Hvor kan skovejeren med særlig fordel lægge sin indsats?
Det er en udbredt opfattelse, at skovbrug er bedst egnet til stordrift.
Det er der naturligvis en vis sandhed i, når man alene fokuserer på de økonomiske aspekter: De store partier af træ, muligheden for at udnytte specialmaskiner fuldt ud og en omsætning og indtjening, der berettiger faguddannet personale på alle niveauer. Dette er alt sammen noget, der højner skovdyrkningen, kan øge og forbedre skovens produktion og være med til at sikre, at tingene sker på de rigtige tidspunkter, og at man altid får de bedste priser for sine produkter.
Men hermed er det ikke sagt, at det mindre skovbrug ikke er værdiproducerende og på mange måder kan matche de store skove skovdyrkningsmæssigt. Det kan ovenikøbet forholde sig omvendt. Mekaniseringen, som for det store skovbrug er helt oplagt, kan lede til skematiske løsninger, der ikke altid er de bedste rent forstligt. De store maskiner er desuden mere tilbøjelige til at anrette skader på jordbunden og på træerne i bevoksningerne.
I den mindre skov er mere skånsomme manuelle løsninger ofte det rigtige valg. Især når man medregner omkostningerne ved at sætte maskiner i gang på små opgaver for så at flytte dem igen. Har skovejeren kvalifikationerne, glæden og interessen i selv at stå for en del af arbejdet, kan regnestykket for den enkelte operation komme til at se helt anderledes ud.
Man bør altid overveje, hvor man bedst lægger sin indsats. Skovarbejdet skal holdes op mod, hvad man så eventuelt ikke får lavet. Giver det man ikke får lavet, et større afkast, er det vigtigt at vide, hvor meget man så ofrer på fornøjelsens alter. For mange kan det være så givende, at man kan sætte værdien af egen indsats lavt, og så er der meget skovarbejde, der ’betaler’ sig selv at udføre. Og man kan komme rigtig langt, hvis man også har en traktor til rådighed udrustet med lidt skovudstyr.
Den selvaktive skovejers store fordel er engagementet og det indgående kendskab til skoven. Den, der ofte færdesi skoven – og overalt i den – har meget nemmere ved at opdage skader og problemer i tide, og har derfor langt større chance for at få udført de nødvendige arbejder i rette tid.
Ser man på hvilke manuelle arbejder skovejeren med størst fordel selv kan stå for, kan de inddeles i grupper efter, hvor fysisk krævende de er, hvilket økonomisk afkast de giver og hvor dyrt specialudstyr, der kræves.
Den første gruppe af arbejder omfatter de mindre arbejdskrævende, fysisk letteste og ikke mindst de arbejder, hvor der kan opstå diskussioner om kvaliteten af det udførte arbejde mellem skovejer og eventuel fremmed arbejdskraft. Der kan være tale om:
- Rensning og slåning af kulturer
- Sygdomsbekæmpelse
- Udrensning i løvtræ og nedskæring til flis i både nåletræs- og løvtræsbevoksninger
- Oprisning i nåletræ – til udvisning og senere førstegangstynding
- Opkvistning med stangsav, afskæring af vanris og tveger
- Hegnsarbejder og anden beskyttelse mod vildtskader
- Udfyldning af huller i vejene
Alle de nævnte arbejder på nær nedskæring med efterfølgende flisning er rene udgiftsposter i skovdriften, så her kan man spare forskellen mellem det, man sætter egen timeløn til, og det udførelsen med fremmedarbejdskraft vil koste. Der er tale om vigtige arbejder, som har stor indflydelse på de senere indtægtsmuligheder i skoven, men det er desværre også den type opgaver, mange har en tilbøjelighed til at udskyde eller springe over, netop fordi de koster.
Skovejerens udbytte ved forskellige effekttyper og graden af egen indsats. DB I er sat til 100%.
Udførelse af arbejdet: Salgspris for produktet minus omkostninger til hugst og transport til bilfast vej giver dækningsbidraget. For skovejeren kan man tale om følgende fire dækningsbidrag ved salg af træ. DB I: Ejer udfører selv alt arbejdet. DB II: Ejer skover, og skovdyrkerne transporterer træet til bilfast vej. DB III: Ejer står for transporten, og Skovdyrkerne skover. DB IV: Skovdyrkerne står for alt arbejdet. For flisens vedkommende slutter sammenligningen, når de hele træer ligger i en stak ved vej klar til flisning
Næste gruppe er lidt mere fysisk krævende for skovejeren. Her kan der være der tale om:
- Tyndingshugster
- Plantning og efterbedring
Tyndingsarbejde udføres ofte hen over vinteren. Det er et arbejde, man kan gå til og fra over en længere periode. Man skal blot holde sig for øje at have træet klar ved bilfast vej til det aftalte tidspunkt med aftageren. Plantning derimod skal ske, når planterne kommer. Jo kortere tid der går, fra de er taget op i planteskolen, til de er sat i skoven, jo bedre resultat får man.
Maskinplantning er effektivt, hurtigt og relativt billigt. Det kræver dog et nogenlunde jævnt terræn og en rimelig grad af jordbearbejdning. Ideelt til skovrejsning på landbrugsjord.
Den sidste gruppe omfatter skovning og transport af stort træ. Det er tungt arbejde, og man skal vide, hvad man har med at gøre. Der kan tjenes en god timeløn ved skovning, hvis man mestrer det. Råder man over en traktor, der er forsynet med specialudstyr, kan den klare udslæbningen. Derimod løses udkørsel af større afkortede effekter mest effektivt med en rigtig udkørselsmaskine. Små effekter kan læsses på vogn. Der er dog ingen tvivl om, at netop skovning og transport af stort træ er det område, hvor man vil få mest for pengene ved at bruge professionelle med tilsvarende grej.
