Der er mere skov på vej. Landbrugsstyrelsen har modtaget 381 ansøgningerom tilskud til at rejse skov på landbrugsjord.

– Vi oplever stor interesse fra landmænd, der vil erstatte deres marker med skov, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Josephsen Kargo i en pressemeddelelse.

De nye skove optager CO2 fra atmosfæren og er med til at beskytte det lokale vandmiljø, fordi skovene reducerer udledningen af kvælstof til søer og fjorde.

Med alle 381 skove realiseret, er det Landbrugsstyrelsens forventning, at de nye skove kan reducere udledningen af kvælstof med over 25 ton pr. år.

Mest ny skov i Jylland

Der er søgt om nye skove i hele Danmark, men ni jyske kommuner topper listen med flest ansøgere. Flest er der i Vejle Kommune. Her har 34 landmænd søgt om at plante skov på landbrugsjord.

– Nu skal vi i gang med at se på ansøgningerne og her fordeler vi støtten, så den giver den største miljøgevinst for pengene. Det betyder blandt andet, at ny skov i områder, hvor kvælstofbelastningen er størst, bliver favoriseret, siger Frank Josephsen Kargo.

Langsom sagsbehandling

Ordningen om privat skovrejsning administreres af Landbrugsstyrelsen. Styrelsen har flere gange fået kritik for langsommelig sagsbehandling.

Tidligere på efteråret oplyste styrelsen til Dansk Skovforening, at ni procent af ansøgninger modtaget i 2021 er færdigbehandlet og afgjort. For ansøgninger modtaget før 2021 er 74 procent afgjort.

Dansk Skovforening har presset på for at få gang i sagsbehandlingen. Her vurderer man, at den langsommelige sagsbehandling er medvirkende til at færre ansøger.

De nye skove vil blive pålagt fredskovspligt efter skovloven. De seneste to år har der været afsat 70 millioner kroner til ordningen, som kommer fra EU’s landdistriktsprogram.

jma@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne