Eg

Eg i Danmark, en artikel om vækst, krav til jordbund, produktion m.m.

Stilkeg og vintereg

Der er to naturligt forekommende egearter i Danmark, stilkegen (Quercus robur) og vinteregen (Quercus petraea). Sidstnævnte hedder sådan, fordi den har en tilbøjelighed til at holde en del af sine visne blade vinteren over, medens stilkegens navn kommer af, at dens agern-skåle sidder på en lang stilk. Begge arter er udbredt over det meste af Europa – vinteregen på de mere sandede jorder

I det sydøstlige Jylland og på øerne er stilkegen den helt dominerende art, men på Djursland, i Midtjylland og i hedekrattene forekommer der en del vintereg. Der findes mellemformer mellem arterne, og selv om vinteregen ofte har en bedre stammeform end stilkegen, er det dog vanskeligt at adskille dem i vækstmæssig henseende. De to arter vil derfor i det følgende blive behandlet under ét.

november 12, 2009

Såning og plantning af eg

Ved såning og plantning af eg anvendes ofte hollandske agern. Det skyldes, at afkom af hollandske allétræer, hvortil man i flere generationer har udvalgt de bedste træer, ofte bliver til meget retvoksede træer hos os. I de vestlige dele af landet bør man dog nok holde sig til dansk eg.

Egen er et vigtigt løvtræ

Næst efter bøgen er egen vort vigtigste løvtræ, og egearealet er næsten fordoblet i dette århundrede. Hugsten af eg udgør omkring 10 pct. af løvtræhugsten.

Egens ved har altid været anset for at være værdifuldt og holdbart, og egen er blevet betragtet som et særligt kraftfuldt og stabilt træ på grund af sin solide stamme og sit lange liv. Det er derfor ikke så underligt, at sparekasserne, som deres fælles bomærke, valgte et stort gammelt egetræ.

Få selvsåede egeskove i Danmark

Når der ses bort fra de jyske egekrat, er der ikke megen naturlig egeskov tilbage i Danmark, selvom man finder selvsåede egeplanter i markskel, under fyrrebevoksninger, på lyngarealer og mange andre steder. Det skyldes at egens frugter, agern, bliver båret langt omkring af skovskader og andre fugle, som vinterforråd, og at egeplanterne er i stand til at spire og klare sig godt i konkurrencen med græs og anden vegetation, blot de får lys nok. Man finder da også egebevoksninger fremkommet ved naturlig tilgroning af tidligere agermarker eller overdrev. Der er skovejere, som går rundt med lidt agern i lommen, som de stikker i jorden, hvor de synes, der burde være et træ.

De fleste af vore større gamle egebevoksninger er dog frembragt ved kunstig såning, ikke sjældent ved tilkultivering af gamle agermarker, hvor man såede eg i tynd udsæd af rug.

Vækst og stabilitet samt krav til jordbund og klima for eg

november 12, 2009

Vækst og jordbundsforhold

Egen kan vokse på næsten enhver jord. På flade, stive lerjorder hævder egen sig godt, og den kan her på rimelig tid (120–150 år) opnå de store stammetykkelser, der er nødvendige, for at egedyrkning skal give et hæderligt økonomisk resultat.

Egens højdevækst er i ungdommen ligeså god eller bedre end bøgens, men den opnår ikke på den gode jord samme sluthøjde som bøgen, og den producerer kun ca. ²/₃ af bøgens massetilvækst.

På den meget lette jord klarer egen sig langt bedre end bøgen, men det er svært her, at opnå tilstrækkelige tykkelser til at egedyrkning bliver nogen god forretning. Men egens stormfasthed og evne til at lade en undervækst trives under sig bevirker, at den – også på dårlig jord – er særlig egnet til at danne læbevoksninger.

Egen er et lystræ

Eg er et udpræget lystræ, og i den naturlige egeskov er der i reglen indblandet adskillige andre træarter. Også i den kunstigt frembragte egeskov bliver der, i 30–50 års alderen, så lyst, at der vil indvandre en vegetation af buske som hassel, tjørn, hæg og tørst, der huser et rigt fugleliv. Under buskene kommer der en urteflora af kodriver, firblad, gøgeurter, liljekonval m.m.

Sommerskud

Midt på sommeren sætter egen i ungdommen sommerskud (Skt. Hansskud). Da disse ikke når at forvedde, fryser de ofte ned om vinteren; men formen skades sjældent alvorligt, da alle unge ege er lidt krogede.

Rodsystem, egebælte og stormfasthed

Deunge egeplanter danner straks en kraftig pælerod, og egen bevarer stedse et dybtgående rodsystem også på de svære, vandlidende lerjorder. Egen er derfor meget stormfast, og man kan vanskeligt finde en skovkant, som giver den bagvedliggende skov bedre beskyttelse end et egelæbælte. Det skyldes nu ikke blot at egene står godt fast, men også at undervæksten af buske giver et godt underlæ, og at man på grund af egens lange levetid kan beholde et egelæbælte i flere hundrede år uden at blotte den bagvedliggende skov. Der skal helst være lidt bredde på egebæltet, bl.a. fordi gamle ege breder sig meget, og når de kommer ud over markerne, er det ikke sikkert de får noget langt liv.

Egedyrkning og produktion af kvalitetstræ

Egen er meget levedygtig

Når egen kan blive så gammel, og der står så mange gamle ærværdige egetræer rundt om i skovene, så skyldes det at egens kerneved er meget varigt, hvorfor egetræet ikke rådner, selvom det får nogle skader i form af afbrækkede grene eller barksår. Men det er heller ikke uden betydning, at egen har en stor evne til at opretholde livet ved hjælp af vandris, når den oprindelige krone begynder at gå til.

Vandris

Egen har en kedelig tilbøjelighed til at sætte vandris, dvs. tynde, sekundære grene, der fremkommer direkte på stammerne, ofte efter at disse har opnået en betydelig tykkelse. Vandrisene danner knaster ligesom normale grene. Selvom vandris-knasterne er små, nedsætter de dog kævlekvaliteten alvorligt. Man bør derfor søge at hindre dannelse af vandris. Det kan man for det første gøre ved, at man i tyndingshugsterne bevarer og begunstiger de træer, der ikke har ret mange vandris, idet evnen til vandrisdannelse, i nogen grad, er en individuel egenskab. For det andet bør man sørge for, at undervæksten af buske og indvandrede skyggetræer (bøg, lind, ær m.v.) får lov til at vokse op og beskygge de underste dele af egestammerne, hvilket hæmmer dannelsen af vandrist.

Underbeplantning kan forebygge vandrisdannelse

I mangel af naturlig undervækst har man, for at hindre vandrisdannelse, undertiden underplantet egebevoksninger af ca. 50 års alder med bøg, lind eller andre skyggetræarter. Underplantningen kan foretages på stor afstand (f.eks. 2 × 4 m), men hvis årsagen til manglende naturlig opvækst er en for stor vildtbestand, skal underplantningen beskyttes mod vildt, og dette er dyrt.

Undervækst af skyggetræer som bøg og lind kan have en betydelig produktion, uden at der på vandholdende jorder sker nogen reduktion af egens tilvækst. På enkelte større skovdistrikter afskæres vandris systematisk på de træer, man tror vil holde omdriften ud. Men da der stadig kommer nye vandris, skal behandlingen, for at være effektiv, gentages hver eftersommer gennem årtier. Metoden er derfor næppe anbefalelsesværdig for småskovsejere.

Egen er meget levedygtig

Egen er særlig velegnet til brug i skovkanterne, men den er også af andre grunde et ganske velegnet træ i småskovene. En egekultur klarer sig næsten altid. Den kan fryse, og vildtet kan græsse kulturen, men alligevel ender det med at den kommer igennem og bliver til skov, hvis den da får lys nok.

Men egens ringe produktion og navnlig det forhold, at den ikke producerer ret meget af værdi i sin ungdom gør det betænkeligt at anlægge større egebevoksninger – med mindre disse skal opfylde stabiliserende formål, eller jorden har så stort et lerindhold, og dermed er så våd, at egen er det eneste løvtræ, som rigtig kan trives på stedet.

Salg af egtræ

Det er navnlig tykt egetræ, der betales godt for. Virkelig gode priser opnås dog kun for tykt træ, som også er knastfrit og uden vandris, dvs. klasse A og B kævler. Kævlerne skal tillige være uden frostrevner eller ringskøre.

Det forhold at store gode egetræer er meget værdifulde, og at egen kan blive gammel uden at lide skade eller væltes af storm, gør den særlig velegnet til at fungere som skovejerens værdifaste reservekapital.

Eg – et smukt træ

Egens kerneved er stærkt og varigt, hvilket man udnytter ved at anvende det til staldtømmer, bådebygning, hegnspæle, bundgarnspæle og andet udendørs brug. På flere af disse områder har imprægneret træ eller andre materialer dog nu i nogen grad erstattet egetræet. Det stærke og smukke kerneved fra store gode kævler anvendes hovedsageligt til møbler (de bedste kævler i form af finér), parketgulve og lignende. Egetræet er særligt smukt på grund af sine spejl, der fremkommer ved, at de brede marvstråler spejler når snitfladen følger træets radius.