Det kan godt lade sig gøre at reducere klimaaftrykket på et byggeri og samtidig spare penge.
Løsningen er at erstatte traditionelle byggematerialer som stål, beton og tegl med træbaserede materialer som konstruktionstræ, limtræ, træbeklædning og træfiber- eller papirisolering.
Det viser et nyt studie foretaget af Rambøll.
I studiet beregnes livscyklusvurderinger (LCA) og skyggeprisberegninger for seks forskellige byggecases. Det er et enfamilieshus, en etageejendom, en produktionshal, et kontorbyggeri, en rækkehusbebyggelse og en børneinstitution.
De nye beregninger viser reduktioner på mellem 12 og 39 procent CO2-ækvivalenter på tværs af de seks case-byggerier. Derudover kan man i fire ud af de seks cases faktisk spare penge ved at anvende træ fremfor konventionelle byggematerialer.

Stort potentiale

Foreningen Træ i Byggeriet glæder sig over rapportens resultater.
– Rapporten understreger nok engang det store klimamæssige potentiale i at bygge med træ. Samtidig indikerer den, at der også er økonomiske gevinster at hente ved at øge brugen af træbaserede produkter i byggeri i Danmark, lyder det fra Lauritz Rasmussen, der er sekretariatschef hos foreningen Træ i Byggeriet.
Både CO2-reduktioner og økonomiske besparelser afhænger af, hvor mange træbaserede materialer, der indgår i byggeriet. Den største potentielle CO2-besparelse ligger ifølge studiet i byggeriets bærende
konstruktioner.
– En konvertering af den bærende konstruktion fra stål og beton og til f.eks. limtræ vil potentielt resultere i en CO2-besparelse på mellem 7 og op til 31 procent. Men tager man skridtet fuldt ud fra trin et til trin fire, hvor både konstruktion, beklædning, isolering med mere består af træbaserede materialer, så kan den samlede CO2-udledning for eksempelvis etagebyggeri potentielt nedbringes med hele 39 procent, siger Jakob Rygg Klaumann, direktør for Dansk Træforening.

Kan spare penge

Der er i rapporten også foretaget prisberegninger for hver af de seks casebyggerier. Det er skyggepriser, som er et skøn over meromkostningerne pr. reduceret ton CO2-ækvivalenter. I fire ud af rapportens seks byggecases viser det sig, at man faktisk kan spare penge ved at reducere byggeriets klimaaftryk gennem øget anvendelse af træ.

Omkostningseffektiviteten afhænger af flere faktorer. Vi har stadig brug for flere cases til at kunne sige, om udskiftning til træbaserede byggematerialer generelt vil lede til økonomiske besparelser.

Analysen viser dog en entydig CO2-besparelse, når bygningsdele udskiftes til træ. Det bør medføre, at vi kigger på en styrket prioritering af træ i byggeriet, og at vi fjerner de reguleringsmæssige barrierer, der bremser en øget konvertering mod mere træbaseret byggeri, siger Simon Auken Beck, der er chefkonsulent
hos Træ- og Møbelindustrien.

Priser skal ses som skøn

Ifølge udviklingschef hos Rambøll, Andreas Qvist Secher, er skyggepriserne forbundet med en vis følsomhed og skal derfor ses som et skøn. Ved de mest udbredte byggerier herhjemme som enfamilieshuse og etageejendomme, vil det ifølge beregningerne føre til meromkostninger, hvis man i dag ønsker at nedbringe klimaaftrykket. Rambøll-rapporten er udarbejdet for Foreningen Træ i Byggeriet, Dansk Træforening og Træ- og Møbelindustrien. Rapporten kan læses og hentes på siden www.traeibyggeriet.dk.


Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #96