Skoven giver virkelyst og livsglæde i seniorårene

Christen Rauff og hans kone har rejst skov på landbrugsjord. Den beslutning har de aldrig fortrudt. Skoven har givet de to pensionister livsglæde og utallige gode oplevelser.

Aprilsolen skinner og sender forårsstråler ned igennem unge bøge, ege og douglasgraner.

Christen Rauff spadserer afsted igen- nem den skov, han for 25 år siden besluttede at rejse på sin landbrugsjord.

– Sikke et vejr. Skoven bliver ikke skønnere, end på forårsdage, hvor det hele er på nippet til at springe ud, siger han og sender blikket ind i en afdeling af egetræer.

For Christen Rauff er skoven en passion. Det er tilværelsens faste holdepunkt. Her samler han energi, udlever sin virkelyst og bruger sine kræfter.

– Som pensionist er det vigtigt at have noget meningsfuldt at beskæftige sig med. Det er vidunderligt at have skoven.

– Nogle gange går jeg bare en tur og nyder naturens mangfoldighed. Andre gange har jeg motorsaven med og arbejder med opstamning eller lignende. Skoven er blevet mit faste holdepunkt her i mine seniorår. Jeg har ikke tal på alle de gode oplevelser, som er knyttet til skoven, siger han.

Tredje generation på gården

Det med at blive skovejer har ikke ligget i kortene fra barnsben. Han er 3. generation på fødegården Storgaarden ved Ejstrupholm.

Frem til 1980 drev han gården med dyr og planteavl, og op igennem 1980’erne var det en ren planteavlsejendom.

– Men i begyndelsen af 1990’erne vælger min kone og jeg at sadle om. Der var ikke god økonomi i planteavlen. Vi frasolgte derfor noget af jorden. I stedet rejste vi skov på 12 hektar, fortæller Christen Rauff.

Han fik kontakt til Skovdyrkerne, som hjalp med rådgivning og etableringen af skoven.

– Det var Skovdyrkernes forstkandidat Jesper Just, som skitserede skoven og hjalp os godt igennem. Han leverede et

gedigent stykke arbejde, siger han.

Løvskov på sandjord

Der er gået 25 år siden, at Christen Rauff og konen Christa kørte plantemaskinen over de godt 12 hektar landbrugsjord.

Forinden var jorden blevet reolpløjet. Der blev også udført grundige jordbundsanalyser. Lokaliteten ligger lige i skellet imellem randmoræne og hedeslette. Der er stor jordbundsvariation på arealet.

– Jeg ville gerne etablere løvskov. Sådan blev det også, selvom fagfolkene fra Skovdyrkerne vurderede, at vores lokation her ved Ejstrupholm var mere velegnet til nål. Det er specielt den sandede jordbund og risikoen for forårsfrost, som bekymrede fagfolkene, siger han.

Etableringen forløb godt, og træerne voksede hurtigt til. I dag står der flotte

unge bevoksninger på den midtjyske lokalitet.

– Som du kan se, er projektet lykkedes. Vi fik en skov, som jeg er meget tilfreds med, siger han imens han går ned igen- nem et af skovens spor.

Rådgivet af Skovdyrkerne

Skoven består primært af løv, hvor halv- delen er eg. Der er også mindre afdelin- ger med blandt andet douglasgran, lærk og grandis.

Der blev anvendt poppel som amme- træer, som nu er tyndet bort. Men enkel- te har fået lov at blive stående, og de gi- ver nu karakter til skoven. De sidste 10 år har Bruno Stolborg, Skovdyrkerne Syd, været fast skovfoged i skoven. Han for- tæller, at skoven altid er blevet drevet forstligt korrekt.

– Vi mødes til et årligt rådgivningsbesøg. Her taler vi om kommende projekter. Jeg har spraydåsen med rundt, så vi kan markere udtyndingstræer ved samme lej- lighed, siger han.

Skovfogeden er imponeret over, hvor meget 77-årige Christen Rauff får klaret i skoven.

– Du har jo faktisk stammet hvert ene- ste træ op i 6-8 meters højde, siger han og kigger over på skovejer Christen Rauff.

Skovfogeden smiler og fortsætter:

– Nogle gange har jeg faktisk måttet bede Christen om at tage den lidt med ro med opstamningen. Der skal jo gerne være noget top tilbage på træerne.

Højt aktivitetsniveau

Aktivitetsniveauet er højt hos Christen Rauff. Sådan har det altid været. Han har fart på, og CV’et nævner uddannelser som reserveofficer, merkonom og lærer.

– Udover landbruget har jeg arbejdet som aftenskoleforstander, og i over tyve år var jeg beskæftiget i fængselsvæsenet, hvor jeg de sidste år var uddannelsesleder, lyder det fra Christen Rauff.

Han og konen Christa har også haft egen butik på gården med salg af antik og bedre genbrug.

Da alderen nåede 60 år, valgte Christen Rauff at stoppe og gå på pension. Siden dengang har skoven haft den helt store plads.

– De sidste 17 år er størstedelen af min tid blevet brugt i skoven – både med aktiviteter, men også med ture, hvor jeg nyder skoven og naturen, siger han.

Altid forbundet til skoven

På vejen tilbage fra skoven render tanker- ne baglæns. Christian Rauff finder ube- sværet frem til årstal og navne på de men- nesker, der på den ene eller anden måde har været involveret i tilblivelsen af skoven.

Han filosoferer lidt over fremtiden og den betydning, skoven har haft for ham og hans kone.

– Jeg var 55 år, da vi etablerede skoven, og vi har haft stor glæde af den lige siden. Det gode ved skoven er, at den er tålmodig. Får du ikke lige klaret dine projekter i en måneds tid eller et halvt år, sker der ikke noget ved det. Du kan altid fortsætte hvor du slap, siger han.

Når Christen Rauff tænker fremad har han ikke planer om at skulle fra fødehjemmet foreløbigt.

– Jeg nyder at være her. Jeg håber, at jeg får mange flere gode år her på gården, siger han.

Faktisk holder Christen Rauff og hans kone Christa så meget af stedet, at de ønsker at blive stedt til hvile i skoven, når den tid kommer.

– For nogle år siden ansøgte vi biskoppen om tilladelse til, at vores urner må nedsættes i skoven. Det har vi fået lov til.

– Så når vi ikke lever længere, vil vi fortsat være forbundet med skoven. Den tanke tiltaler både min kone og jeg, siger han.

Skovejeren elsker gæster i sin skov

Christen Rauff har etableret skovlegeplads og fugletårn i sin skov. Han nyder besøgende i skoven og deler gerne ud af sin ejerglæde.

Madpakkehus, rutsjebane og shelters. Det er nogle af de aktiviteter, som skovejer Christen Rauff har etableret på sin skovlegeplads.

Han og konen Christa har altid nydt at have gæster i skoven, og de deler gerne ud af glæden til besøgende.

– Altså når jeg nu selv har enormt stor glæde af skoven, så kunne det jo også være, at andre har det. Den glæde vil jeg gerne dele ud af – og der går ingen skår af mig ved at børn og voksne kommer her og får nogle gode oplevelser, fortæller han.

Interessen for skov og natur fik han som helt ung, da han var spejder.

– Jeg holdt utroligt meget af at opholde mig i skoven som dreng. Derfor vil jeg også gerne være med til at give børn og unge gode oplevelser her i min skov, siger Christen Rauff.

Gæsterne kommer langvejs fra

Udover legepladsen er der også opstillet et solidt fuglekigger-tårn i skoven.

– Vi søgte fonde til aktiviteter i skoven, og vi var heldige, at flere fonde valgte at støtte os. Det gjorde det muligt for os at etablere skovlegepladsen og også fugletårnet, fortæller skovejeren.

– Både legepladsen og fugletårnet bliver flittigt brugt. Det er både lokale, men også børnehaver langvejs fra, som benyt- ter det. Jeg nyder virkelig at se, at andre har glæde af at opholde sig her i skoven og benytte vores faciliteter, fortsætter han.

Christen Rauff har flere gange forsøgt at rejse penge til vedligehold af faciliteterne.

– Det har desværre ikke været muligt. Heller ikke hos kommunen, selvom det i høj grad er deres institutioner, som benytter vores redskaber. Al vedligehold påhviler os selv, siger han, men glæder sig samtidig over, at der stort set ikke har været hærværk.

Spor i landskabet

Christen Rauff nyder at have besøg i skoven. Men han mener også, at det er klogt, at nogle skovejere og landbrug åbner op for omverdenen.

– Altså landbruget får jo tit skældud for alverdens ulykker. Derfor mener jeg, at vi med fordel kan åbne op og lave nogle gode frivillige tilbud til vores nærområde.

– Jeg vil langt hellere være proaktiv og lave frivillige tiltag end blive mødt af lovgivning, som dikterer, hvad vi skal, lyder det.

Ud fra samme tankegang har Christen Rauff også meldt ejendommen med i ordningen ’Spor i landskabet’

– Det har vi deltaget i igennem 30 år. Hos os er der markerede vandreruter, som går igennem vores skov og marker. Ordningen har fungeret fint i alle de år, vi har været med, fortæller han.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #95