Efterårsrefleksioner – af Karsten Raae
Løvtræernes farvesymfoni er et markant element i det tidlige efterår. Det skyldes at træet transportere næringsstoffer til andre dele af træet og væk fra bladende. Derfor nedbrydes det grønne klorofyl i bladende af dagslyset.
Løvtræernes farvepragt har været der fra de sprang ud, men den grønne farve har dominerende fra det tidlige forår og frem til efterårets begyndelse.
Det er klorofylet i grønkornene, der er ansvarligt for dette. Så længe træerne vokser produceres der hele tiden nyt klorofyl, men når de starter forberedelserne til vinteren, og de producerede næringsstoffer transporteres til andre dele af træet nedbrydes klorofylet af dagslyset.
Det giver de gule-orange og de røde-lilla pigmenter, carotenoider og antocyaniner, en chance. Stort set alle blade ender med at blive brune til sidst. Bedst kendte undtagelser er askebladene, der falder gule til jorden lige som lærkens nåle. Den brune farve er i denne sammenhæng dødens farve og indikerer, at der ikke længere forgår aktive processer i bladet. Frost og blæst fremmer løvfaldet.
Askens frø kan ofte ses på træerne længe efter bladene er faldet til jorden
Askens spredningsstrategi
De fleste har nok undret sig over, at askens frø bliver siddende på grene og kviste ofte længe efter, at den har tabt bladene – titindtilden anden side af nytår. Hvad venter de på? Simpelthen et rigtig godt og gedigent blæsevejr, der kan sikre, at frøene kan spredes over store afstande for at kunne kolonisere nyt land. Ganske godt tænkt.
I år er slåenkrattene fyldt med bær
Slåen- en guddommelig bitter
De smukke blåduggede bær er kendt for deres utrolige bitterhed.
Det siges, at man i gamle botanikbøger kan finde en beskrivelse som følger: »Bide man i bærrene, opleves de så bitre, at ens mund rimper sig sammen og bliver at ligne med en hønserøv (frit efter hukommelsen)«.
Put to håndfulde af bærrene, efter de har fået frost, hvilket enklest klares ved et døgn i fryseren, i et glas og hæld en flaske Brøndum snaps på. Trækketid ca. en måned, herefter filtre-res snapsen gennem et kaffefilter. Fantastisk smag og rigtig flot rød farve. Nydes ved stuetemperatur.
Skrældeskade i bøg næsten alle træer i kulturen er både bidt og skrældet
Hjortevildtet- det smager glimrende
Dåvildtet breder sig med forbløffende hast øst for Lillebælt inklusive Bornholm. Kronvildtet har snart erobret det meste af Sjælland.
Hvem vil ikke gerne have en fuldskuffel eller en 16-ender på væggen. Men hjortevildtet er dyrt at have på besøg i skoven. De skrælder træerne også løvtræet.På jyske nåletræsdistrikter, hvor der altid har været kronvildt, skærer man rutinemæssigt en 3m stok af i bunden af stort set hvert stykke tømmer. Det koster. Tænk på hvad det ikke vil løbe op i, hvis der skal skæres tre meter af i bunden af en 6m lang egekævle på over 100 år.
Så husk at skyde til gryde på efterårets jagter. Dåkalvens kød er noget af det møreste og mildeste, man kan få og en god gullasch kan man lave af alt.
Karsten Raaes karriere har bragt ham vidt omkring. Han har blandt andet været i Afrika i forbindelse med sit arbejde som leder af DFE – Danish Forestry Extension.
En lang karrierei skovenes tjeneste
Karsten Raaes imponerende karriere har bragt ham vidt omkring – ikke mindst til Skovdyrkerne, som han nu siger endeligt farvel til.
Det er i sandhed et cv, der kan tage pusten fra de fleste.
Hvad der begyndte i 1979 med en uddannelse som forstkandidat fra Landbohøjskolen, har siden bragt Karsten Raae til branchens mest eksotiske hjørner, fra Bornholm til Burkina Faso og Uganda til USA, altid drevet af en enorm passion for naturen, for skoven og for nye måder at formidle glæden og mulighederne ved vores fag på. Dertil kommer to lærebøger om skovdrift, herunder “Skovdrift med begge hænder – og omtanke”, samt hundredevis af artikler i det blad, du sidder med nu.
Efter lang og tro tjeneste, har Karsten Raae nu valgt at stoppe sit virke som skribent for Skovdyrkeren, særligt Øernes lokalsider. Skovdyrkeren, han som sekretariatsleder i sin tid var med til at søsætte.
– Min tid i Skovdyrkerne har været god og spændende, og jeg har fået lovtil at lave alt det, jeg godt kunne tænke mig, men jeg har ikke lyst til at ende som et ringvrag.
Der er dog intet, der tyder på, at Karsten Raae får mindre travlt i fremtiden, for selvom kørekortet siger 68 år, er kalenderen allerede godt fyldt op. Sammen med sin bror har han været med til at skabe en lille naturperle på Samsø. Nu kan der bruges endnu mere tid der.
– Og nu skal jeg til at lære fransk for alvor, ligesom der også er fem børnebørn og en stor omgangskreds, der skal passes og plejes, fortæller Karsten Raae, som også glæder sig til at kunne bruge endnu mere tid på cykling langs Europas floder, tennis og tarok sammen med studiekammerater, og interessante møder i Udenrigspolitisk Selskab.
– Og her er der jo også rigeligt at tale om for tiden, slutter Karsten Raae.
