Kom med til skovrejsningsmøder om vildt og jagt i hele landet
Skovdyrkerne og Danmarks Jægerforbund inviterer til skovrejsningsmøder i anden halvdel af maj.
Hvordan kan ny skov blive en gevinst for både vildtet, jagten og oplevelsen af ejendommen?
Det kan du blive meget klogere på, når Skovdyrkerne og Danmarks Jægerforbund inviterer til lokale skovrejsningsmøder i hele landet i ugen op til pinse.
På møderne går vi en tur i en nyplantet skov og ser nærmere på, hvordan vildt og jagt kan tænkes ind i skovrejsningen allerede fra begyndelsen. Vi sætter fokus på de praktiske valg, der kan gøre en forskel på både kort og lang sigt: bryn, lysninger, åbne partier, dækning, vand og andre greb, der kan være med til at skabe mere liv og bedre forhold for vildtet.
Du får også indblik i de aktuelle tilskudsordninger og i de overvejelser, der er værd at tage med tidligt i forløbet, hvis du overvejer at rejse skov. Undervejs vil der være god mulighed for at stille spørgsmål til Skovdyrkernes skovfogeder og en vildtkonsulent fra Danmarks Jægerforbund.
Møderne finder sted fra kl. 17.00 til 19.00 fra d. 18-21 maj.
Det er gratis at deltage.