Bundklipning af juletræer
Bundklipning af juletræer letter arbejdet med rækkegående maskiner og præsentere det færdige træ optimalt. Bundklipningen letter desuden oparbejdningen og giver luft i kulturen så svamp og alger mindskes
Metoder
Der findes maskinbundklipning og håndbundklipning. Højden på bundklipning skal udgøre ca. 10 – 15 % af det salgbare træs total højde, eks. skal et 150- 175 cm træ have en stab på ca. 15- 20 cm.
Maskinbundklipning
Den billigste metode til bundklipning er en maskinbundklipning. Den foregår med en rækkegående maskine med bundklippehoved monteret. Metoden kan efterlade mindre stabe eller uafklippede grene. Træerne skal efterfølgende gås efter og pudses af senest i forbindelse med oparbejdning.
Håndbundklipning:
Er en dyrere metode, men efterlader træet ”færdigt”. Det er ikke nødvendigt med en afpudsning i forbindelse med oparbejdning. Træerne bliver klippet individuelt, så stablængden kan tilpasses det enkelte træ. Det er vigtigt at efterlade minimum 2 grenkranse.
Tidspunkt
Maskinbundklipning skal foretages når træerne er ca. 4 -5 år gamle (80-100cm).
Håndbundklipning kan foretages tidligere, fra 3 års alderen og frem. For begge metoder er det vigtigt, at indgrebet foretages uden for vækstsæsonen.
Økonomi
En maskinbundklipning koster fra 1,0 til 1,5 kr. – herefter må der påregnes ekstra udgifter i forbindelse med oparbejdning.
En håndbundklipning koster fra 1,5 til 2,0 kr. afhængig af størrelsen på træet, og her er ingen ekstra udgifter i forbindelse med oparbejdning.
Hvad metode skal man vælge?
Det er meget afhængigt af terræn og jordbundsforhold. Er det indplantningskulturer eller kraftigt skrående terræn, er maskinbundklipning ikke egnet og en håndbundklipning at foretrække.
Hvis kulturen er meget uens i træ størrelse kan en individuel håndbundklipning også anbefales. Har man derimod egen rækkegående maskine samt bundklipper og ens kulturer er anlagt på markjord og terrænet er egnet, er maskinbundklipning at foretrække.
Ulemper
Det er svært at finde ulemper ved bundklipning, men skal der nævnes lidt, så kan det ske at træerne slås om af en for kraftig maskinbundklipning og simpelthen går ud. Hvis barken slås helt af på den ene side, er træet længe om at hele, og det giver mulighed for inficering af svampe.
Hvis bundklipningen er for høj kan det give problemer ved salg af små træer, det kan løses ved at bundklipningen foretages af to gange, først ca. 15 cm og senere (fx år 7/8) 20-25 cm.