Blæsten rusker i bøgene, og regnvåd lerjord klistrer til støvlerne. Det er efterår, og Per og Ulrikke Brandt Nordqvist er på vej ind i deres familieskov ved Skanderborg. Himlen er grå og hænger tungt over 100-årige bøge, som generationer af skovejere har passet og udvalgt til blivende hovedtræer.
– Man får lidt et sus, når man går igennem skoven. Det er storslået at gå under bøgene, som er over 100 år gamle. Vi går jo sådan set igennem det arbejde, som min families tidligere generationer har udført – og som nu er lagt over i vores hænder, siger Ulrikke Brandt Nordqvist. Det unge par har overtaget skoven
efter Ulrikkes forældre. De ejer nu skoven som fjortende generation af familien Brandt.
– Det er en spændende opgave for os. Men det er naturligvis også en udfordring. Vi vil passe godt på værdierne og dyrke skoven, sådan at den er i god drift til næste generation, siger Ulrikke Brandt Nordqvist.

Unge skovejere

Per og Ulrikke Brandt Nordqvist tilhører en forsvindende lille gruppe af skovejere
– nemlig de unge. Per er 36 år og Ulrikke er 35 år. De er begge ingeniører og har tidligere boet og
arbejdet i Norge i en årrække. De flyttede hjem til gården i 2016 efter årene i Norge.
De har ikke haft det som en fast strategi, at slægtsgården skulle være basen for deres fælles liv.
– Nej, det lå ikke i kortene, at vi skulle overtage gården her. Men da vi flyttede hjem til Danmark, faldt vi hurtigt til her på gården. Vi fandt hurtigt ud af, at det er her, vi vil bygge vores tilværelse op, fortæller
Ulrikke Brandt Nordqvist. Hun gør det samtidig klart, at der aldrig har været pres fra familien.
– Men min mor blev selvfølgelig meget glad, da vi fortalte hende, at vi gerne ville overtage, lyder det.
Per og Ulrikke Brandt Nordqvist indgik i en generationsskiftehandel med Ulrikkes
mor, Hanne Brask Brandt, i 2019. Herefter var parret officielt 14. Brandt-generation på Arnelund.

Imellem bøgene er der mindre arealer med ahorn

Skovdyrkerne passer skoven

Parret fortsætter ned ad skovstien og kommer længere ind i bøgeskoven. Skoven består primært af bøg, men indimellem er der lysninger med nyplantninger og unge bevoksninger med lærk og sitkagran. Ulrikke har mange minder fra lege og ture i skoven. Det føles naturligt at dyrke skoven videre på det fundament, hendes far har skabt. Ulrikke og Per Brandt Nordqvist har overtaget familieskoven, som fjortende Brandt-generation.

Min far elskede skoven. Han købte mere skov til gården – og han var også selv aktiv i bestyrelsen i vores lokale skov-dyrkerforening. Der er ingen tvivl om, at det er min far, som har vakt interessen i mig, siger hun. Parret stopper op ved en lærke-bevoksning, og Per Nordqvist sender blikket ind over de unge træer. Træerne er kommet fantastisk godt. Efter bare få sæsoner er de allerede vokset over mandshøjde, siger han.

Han planter selv i skoven og vedligeholder skovvejene. Ellers er det Skovdyrkerne Midt, som tager sig af pas- ningen.

Vi har Kai Boisen som fast skovfoged i skoven. Han har passet skoven i mange årtier. Det er vi meget glade for. Kai arbejdede også sammen med min far, da han ejede skoven. Vi opnår god kontinuitet i driften, når vi har samme skovfoged i så mange år, siger Ulrikke Brandt Nordqvist. Tyndinger og skovninger aftaler Per Nordqvist sammen med skovfogeden. Faktisk var der planlagt en tynding i en bøgebevoksning her i efteråret.

Men det må vi udskyde. Det har reg-net alt for meget. Jorden er leret, og det kræver virkelig tørre forhold, når vi arbejder i skoven, hvis vi skal mindske spor fra maskinerne, siger Per Nordqvist.

Råtræ og herlighed

De unge ejere nyder skovens herlighed, men de er også fast besluttede på at dyrke skoven og producere råtræ. De holder et vågent øje med driftsøkonomien.

– Skoven skal give overskud. Vi vil ikke poste penge i driften, men det har også vist sig at være muligt at skabe et lille overskud på driften, siger Ulrikke Brandt Nordqvist. Parret er enige om, at de vil udvikle og forbedre skoven – og bygge videre på det arbejde, som tidligere generationer har udført.
Vi er meget bevidste om, at vi skover nænsomt – og altid under tilvæksten. Der skal stå meget råtræ i høj kvalitet i skoven den dag, hvor vi giver den videre til næste ejer, lyder det.


Imellem bøgeskoven er der unge bevoksninger af blandt andet sitka

Opvokset i parcelhus

Ulrikkes familie har arbejdet med land- brug i generationer, og hun føler sig hjemme på gården og i skoven.

Da jeg var yngre, havde vi 400 søer i staldene og producerede smågrise. Desværre døde min far i en ulykke i 2008 – hvorefter min mor drev landbruget videre, siger Ulrikke Brandt. Per er fra Kalmar i Sverige og har ikke erfaring med hverken skov eller landbrug. Jeg er vokset op i et parcelhus og har faktisk aldrig haft noget med landbrug eller skovbrug at gøre. Men jeg nyder at bruge hænderne og at passe det praktiske arbejde i skoven og på gården. Så for mig, nemt at falde til her på stedet, siger Per Nordqvist.

Fremtidsplaner for gården

Efter turen i skoven fortsætter snakken om kommende projekter i stuehuset. Her er parret i gang med renovering i husets køkken-alrum. En stor del af renoveringen står Per Nordqvist selv for.

– Stuehuset er ligesom gårdens staldbygninger fra 1888. Det hele er solidt bygget, men det skal vedligeholdes og renoveres. Ligesom med skoven vil vi ger- ne forbedre og udvikle gården, sådan at vi har nogle gode rammer om vores tilværelse – og til dem, der kommer efter os, lyder det fra Per Nordqvist. Om der kommer en femtende Brandt- generation på gården, er usikkert.

Det må vi se på, når den tid kommer. Der bliver i hvert fald ingen tvang fra vores side. Men måske får et af vores børn lyst til at overtage stedet – eller måske en af deres fætre eller kusiner, siger Ulrikke Brandt Nordqvist. Udover skoven er der 35 hektar agerjord til ejendommen og omkring 10 hektar eng. Agerjorden er bortforpagtet til Ulrikkes mor, som fortsat er planteavler.


Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #92