Byggebranchen er en af de tunge drenge i det danske klimaregnskab. Tredive procent af hele Danmarks samlede CO2-udledning kommer direkte eller indirekte fra bygge og anlægsbranchen.
Det vil Henrik Andreasen gøre op med. Han er indehaver af virksomheden Woodfiber og har mere end 30 års erfaring fra isoleringsbranchen.
– Vi skal gøre byggebranchen grøn. Det er vores store mål. Derfor har vi udviklet en træuldsisolering, som er bæredygtig, har lav CO2-belastning og som ikke indeholder sundhedsskadelige eller svært nedbrydelige stoffer, fortæller han. De seneste år har han også udviklet komplette byggesystemer, som udelukkende består af træbaserede materialer. Visionen er at bygge sunde huse med lav CO2-belastning.
– Vi bygger sunde boliger, hvor der er godt indeklima. Vi tør tænke anderledes end den traditionelle branche. Som eksempel har vi ikke dampspærre i husene. Vi trækker fugten ud igennem væggene, hvilket har vist sig at fungere godt, siger han og tilføjer, at der aldrig har været et eneste tilfælde af skimmelvækst.
– Samtidig kan vi faktisk bygge både hurtigere og billigere, end traditionelt byggeri med tegl, stål og beton, fortsætter han.

Kvalitetsprodukt

I dag har Woodfiber egen fabrik i Sverige, hvor der produceres træuldsisolering.
– Men vi er i gang med at bygge fabrik i Kalundborg. Det bliver den største fabrik af træuldsisolering i
Danmark, siger han. Henrik Andersen forklarer, at træuldsisolering fremstilles i mange forskellige kvaliteter og dermed prisklasser.
– Vores produkt er et kvalitetsprodukt. Det særlige ved vores træfiberisolering er, at sukkerstofferne
er taget ud af træet. Det betyder, at skimmel ikke kan leve i isoleringen. Samtidig forbedrer det modstandsdygtighedens overfor brand. Vi har kun tilsat ganske lidt brandhæmmer i vores produkt – og alligevel har vi den højeste brandklasse på markedet. Den hedder B-s2,d0, siger indehaveren.
Han uddyber at isoleringen er produceret af resttræ fra skovindustrien, som hugges til flis og efterfølgende omdannes til pulp. Det er pulpen, som Woodfiber fabrikerer til træfiberisolering.

Kæmpe marked

Woodfibers isolering og koncept er nået godt ud på markedet.
– Vi har leveret til en lang række grønne byggerier i mange dele af landet, siger Henrik Andreasen.
Direktøren er overbevist om, at vi kommer til at bruge mange flere biogene byggematerialer i fremtiden. Han
mener, at politikerne burde fokusere mere på skoven, end på at udvikle milliarddyre anlæg til at fange og
lagre CO2.
– Husk på, at skoven er naturens eget Carbon Capture Storage-anlæg
– og det virker. Derfor skal vi plante langt mere skov med hurtigtvoksende træer, som vi kan bruge til byggematerialer. Derved lagrer vi store mængder CO2 i nybyggeri og renoveringer, siger direktøren.
– Træ er et fantastisk materiale. Det er fornybart, og det optager store mængder CO2 igennem den naturlige vækst. Vi skal bare sørge for at plante flere træer, end vi bruger – så
har vi en fantastisk grøn kilde til fremtidens byggerier, siger han

Virksomhed vil udvikle produkter med skovbruget

Tekst: Jens Mathiasen

Skovbruget må frem i skoene. Branchen skal være med til at udvikle nye træbaserede materialer i stedet for kun at dyrke træer. Sådan lyder opfordringen fra Henrik Andreasen, der er indehaver af virksomheden Woodfiber, der fremstiller træuldsisolering og klimavenlige byggesystemer.
– Jeg synes, det kunne være meget spændende at udvikle nye bæredygtige byggematerialer sammen med skovbrugsbranchen.
– På den måde vil skovbruget komme med længere ind i værdikæden, og skovejerne vil
på den måde få en betydeligt større bid af kagen i stedet for bare at levere råvarerne, siger
Henrik Andreasen. Han tilføjer at andre sektorer som for eksempel dansk landbrug har haft stor succes med at trække råvareleverandørerne helt ind i værdikæden.
– Det samme gør Södra i Sverige. Så vi skal bare se at komme i gang i Danmark, siger han

Sportræer og flis

Wood Fiber bruger flis fra nåletræ til produktion af træuldsisolering. I dag indkøbes råvarerne som pulp fra Tyskland og Sverige.
– Jeg vil gerne købe dansk pulp, men det er praktisk talt umuligt at opdrive. Det er en
skam, at de danske skovejere ikke er med i udviklingen.

– Eksempelvis vil jeg gerne afprøve hybridlærk til isolering. Den træart er plantet i stort
antal de senere år. Størstedelen af de træer ender i flismaskinen. Men med forædling til
isolering eller andre produkter, kan vi øge værdien af skovbrugets flis, siger han.
Henrik Andreasen mener, at der ligger et enormt marked og venter.
– Den grønne omstilling af byggebranchen drøner afsted – og der er enorme muligheder
for at udvikle nye bæredygtige træprodukter, siger han og tilføjer, at hans telefon er åben
for opkald fra den danske skovbrugsbranche.
– I ringer bare – så tager vi et møde, lyder det.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #93