Gennemsigtige sitkagraner
Mild vinter og varmt forår har opformeret sitkalus i en sådan grad at sitkakagranerne mange steder er helt gennemsigtige med kun årets nåleårgang. Specielt sitkagran i læhegn på let jord er hårdt medtagne.
Dør sitkagranerne?
Hen over sommeren har mange spurgt om sitakgranerne er ved at dø. Folks bekymring for sitkagranerne skyldes, at træerne kun står med årets nåleårgang. Ydermere er 2019 skudstrækningen på baggrund af tørken i 2018 beskeden, så sitkagranerne ser meget medtagne ud. Generelt vil de angrebne sitkagraner overleve, men der vil være udsatte steder, hvor sitkagranerne dør.
Sitkalusen er synderen
Skadevolderen er sitkalusen, som suger på de gamle nåle. Lusen kan ikke overleve på de nye nåle. Sitkalusen kan opformere sig voldsomt hurtigt efter milde vintre. I milde vintre er der lille vinterdødelighed og de har derfor et godt forspring i forhold til deres naturlige fjender. Antallet af lus kulminerer i slutningen af maj og i begyndelsen af juni.
Fremtiden
Der er sjældent voldsomme angreb flere år i træk. Så konklusionen er, at det værste nok er overstået. De fleste sitkagraner vil rette sig, men tilvæksten vil være meget begrænset de næste år indtil produktionsapparatet i form at nye nåle er reetableret.
Alternativ
Er du træt af synet, er sitkalusangrebet en lejlighed til at skifte sitkalæhegnet ud med noget mere robust og varieret.
Videncenter Skovdyrkning