastiktræet eller ingen træ.
Resultaterne er uvildige
– LCA-analysen er gennemført af Force Technology og ikke Danske Juletræer. Der skal derfor ikke herske tvivl om, at resultaterne er uvildige, valide og løst med en høj grad af LCA-faglighed og ekspertise, siger han.
Claus Jerram Christensen gør opmærksom på, at LCA-analysen ikke påberåber sig bæredygtighed, men studiet dokumenterer en vifte af miljøpåvirkninger for produktion af juletræer i Danmark. Datagrundlaget i LCA-analyserne er dyrkningsmodeller, hvortil også medlemmer af Økologisk Juletræsforening har bidraget
for den økologiske del. Økologiske producenter er lige så forskellige som konventionelle producenter. Derfor er der arbejdetmed begge produktioner i en vis skala.
– Ser vi alene på klimaspørgsmålet (CO2-belastning) er det rigtigt, at økologisk produktion har en marginalt større klimabelastning end konventionel. Sådan forholder det sig også med landbrugsproduktion. Den væsentligste årsag er ikke det øgede brændstofforbrug i økologien, men det faktum, at de økologiske træer er
mindre fyldige (træerne har optaget mindre CO2 under væksten) og dermed også tilbyder en mindre biomasse til recirkulering, når træerne efter jul indgår i andre træprodukter eller brændes af til energi.
Men så kan de økologiske træer noget andet på miljøområdet, og der er plads til og brug for begge produktioner, oplyser Claus Jerram Christensen. Direktøren gør det klart, at Danske Juletræer generelt har svært ved at finde faktabaserede argumenter for de kritikpunkter, der er rejst fra Økologisk
Juletræsforenings side, men stiller meget gerne op for en gennemgang af tallene i LCA-analysen.
– Det er vigtigt, at vi samarbejder mest muligt om markedsføringen af det naturgroede juletræ – uanset om det er konventionelt eller økologisk, fremhæver han. Hovedkilden til analysen var desværre ikke nævnt i Skovdyrkeren nr. 89, men den fremgår i boksen.